Selvværd
Selvudvikling

7 tegn på, at du ikke lytter nok til din krop

1. april 2018
af Charlotte Kobberøe Fink
Har du svært ved at mærke, hvad din krop fortæller dig? Og er du helt lost, når du skal bruge din ’mavefornemmelse’? Lær at være tilstede i din krop – og bruge den som både vejviser og til at styrke dit selvværd.

Du har nok prøvet at ligge med ondt i maven natten inden en vigtig begivenhed. Har du været syg med stress eller angst, er du helt sikkert heller ikke i tvivl om, hvor meget vores krop og psyke hænger sammen.

Alligevel har mange af os en tendens til indimellem at negligere de signaler, som kroppen sender os – for det er ikke altid, vi har tid til at stoppe op og mærke efter. Omvendt ved vi måske heller ikke helt, hvad vi skal være opmærksomme på. Men der er fantastisk mange fordele ved at lære vores egen krop bedre at kende.

Kroppen kan være en vejviser i livet

Anne Jørgensen er kropspsykoterapeut og beskæftiger sig netop med forbindelsen mellem krop og psyke. Og hun er ikke i tvivl om, hvor vigtigt det er for os at have en god kontakt til vores egen krop.

”Kroppen er vanvittigt intelligent. Den er et kæmpe ressourcehav, som man kan bruge til at navigere fra i livet. Hvis man har en god kontakt til sin egen krop, så kan man i høj grad bruge kroppen til at fornemme sig frem til, hvad man skal gøre i en specifik situation, fordi man så ikke er i tvivl om, hvad man føler. Mange af os forsøger hele tiden at regne livet ud i hovedet og veje for og imod, men hvis man ikke kan droppe ned i sin krop og mærke efter, så bliver livet kompliceret.”

Anne Jørgensen sammenligner det med en basal følelse som at være sulten: Dér er man sjældent i tvivl om, hvad kroppen fortæller en.

På samme måde kan man lære at mærke de mere nuancerede følelser i kroppen. For selvom de registreres i hjernen, så er kroppen et feedbacksystem for følelserne – og når man lærer dét system at kende via bedre kropskontakt, så kan man bruge kroppen aktivt guidende i livet.

Læs også: Lavt selvværd? Sådan lærer du at elske dig selv

Sådan ved du, om du har god kontakt til din krop

Men det er måske nemmere sagt end gjort at få en god forbindelse til sin krop. For hvordan ved man overhovedet, at man ikke har det?

Det ved du, hvis du kan nikke genkendende til disse tegn på, at du er for meget i dit hoved og ikke er tilstede i din egen krop:

  • Føler du dig ofte ved siden af dig selv eller ikke-nærværende sammen med andre?
  • Lider du ofte af søvnløshed?
  • Har du en svækket eller øget appetit?
  • Mærker du ofte spændinger i kroppen?
  • Lider du af forstoppelse eller diarré?
  • Kører dine tanker konstant rundt?
  • Har du svært at træffe beslutninger?

Sådan kan vi miste kontakten til kroppen

Ofte bunder den dårlige kropskontakt i, at man bærer rundt på gamle følelser, oplevelser eller opfattelser af en selv, som man ikke kan lide at beskæftige sig med – og derfor har man ikke lyst til at mærke følelserne i kroppen.

”Hvis der for eksempel er noget ved en selv, man ikke kan lide, så holder man det på afstand. Derfor kan dårligt selvværd for eksempel også føre til dårlig kropskontakt. Man kan ikke gå og mærke de dårlige følelser hele tiden, så kroppen fortrænger dem. I stedet sker der det, at tankerne fylder i hovedet – men man kan altså ikke slippe de gamle følelser, hvis man ikke giver sig selv lov til at mærke dem i kroppen,” siger Anne Jørgensen.

Læs også: 11 kendte kvinder om kropskærlighed

Mød de svære følelser

Men hvordan gør man så det? Hvis man gennem et helt liv ikke har været vant til at være i kroppen, kan det umiddelbart lyde som noget af en opgave at ændre på. Det handler om at skifte fokus fra sit hoved og i stedet sanse kroppen – og turde finde ud af, hvordan kroppen helt konkret føles, fortæller Anne Jørgensen.

”Man bliver nødt til at undersøge, hvor en overbevisning eller en tanke stammer fra. Hvis du føler dig uelsket – hvor og hvornår har du samlet dén sætning op? Det er jo slet ikke sikkert, at det er sandt, det er bare din overbevisning. Men for at ændre på den, er du nødt til at turde møde og mærke den smerte og vrede i kroppen, der knytter sig til,” slår Anne Jørgensen fast.

Når man tør det, kan man i langt højere grad placere en følelse, når den opstår. Man ved, at den udspringer af noget bestemt, og så kan man handle mere neutralt på den. Og som en bonus bliver man også bedre til at identificere følelser generelt – også de gode.

Læs også: 6 tips: Snak positivt om din krop

Træk vejret

Hvis man vil arbejde på sin kropskontakt, så handler det først og fremmest om, at man er indstillet på aktivt at ændre den, fortæller Anne Jørgensen. At man er åben og opmærksom.

”Helt lavpraktisk er åndedrættet et godt sted at starte. Vær meget konkret: Hvordan mærker jeg mit åndedræt i kroppen? Vær også opmærksom på, når du holder dit åndedræt tilbage. Ofte sker det, når der er noget, man ikke tør at føle – og det behøver ikke nødvendigvis at være fordi, at det er negative følelser, det kan også være fordi, at noget er meget intenst. Øv dig i at trække vejret, når du ellers ville holde det, og mærk, hvad der strømmer gennem kroppen.”

Hvis du synes, det er svært selv at øge din opmærksomhed på din kropskontakt, så kan det også være en idé at søge hjælp hos en professionel, som kan arbejde målrettet med netop din krop og psyke, råder Anne Jørgensen.

Om eksperten: Anne Jørgensen er krops- og psykoterapeut, coach og mindfulnesstræner med base i København. Læs mere på www.lifeprocess.dk

Læs også