Karen Pallisgaard
Mental sundhed

Karen gik ned med stress: "Jeg bildte mig ind, at det, jeg gjorde, var drønvigtigt"

19. december 2016
af Jo Brand
Foto: Camilla Stephan Artiklen indeholder affiliate-links
Engang gik journalist og forfatter Karen Pallisgaard op i at gøre det godt, og så gik hun ned med stress. I dag går hun op i at have det godt. Dette er historien om, hvad der sker, når det hele går for hurtigt, og hvordan løsningen er langsommelighed.

Hun blev siddende på arbejde til langt ud på aftenen. Hun besvarede mails, når hun var hjemme i sofaen. Hun passede ikke sin søvn. Så masser af veninder i hverdagene. Festede i weekenderne. Løb, så snart der var tid. Og så brød hun sammen …

Men takket være et temposkift til et langsomt liv med plads til natur, ro og familie, rejste hun sig igen.

Mød Karen Pallisgaard. Hun er journalist, forfatter og yogalærer, og selvom du ikke kender hende, kender du garanteret nogen, der kan lære noget af hende. Og lad os med det samme afsløre, at det ikke er dem, der prioriterer sig selv, og som for det meste gør det, der gør dem glade. Heller ikke dem, som har fundet en god balance mellem arbejdsliv og socialliv, eller dem, som hverken lader sig styre af telefon eller mails. Derimod er det snarere dem, der halser lidt bagefter, og som tit hellere ville lave noget andet end det, de er i gang med. Dem, som har dårlig samvittighed over at gå for tidligt fra arbejde og dårlig samvittighed over at komme for sent hjem. Dem, som synes, de burde gøre det hele lidt bedre.

I mange år hørte Karen til blandt de sidste. Uden særlig kontakt til det, der gjorde hende glad.

– Jeg blev journalist, fordi jeg kunne lide at skrive, men blev hurtigt forfremmet og kom dermed til at sidde med budgetter og skemaer, og det tændte mig slet ikke. Men når man bliver tilbudt at blive forfremmet, så siger man ja, for det er jo en ære, smiler Karen, der med tiden lærte, at det ærefulde ikke nødvendigvis er lig med det rigtige. Alligevel gjorde hun ikke noget ved det.

– Der er sådan et fantastisk Bob Dylan-citat: ”If something’s not right, it’s wrong”. Dengang kunne jeg godt mærke, at det ikke føltes rigtigt, men jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre i stedet. Så jeg blev, hvor jeg var. Sådan var det også i mine parforhold: Jeg blev, selvom det ikke var rigtigt. Jeg havde en frygt for det ukendte, for at stå på egne ben.

LÆS OGSÅ: 4 tegn på, du trænger til at lytte mere til din krop

Derudover gav hun også arbejdet lov til at fylde alt for meget.

– Jeg sad ofte til langt ud på aftenen på arbejdet, fordi jeg bildte mig ind, at det, jeg gjorde, var drønvigtigt. Samtidig havde jeg sådan et pleasergen og ville gerne vise chefen, at jeg også var online om aftenen. Det var ikke min chef, der forventede det af mig, så det var irrationelt, men jeg havde så lidt ro i mit nervesystem, at tingene blev større og vigtigere, end de var.

– Jeg tror dybest set, at jeg var bange for at blive fyret, hvis jeg ikke gjorde det godt nok. Der var også finanskrise på det tidspunkt, så der var en generel stemning af utryghed, husker Karen, der arbejdede på den måde i flere år, samtidig med at hun gik meget i byen, tog en uddannelse til yogalærer, løb og i det hele taget udnyttede et hvert frirum til at gøre ”noget”.

Sammenbruddet

Vendepunktet kom i forbindelse med en skilsmisse fra ham, hun kun havde været gift med i kort tid. Det betød, at hun i en periode måtte bo på en venindes gulv uden sine ting og uden en fast rytme. I total krise.

– Der er nogle, der sammenligner livet med en stol, hvor de fire ben er henholdsvis relationer, job, penge og bolig, og de skal helst være der alle sammen, for at man kan fungere. På det tidspunkt var alle mine ben – på nær jobbet – væltet, så det holdt jeg krampagtig fast i. Derfor gjorde jeg ekstra meget ud af at gøre det godt, svare på mails på alle tidspunkter, grine overskudsagtigt med mine kolleger osv.

Trods indsatsen – eller måske rettere på grund af den – gik det galt: En dag efter arbejde, hvor Karen lige ville tage sig en lur, inden hun ville løbe sig en aftentur, sagde kroppen fra.

– Da jeg vågnede fra min lur, kunne jeg ikke få vejret. Jeg hyperventilerede. Jeg kunne ikke mærke mine ben. De var som lammede. Min krop var blevet træt af mig. Den råbte nu så højt, den kunne, og tvang mig til ikke at løbe nogen steder. Jeg blev nødt til at forholde mig til virkeligheden: Jeg var sygt stresset. Mit nervesystem var overstimuleret, og jeg evnede ikke at slappe af.

Sådan beskriver Karen sit sammenbrud i sin nye bog ”Langsom Livsstil”. For ja, som titlen antyder, blev kollapset et vendepunkt til et langsommere liv.

– For mig var skilsmissen en øvelse i endelig at give slip på det, der ikke var rigtigt, selvom jeg ikke havde noget andet. Bagefter valgte jeg også at sige mit job op, fordi det heller ikke var det rigtige, selvom jeg havde fået en god behandling.

Arbejder 5 timer om dagen

I dag er Karen freelancejournalist. Og har skabt plads til langsommelighed i sin hverdag.

– De fleste dage arbejder jeg kun omkring fem timer. Og jeg kan sagtens nå det, jeg skal. I USA taler man om, at man skal ”outsit the boss” – altså ikke må gå før chefen er gået. Men tænk, hvis man i stedet sagde til folk, at de kunne gå kl. 14, hvis de var færdige med deres opgaver? Så tror jeg, at der ville ske det, at folk ville arbejde koncentreret i stedet for at bruge tid på at tjekke Facebook og stå ved kaffemaskinen, og så kunne de komme tidligere hjem, siger Karen.

På grund af arbejdstiden har hun også fået tid til at gøre det, der gør hende glad.

– Engang var yoga noget, jeg gik til. En pause fra stressen. Men i dag er den en del af min hverdag. Hver aften slutter jeg af med en rolig form for yoga, hvor jeg connecter med åndedrættet og får hoved og krop sat sammen. Det er blevet noget, jeg bare gør, ligesom det at børste tænder. Derudover er jeg også vendt tilbage til naturen og sørger for at komme i skoven i weekenderne. For mig er duften af våd skovbund det mest fantastiske.

Køb Karens bog "Langsommere Livsstil" på Saxo.com

Læs resten af interviewet med Karen i Psykologi nr. 08, der er på gaden indtil 23. januar 2017.

Læs også