LIV UTZON
Selvudvikling

Designer Liv Utzon: "Jeg synes sgu, jeg ser meget godt ud!"

29. januar 2018
af Susse Wassmann (redigeret af webredaktionen)
foto: Anja Ekstrøm
Nå, så vejer du 5, 10 eller 20 kilo for meget, men det nytter ikke noget at bruge al din energi på det. Gør noget, eller acceptér dig selv, som du er. Det er kun dig selv, der går så meget op i det. Sådan lyder det fra designer Liv Utzon, som med sit plus-size-brand pludselig er blevet meget mere end designer.

Designer Liv Utzon: "Jeg synes sgu, jeg ser meget godt ud!"

Liv Utzon er ude og holde foredrag for et par hundrede kvin­der. Hun er som sædvanlig i eget design, en lækker kjole, høje sko, lange røde negle. Pludselig lægger hun sig ind over bordet, vender ansigtet ud mod publikum:

- Når I står sådan her og bliver taget bagfra på køkkenbordet, tror I så, at jeres mand tænker: ’Årh, hun kunne altså godt lige tabe 5 kilo dér.” Nej, han gør sgudda ikke! Ved I, hvad han tænker? Han tænker: ’UMHHHHH’. Ellers havde han ikke stået bag ved dig og knaldet dig! siger Liv Utzon til kvindernes store forbløffelse.

LÆS OGSÅ: Liv Utzons 5 tips til kurvede kvinder

- Og så knækker de sammen af grin. For de kan jo godt se det, selv om det er lidt grænseoverskridende sagt af mig. Det er kun dem selv, der fokuserer så meget på det. Mænd tænker slet ikke sådan. For dem handler det ikke om, hvorvidt du er tynd eller tyk, grim eller pæn, ung eller gammel. Og der er da ingen, der gider at have sådan en, der konstant er utilfreds med sig selv og sur, fordi hun hele tiden er sulten og gør alt for at blive tynd. Vi ville jo ikke selv have sådan en mand, der kun tænkte på, hvordan han så ud, vel?

Nej tak, nu du siger det. Og det er hun efterhånden blevet ekspert i, Liv Utzon – eller Benedikte, som hun rent faktisk hedder. At sige det højt. Fortælle kvinder, der går rundt med et selvværd på størrelse med en ært på grund af deres runde former, at de er OKAY! I dag, hvor jeg besøger hende i lejligheden i Hellerup, som også er kommandocentralen i hendes nye firma My Little Curvy Love, er hun i stram sort strikkjole, bare ben og lange røde negle.

- Der er mange kurvede kvinder, der ikke har det godt med at tage stramt tøj på, men jeg går næsten altid i det. Så man kan se, at jeg har bryster, numse og talje. Så er der mange, der siger: ’Jamen, gud, så kan man jo også se, at du har en delle dér!’ Ja, og? Hvis du tror, at du kan skjule det ved at tage et telt over hovedet, når du har en krop som min, tager du fejl. Det bliver bare værre. Og hvorfor skulle du? spørger hun retorisk.

Bange for at ryge helt ud af modebranchen

Da Benedikte Utzon – som hun hed dengang for to et halvt år siden – mistede retten til sit fødenavn som designer og kreativt menneske ved en domstol, satte hun sig ned og forsøgte at tænke klart midt i kaos. Hun var enlig mor og skulle jo ligesom tjene nogle penge, og der var ingen, der ville have hende som designer, når hun havde fået en livstidsdom på ikke at måtte bruge sit eget navn længere. Det blev til en masse refleksioner over, hvad hun egentlig ville med det hele. Hvad hun kæmpede for. Hvorfor hun gjorde det, hun har gjort i de 30 år, hun har været designer.

- Jeg har jo været en af dem, der har stået for at lave tøj til dem, vi ser i modeshows – den perfekte kvinde. Jeg bookede som de fleste andre meget høje, tynde, unge piger, og stillede ikke så mange spørgsmålstegn ved det, selv om de overhovedet ikke var min egen målgruppe. Jeg lavede jo ikke tøj til 16-17-årige piger, der var 180 cm høje og en størrelse 32-34. Og det gav ingen mening i forhold til, hvordan jeg selv ser ud. Eller mine veninder. Eller kvinder på gaden.

- Der er jo nærmest ingen, der ligner de modeller. Så jeg besluttede mig for at droppe hele den verden for to år siden. Og tænkte: ’Shit! Gør jeg kun det her nu? Skal jeg aldrig tilba­ge til det andet?’ Jeg troede, jeg ville blive totalt yt og ryge helt ud af branchen, hvis jeg begyndte at lave tøj til store og kurvede kvinder, fortæller hun om starten på det brand, der skulle blive så meget mere end et tøjmærke.

LÆS OGSÅ: 5 tøj-myter: Er du plus size? Så kender du sikkert disse 5 "mode-regler"

Kurver og kærlighed

Helt hudløs og sårbar, men alligevel fast besluttet på den dér stæ­dige badeand-måde, der kendetegner hende, lagde hun sit første opslag op på Facebook om My Little Curvy Love.

- Der var 6.000 kvinder, der skrev til mig på tre dage. Seks tusin­de! Det var så vildt. Dengang anede jeg ikke, hvad jeg satte i gang, men i dag kan jeg se, at My Little Curvy Love ikke bare er et tøj­brand – det er nærmest gået hen og blevet en hel filosofi og min mission. Jeg bruger kun omkring 20 procent af min tid på tøjet for tiden, resten bruger jeg på at kommunikere med de kvinder – og mænd – der skriver til mig og kommenterer mine betragtninger om livet, kvinder og mig selv. For det meste starter folk med at skrive om tøj og vægt og beder om gode råd, men vi ender meget, meget ofte med at tale om noget helt andet. Fordi der stort set altid ligger en masse ting bagved de problemer, folk har med deres ydre, fortæller Liv Utzon.

Hvad skriver kvinder typisk til dig? Hvad spørger de om?

- Det kan for eksempel være, hvad jeg synes, de kan tillade sig at tage på, og hvad de ikke kan. Ofte beder jeg dem om at sende et vellignende billede af sig selv, og for det meste synes jeg faktisk, at de kvinder er ret yndige. Men det handler også meget om at se sig selv som et seksuelt objekt, og det sker tit, at når kvinder kommer op i en vis alder, så synes de ikke, at de kan tillade sig så meget mere. At være sexede, moderne eller at bruge penge og energi på sig selv. Dem er der virkelig mange af, og det er kommet bag på mig. Jo ældre man bliver, des mere kræver det at vedligeholde lækkerheden, og så skal man også bruge nogle ressourcer på sig selv. Det er noget med at have noget fokus på sig selv, og det er der rigtigt mange kvinder, der ikke har.

- Der er én gruppe, som har enormt travlt, seje karrierekvinder, som er sindssygt dygtige til Karnovs Lovsamling, for eksempel, men når det kommer til dem selv, aner de ikke, hvad de skal stille op, så de går rundt og ligner lort, som de selv siger. De glemmer sig selv, og afstanden bliver for stor mellem arbejdsmennesket Bente og den private Bente. Der er ingen synergi mellem dem, og der kan jeg gå ind og hjælpe lidt. Du arbejder på dit arbejde, du arbejder med dine børn, dit forhold, men hvad med dig selv? Brug noget tid på dig selv også. Ja, det kan godt være, at det tager tid at få lavet negle og barbere ben og sætte håret, men så tag den tid! Hvis du lægger dig ned og er ligeglad med det hele, så bliver du hende, der render rundt og er sur og ’nagger’ og er utilfreds. Vær den bedste udgave af dig selv, så får du også et federe og sjovere liv. Og mænd vil altså hellere have en, der kan sidde og hygge sig med et glas vin og noget god mad, end en, der sidder og stirrer på et salatblad.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2_0.png

Læs også