portræt af Anne Sofie Espersen
Anne Sofie Espersen

Anne Sofie Espersen: Man kan ligeså godt gå all in på nydelsen

2. oktober 2017
af Rikke Hast
foto:Nellie Møberg, makeup: Ulla Jakobsen
Anne Sofie Espersen har altid truffet sine livsvalg på baggrund af passion. Det har hun ikke fortrudt, selvom hun i dag bor til leje og ikke ejer en bil. Til gengæld begærer hun stadig sin kæreste, nyder luksus i hverdagen og er en stolt mor.

-Man skal spise god mad og bo det sted, hvor man føler sig tryg og lykkelig. Jeg har lært, at man ikke kan planlægge livet, og derfor kan man ligeså godt gå all in på nydelsen, mener skuespiller Anne Sofie Espersen, 44, der lige om lidt er aktuel som Jackie i anden sæson af Norskov på TV2, og som også udmærker sig ved at udgøre en fjerdedel af City Singler.

-Mange af mine valg har været drevet af passion – det gælder lige fra mit karrierevalg til mine kærlighedsforhold. Men det gælder også den måde, jeg har valgt at leve mit liv på: Hvordan jeg spiser, træner og, hvor jeg bor.

Anne Sofie Espersen:Spræl-levende

Anne Sofie har dannet par med sanger og skuespiller Mark Linn i 8 år efterhånden. Parret mødtes igennem et arbejdsprojekt, og i Mark føler Anne Sofie, at hun har fundet sin soulmate.

– Vores kærlighedsforhold er sprællevende. Vi er stadig virkelig passionerede og forelskede. Vi begærer hinanden, og det betyder, at jeg føler mig til stede som kvinde. Jeg ved ikke, hvad det er, vi gør . For det er ikke fordi, det er nemt at være en sammenbragt familie. Men på en eller anden måde passer vi bare sammen, så det gnistrer – hver dag, selvom vi er meget forskellige, siger Anne Sofie, der har tre børn fra sit første ægteskab med Søren Byder, som hun mødte på Skuespillerskolen. De to gik fra hinanden et par år, før Anne Sofie mødte Mark. I dag bor Anne Sofie og Mark sammen med deres fem sammenbragte børn i en lejlighed på Østerbro i København.

-Jeg tror, vores sammenbragte familie er i et transfervindue lige nu, hvor de tre af vores børn er så store og selvkørende, at de ikke har det samme behov for os voksne. Det er meget inspirerende at have store børn, de er så søde, og jeg elsker at dele med dem. Men jeg er nu glad for, at Mark og jeg ikke lavede et lille barn sammen i et svagt øjeblik. For tanken var der, den var romantisk, og alle børn er velkomne. Men jeg kan se, hvor meget mening det giver mig, at min alder følges med, at mine børn bliver ældre.

Norskov

Under optagelserne til Norskov sæson 2 boede filmholdet på det hotel i Frederikshavn, hvor de også var indlogeret første gang.

– Det var så hyggeligt at komme tilbage - både til hotellet og til Nordjylland. Det var også fedt at få lov til at spille på nordjysk – det har jeg aldrig prøvet før Norskov. Det har et helt andet flow, og det er virkelig et sted, hvor jeg kan svømme, siger Anne Sofie, der som bekendt er vokset op i Hirtshals som den yngste af tre søstre – nemlig forhenværende minister Lene Espersen og Marie Espersen, der er kosmetolog og forsat bor i Hirtshals.

Søstrene havde en god og tryg barndom omgivet af sunde værdier, og Anne Sofie er da også hjemme i Nordjylland i hvert fald hver anden måned for at besøge sin mor, der blev alene for seks år siden, da Anne-Sofies far døde.

– Jeg falder sådan til ro, når jeg er hjemme. Jeg elsker at være der med børnene. Men jeg kan også godt lide at være der alene med min mor. Vi sover sammen, spiser sammen og går ture. Det er meget værdifuldt, at vi har de her dage alene sammen. Vi får snakket om så mange ting f.eks. alder og ensomhed, ting man ikke lige får talt sammen om i telefonen. Vi er meget tætte og kan virkelig bruge hinanden. Jeg kan godt mærke, at nogle gange skifter rollerne, så det bliver mig, der giver råd om livet eller hjælper min mor, og jeg er egentlig ret stolt over, at vi er nået dertil.

Anne Sofie Espersen: Jeg blev mobbet og holdt udenfor

Nordskov Sæson 2, som foregår et års tid efter sæson 1, har seks afsnit og hver hovedkarakter har fået et afsnit. Alle er ved at genfinde sig selv efter hændelserne i første sæson, og det er ikke alle, der har klaret skærene ligeså godt som Jackie, afslører Anne Sofie.

– Den nye sæson er mindre krimi og mere drama, og vi lærer karaktererne endnu bedre at kende. Jackies afsnit er ligesom kulminationen, og man kan godt sige, at hun får et heftigt sammenbrud. Hun stod ellers stærkt efter sæson 1, hvor hun havde taget mange nye vellykkede initiativer. Som skuespiller har det været vildt fedt, at jeg har fået lov at gestalte Jackie på alle mulige måder. Jeg håber virkelig, at vi får en sæson 3, for der er stadig så meget at fortælle omkring karaktererne og miljøet.

Kvindehumor

Et andet projekt, der fylder meget i Anne Sofies tanker og i hendes hjerte er City Singler, som hun sidste år blev en del af. De andre tre er Trine Gadeberg, Kaya Brüel, og Sofie Stougaard.

Trine Gadeberg: Vi mangler kvinder, der tør vise deller og maveflæsk

-Vi fire er helt i synk, og er i fuld gang med det næste show. Der er et enormt stort publikum til City Singler, og det forpligter. Vi vil gerne trække næste show endnu mere i retning af satiren, selvom det stadig skal være dirty og under bæltestedet. Sidste gang havde vi spiddet den politiske korrekthed, og det kunne have kostet os, men publikum var helt med på det og synes, at det var virkelig sjovt, siger Anne Sofie og forsætter:

-Ofte er det jo sådan, at man skal gå efter mavefornemmelsen, når det kommer til humor: Hvad ville man selv grine af. Der er så mange holdninger til kvindehumor – alene det, at betegnelsen "Kvindehumor" findes. Det har jeg været provokeret af mange gange. For hvem er sjovest mænd eller kvinder? Det kan man jo ikke svare på. Men jeg tror, at vi kvinder nogle gange er grovere, og at vi er bedre til at udstille os selv med røven i klaskehøjde. Det falder os naturligt at dele skam, skyld og ansigtstab. Vi kan jo i City Singler synge om alt fra skedesvamp til det at dryppe efter sex. Og det er sjovt, fordi man som kvinde kan genkende det. Og når man så drysser glimmer på og skriver en sang om det, så bliver det rigtigt sjovt..!

What’s not to like

Anne Sofie er et sted i livet, hvor hun er glad og tilfreds. I hvert fald kunne hun ikke tænke sig en anden tilværelse.

– Jeg synes, det er rigtigt, som Hella Joof beskriver det i ”Papmaché-reglen”. Hvis man er misundelig på andre over f.eks. en ny bil, en ny pels eller skønhed, så er hendes regel, at man skal forestille sig at bytte hele sit liv med vedkommende – ikke bare en del af det. Og man vil sjældent bytte alt. For man er jo et produkt af det, man selv har skabt, og dermed er man nok der, hvor man skal være. Så vær glad og vær stolt. Jeg er i hvert fald tilfreds, jeg er passioneret, har lækre børn og en karriere har jeg også. Så What's not to like..!

Læs også