Slip den dårlige samvittighed, plaget af dårlig samvittighed
Selvudvikling

11 tips til at slippe den dårlige samvittighed

1. juni 2022
af Lizl Rand, Redaktionen
Udgivet første gang 5. september 2018. Foto: Unsplash
Har du tit dårlig samvittighed over at bruge for lidt tid sammen med dine børn eller for meget tid foran fjernsynet? Det hjælper ikke en pind – her er 11 råd til at slippe den dårlige samvittighed.

Er du plaget af dårlig samvittighed over alt og har svært ved at give slip på det?

Måske har du dårlig samvittighed over ikke at være der nok for dine veninder, eller måske er du plaget af den dårlige samvittighed, når du sætter dig selv først? Det kan også være, at du ikke føler, at du når nok i hverdagen, og du får dårlig samvittighed over de ting, som du ikke får gjort?

Vi er mange, for hvem følelsen af dårlig samvittighed er tilbagevendende, og hvor den dårlige samvittighed plager os i høj grad. Det kan både være udmattende og forværre din livskvalitet.

Men der er heldigvis noget, som vi kan gøre ved det.

Hvad er dårlig samvittighed?

Dårlig samvittighed giver skyldfølelse, og vi oplever det, når vi er overbevidst om, at vi har gjort eller gør noget forkert. Den dårlige samvittighed handler som regel om, at vi synes, at vi burde leve op til noget eller gøre noget bedre.

Din dårlige samvittighed styres af din underbevidsthed, og du kan med din bevidsthed prøve at ignorere de tanker. Det kan dog være svært og energikrævende at få vendt det tankemønsker.

Den dårlig samvittighed og skyldfølelsen kan dog også være reel, når du ved, at du har gjort noget, der ikke er ok. Men det er samtidig en følelse, der kan fylde alt for meget - og som ikke er konstruktiv eller hjælper.

Læs her 11 gode råd og hav dem in mente næste gang, den dårlige samvittighed får fat.

11 gode råd til at slippe den dårlige samvittighed

1. Når jeg vælger mig selv, føler jeg skyld. Den sætning kan være god at huske på, når du kommer i kontakt med følelsen af dårlig samvittighed. Så ved du, hvad der sker. Og du kan træne dig selv i at rumme følelsen af ubehag.

2. Du kan kun se det hos andre, som du selv indeholder. Så når du fordømmer andres handlinger og f.eks. synes, at de er dovne eller sjuskede, så handler det ofte om dig selv. Hver gang du laver en projektion (giver andre skylden for noget), er det ofte også dig selv, du dømmer.

3. Det, vi undertrykker, bliver ved med at genere, men det, vi bringer op til overfladen, opløses. Bliv bevidst om, hvornår du føler dårlig samvittighed. Sig det højt. Skriv det ned. Beslut dig for, at du vil arbejde med din følelse af skyld.

4. Spørg dig selv, hvor du har din dårlige samvittighed fra. Er det fra din mor, fra medierne, eller er der en særlig person, du ser op til eller sammenligner dig med, der får dig til at føle dårlig samvittighed? Hvis ja, så skriv vedkommendes fejl og mangler ned og erkend, at ingen er perfekt.

5. Stryg sætningen ”Jeg burde …”. I stedet for at føle glæde, slår du dig selv i hovedet med skyld. Enten gør du det, eller også gør du det ikke. Enten vil du, eller også vil du ikke.

6. Tal med andre om, hvordan de har det med dårlig samvittighed. Du vil hurtigt finde ud af, at vi alle går rundt og føler skyld og skam over forskellige ting. Og jo mere vi taler om dem og måske laver sjov med dem, jo mindre styrke vil de have.

7. Hvis andre forsøger at give dig dårlig samvittighed og siger ”Du burde …”, så lad være med at gå i dialog om det. Du skylder ikke andre en forklaring, når du siger nej, og du skal ikke retfærdiggøre dine valg. Svar ”Tak for din omsorg, jeg har styr på det.”

8. Tal pænt. Du skal bruge lige så kærlige ord om dig selv, som du gør om de mennesker, som du elsker over alt på jorden.

9. Erkend dine fejl, eller hvad du fremover vil gøre anderledes. Vær professionel omkring den måde, du håndterer ny viden på. Hvis noget ikke fungerer, så ret det – men uden at tale grimt til dig selv. Se nøgternt på det og sig: ”Okay, i fremtiden vil jeg i stedet gøre noget andet”.

10. Vær i nuet. Alt er, som det skal være. Hav tillid til, at du er okay, som du er, med alt, hvad du rummer, føler og fornemmer. Vi kan ikke multitaske – vi kan kun være nærværende i en ting ad gangen. Så vær til stede der, hvor du er, i stedet for at lade tankerne flakse og forvirre.

11. Lad dine tanker, der giver dig dårlig samvittighed, være som skyer på himlen, der stille og roligt blæser videre. Registrér, at de er der, og lad dem passere. Du behøver ikke dvæle ved dem. Vink og sig: ”Hej hej, der var du igen. Kan du ha’ en god tur videre. Jeg har ikke lyst til at være sammen med dig nu, for jeg har travlt med at nyde livet”.

Læs også