Mental sundhed

Sofie, 39 år: "Jeg anede ikke, det var manisk, jeg var"

Sofie, 39, er single og lidt vild, men kæmper for at være en god mor for sønnen Magnus. Efter et overfald går hun i stykker og ender på psykiatrisk afdeling, hvor hun får 24 elektrochok. Hun erkender, at hendes liv ikke skyldes ulykkelige tilfældigheder, men er resultatet af, at hun formentlig har været syg altid. Hun er bipolar. Men hvad gør man, når man skal fortælle sin nye kæreste, at man har prøvet at tage sit eget liv? At man skal tage medicin altid, og at han i øvrigt ikke må sige det til nogen?

 

"Kære V

Jeg har brug for at være ærlig over for dig, da jeg rigtig gerne vil os. Det er svært for mig, men det er nødvendigt. Jeg er bipolar og fik diagnosen for to år siden. Jeg er stabil og under medicinsk behandling, men har tendens til at blive enten manisk eller depressiv. Jeg har ikke fortalt det til særligt mange mennesker, fordi mange fordømmer. Sygdommen har forskellige ansigter. Jeg har godt kendskab til den, men den ligger og vil altid ligge som en frygt og ubehag, hvis den opstår. Det er ikke rart at være pårørende, men med god kommunikation, omsorg og forståelse kommer vi langt. 
Jeg forstår, hvis du ikke vil fortsætte. 

Knus fra en meget sårbar kvinde"

 
Kæresten stak ikke af, da han modtog sms’en en søndag aften fra den kvinde, han havde mødt på Skanderborg Festival og kun kendt i et par måneder, og som han fra starten havde aftalt med, ”at de i hvert fald ikke skulle have noget fast”. Men hun var på den anden side skøn, sjov og langbenet og vildt glad for sex. Han bad Sofie om at mødes personligt, så de lige kunne tale om det. Hun kunne forklare ham lidt mere om, hvad det ville sige at have en bipolar diagnose – han vidste så meget om sygdommen på forhånd, at den kan arte sig forskelligt fra person til person, og han kendte desværre kun til tilfælde, som han ikke rigtig opfattede som positive. Men hvad betød bipolar i hendes tilfælde? Da Sofie og Vincent havde talt færdig, sagde han: ”Det ændrer ikke mit syn på dig”, men stillede det ene krav, at Sofie skulle blive ved med at tage sin medicin, så længe de var sammen.
 
– Så blev vi kærester, og det har vi været i to et halvt år nu. Jeg har holdt det med medicinen, men jeg har alligevel haft nogle maniske episoder i løbet af den tid, vi har kendt hinanden, men det ved han ikke, og det skal han heller ikke vide. Det er en hårfin balance, siger Sofie, der er selvstændig journalist og bor i en lille by uden for Aarhus med kæresten, der hedder Vincent. Kæresten har børn fra et tidligere ægteskab, og børnene og deres mor bor i byen. Sofie har også en søn på 15, han kommer på besøg et par gange om måneden, men bor ellers hos sin far i København. Det med sønnen er bare én af de mange ting i Sofies liv, der gør ondt på daglig basis. 
 
”Set udefra har jeg jo forladt mit barn for at prioritere en ny mand i et andet hjørne af landet,” som hun siger. 
 
 

IKKE EN DÅRLIG MOR ... MEN SYG

Sandheden er kompleks. Og den kan Sofie ikke fortælle uden at røbe en større hemmelighed. Hvis hun fortæller ærligt om sit og sønnens samkvem de senere år, fortæller hun også, at hun er alvorligt psykisk syg og holder det hemmeligt. Sønnen har ikke boet hos hende længe, hverken før hun mødte Vincent eller i hendes tidligere parforhold med den mand, hun datede efter skilsmissen fra Magnus’ far. Flytningen til Aarhus var derfor ikke den helt store forandring i hendes og sønnens måde at være sammen på. Men det var stressende, fordi andre pludselig havde en holdning til det. 
 
– De synes jo, det er mærkeligt. Og det er det også. Jeg har selvfølgelig lyst til at forklare, at det ikke hænger sådan sammen, som de tror. Men det går ikke. Jeg har måttet opgive drømmen om at være den blide, kærlige og afbalancerede mor, som jeg tror, vi alle sammen helst vil være, og erkende, at jeg er en bedre mor ved at tage ansvar for mig selv og give slip på min søn. Da jeg valgte at flytte til Aarhus, så det for andre ud, som om jeg valgte ham fra, men jeg havde opgivet forældremyndigheden mange år tidligere. Det var der bare ikke ret mange af dem, jeg kendte, som vidste. De vidste heller ikke, at jeg var psykisk syg. Min søn havde boet hos sin far, siden jeg var indlagt på den lukkede afdeling, og siden da jeg var sygemeldt med posttraumatisk stress, fortæller Sofie, som ud over sine forældre, sin søns far og sine allernærmeste kun har én veninde, der har stået last og brast i de værste – og bedste – perioder. 
 
– Hun hjalp mig med at poste et opslag på Facebook, da jeg flyttede til Aarhus, hvor jeg skrev, at ”jeg er så glad for, at jeg har mødt kærligheden og skal flytte sammen med Vincent og starte som selvstændig med nye kunder i Aarhus” og tilføjede ”… Gudskelov er Danmark så lille et land, at man kan køre fra den ene ende til den anden på få timer, så jeg kan være sammen med Magnus hele tiden alligevel!” Det var spin og en omskrivning af sandheden, men det var et forsøg på at beskytte mig mod at blive kaldt en lousy mor. Jeg har for længst erkendt, at det er en rigtig dårlig idé at indrømme, at du er psykisk syg, hvis du ikke vil være et offer eller i hvert fald blive offer for andres fordomme eller være død på arbejdsmarkedet. Det kan ikke kan betale sig at være ærlig. Jeg siger det stort set aldrig, for det falder tilbage på mig hver gang, som om folk får en anledning til ikke at kunne lide mig, i stedet for at acceptere, at vi er forskellige.
 
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at have OCD
 

TROEDE, HUN VAR EN FESTABE

Sofie vil gerne være normal og leve et normalt liv. Og i over 30 år vidste hun heller ikke selv, at hun var psykisk syg. Hun var klar over, at hun var ret glad for at gå i byen og havde svært ved at holde op med at drikke, når hun kom i gang, at hun talte højt og var en fest at være sammen med, men også lidt anstrengende. Frem for alt vidste hun, at hun var sådan en kvinde, mange mænd gerne ville i seng med. 
– Jeg har altid haft den vildeste sexappeal og været nysgerrig og grænsesøgende på det seksuelle område, lidt som Carrie i ”Homeland”. Jeg kunne gå i byen med det formål, at jeg ville score, og det gjorde jeg altid, for man kunne ikke misforstå, hvad jeg var ude på. Jeg var ekstremt udadvendt og åben og flirtede med både mænd og kvinder og havde sex med begge køn. Tit grænseoverskridende sex, fortæller Sofie, som elskede at sole sig i, hvor fri og vild hun var. Ikke kedelig sådan som andre kvinder.
– Den udstråling fik jeg virkelig meget opmærksomhed på, for jeg var præcis sådan én, som mange mænd drømmer om. Mine kærester har altid sagt, at det var sjovt og skægt, og der var gang i den, men jeg kunne ikke finde ud af at skrue ned bagefter. Og selv om jeg virkede fandenivoldsk og selvstændig, så var jeg reelt en ”avanceret pleaser”, altså ikke den pæne pige, men den frække pige, der kan selv – så selvkørende, at man som mand slipper for at tage hensyn eller være bange for at såre. Min udstråling var: ”Ha ha, du kan ikke ramme mig, jeg er med på den værste …”. Men når det kom til stykket, spurgte jeg altid min kæreste eller den, jeg var sammen med, hvad han havde lyst til – jeg anede ikke, hvad jeg selv ville. Jeg ville bare elskes, har jeg siden hen tænkt. Problemet var, at jeg tiltrak en bestemt type mænd, som jo fik øje på det grænseløse og syge i mig og tændte på det. Mine forhold kom hurtigt til at have en undertone af dominans og magt.
 

STORHEDSVANVID

Efter skilsmissen fra Magnus’ far fik Sofie licence to party, og det er en af de perioder, hun ikke er særligt glad for at tænke tilbage på. For selv om hun havde det fantastisk i hvert fald en del af tiden, var hun ikke en god mor for sønnen og tog ikke hensyn til, hvem hun tog med hjem fra byen, eller hvor meget de larmede, når de havde sex.
– Jeg var manisk, men jeg anede ikke, at det var det, jeg var. Jeg var ekstremt optaget af sex på en virkelig hæmningsløs måde, hvor jeg blottede mig selv, og for eksempel opsøgte et par, som søgte en ”ekstra kvinde”, der så var mig. De syntes, jeg var vildt fræk, men jeg var jo langt ude. Jeg prøvede meget af og gik i swingerklub med min daværende kæreste.
– Der var også en episode i min eks’ lejlighed, heldigvis var Magnus hos sin far den weekend, hvor jeg sad i undertøj på gulvet. Vi var godt fulde, og så siger min kæreste pludselig, at jeg skal gå ind til naboen og banke på og låne en gryde i det der afklædte look. Og det gør jeg bare. Naboen bliver forfjamsket og tør slet ikke kigge på mig, og det er jo hele meningen med det. For min kæreste og mig er det et diabolsk spil, hvor det bare handler om at gøre grin med og ydmyge naboen. Min kæreste nød at styre, og jeg lod mig styre, og jeg brugte bare naboen til at højne mig selv. Det var ondt, og jeg ville jo ikke gøre det i dag. Men lige der var det et kick. 
– I dag kan jeg se, at jeg havde storhedsvanvid, og at mit gear var alt for højt. Jeg sov måske højst fire-fem timer. Magnus og jeg boede 14 forskellige steder, og han skiftede institution og venner gang på gang i de år. Han svingede med mig, op, når jeg var oppe, og ned, når jeg lå på sofaen og ikke orkede noget som helst, fordi jeg igen havde tømmermænd. Det tog mig jo let to-tre dage at komme mig oven på en bytur, fortæller Sofie. 
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 

DA TÅRNET VÆLTEDE

Tårnet væltede, og alt gik i brand i forbindelse med et overfald, hvor Sofie blev angrebet af en yngre mand. Det udløste først en voldsom stressreaktion og en sygemelding. Det blev ikke bedre, kun værre, og i løbet af et par uger eksploderede det, som om et lag af overlevelsesfilm var blevet skrællet af Sofie. Til sidst blev hun dybt depressiv og psykotisk og forsøgte desperat at tage sit eget liv, hvorefter hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling. 
– Jeg kom på den lukkede afdeling. De tog alt fra mig fra knive til badekåbesnor, for jeg havde kun én ting i hovedet: at slippe væk herfra. Jeg blev observeret i alle mulige situationer og for bipolar lidelse, og der er tre slags bipolar sygdom: en, hvor man er mest depressiv og mindre manisk, én, hvor man er hypomanisk – altså lidt oppe på dupperne hele tiden – med kortere depressive perioder, og så blandingstilstanden, hvor man svinger mellem de to tilstande. Hos nogen skifter det fra time til time, så hedder det rapid cycling, hvilket er hårdt for kroppen og psyken at svinge så meget inden for kort tid. Grunden til, at jeg – og andre – ikke før har overvejet, om jeg var syg, er formentlig, at jeg var mere manisk end depressiv, og det at have energi er en kvalitet i vores samfund. Men da jeg først gik ned, gik jeg helt til bunds.
Sofie er på det tidspunkt, hvad lægerne beskriver som dybt, dybt depressiv og suicidal-truet. Hun får en serie på 12 elektrochok i første omgang. Hun kan ikke huske dem overhovedet, men har siden fået forklaret, hvad der sker, nemlig at man sætter to elektroder på hovedet, som der sættes strøm til. 
 

ELEKTROCHOK HJALP TIL SIDST

Den første omgang elektrochok hjælper ikke tilstrækkeligt, men Sofie kommer i hvert fald ud af sit tunnelsyn, hvor hun kun vil dø. 
– Jeg begynder langsomt at mærke, at jeg gerne vil være her, og så får jeg yderligere 12. Jeg kan ikke genkende min søn eller min familie, da de kommer og besøger mig. Det er en kendt bivirkning, men jeg har det så dårligt med det i dag: Tænk, at min søn har prøvet at have en mor, der ikke vidste, hvem han var, forklarer Sofie, der flere gange er blevet opfordret til at holde foredrag i Psykiatrifonden om at være bipolar og mor, men hun kan ikke. Igen – risikoen for at havne i en kasse med ”psykisk syg-label” orker hun ikke. 
– Jeg ved godt, at jeg har en diagnose, men jeg nødt til at tro, at jeg kan få et normalt liv. Det er det, jeg har kæmpet for i de sidste år. 
Det værste er ikke elektrochokkene og medicinen, som får hende til at savle og tale mærkeligt eller falde i søvn midt i morgenmaden, for det har Sofie lagt bag sig og fået nogenlunde på plads. Hun ved, hvilken slags medicin hun kan tåle, hvordan doserne skal være, for at hun kan fungere helt normalt, og hun ved, at hun skal holde sig fra bestemte præparater som f.eks. lithium, fordi hendes nyrer ikke kan tåle det. Det værste er smerten over at have udsat sig selv og andre for overgreb. 
– De første år gik nærmest med overhovedet at forstå, hvad der var mig, hvad der var sygdommen, og hvordan mit liv fremover skulle være. Jeg savnede indimellem at være manisk, lidt som en alkoholiker savner sin alkohol, for jeg var bare meget gladere, sjovere og mere idérig, når jeg var manisk, og jeg kunne i hvert fald bedre lide mig selv. Nogle gange siger jeg stadig: ”Åhr, bare en lille times mani, så jeg kan få løst det problem, for du tænker jo genialt, når du er manisk.”
 
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at vinde 15 millioner i Lotto
 

PENGE, SEX OG SHOPPING

En af de ting, Sofie gjorde, var at flytte væk fra byen med alle fristelserne – alkohol, byture og shopping – og så har hun gået i gruppeterapi med såkaldt psykoedukation, hvor man sammen med andre med samme diagnose lærer at ”leve med sin psykiske lidelse”. 
– Det var mærkeligt, for jeg følte mig jo ikke som de andre. Bipolar sygdom giver forstyrrelser i stemningsleje og aktivitet, og det er en alvorlig psykisk sygdom, og den del passede. Men de andre havde det meget værre end mig, syntes jeg … Der var blandt andet en kvinde, der råbte og skreg og ”se mig” hele tiden. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var ulideligt, men siden har jeg overvejet, at det måske nok er sådan, jeg kan virke på andre, når jeg har drukket og er på vej ud ad en tangent. Alkohol fungerer ikke godt for mig, det gør mig manisk, som om jeg skifter over i et ustoppeligt festgear. Lidt for meget, lidt for dramatisk og lidt for flirtende. 
– Da jeg skulle holde fødselsdag for nylig, drak jeg for meget og blev lidt manisk, og så kom min svigerinde og sagde: ”Sofie, skal du ikke lige ind og sidde lidt og have noget vand?” Men det skal jeg ikke i situationen. Jeg skal feste, skal jeg.
I dag kan Sofie klare det på et par dage, hvis hun har festet igennem. Men det er en af de ting, hun og Vincent strides om, for hun glemmer nemlig ham, når hun ryger op i det maniske felt, og så er hun meget ”lille” i dagene efter og vil passes på.
– Det er godt for mig, at jeg har mødt en mand, der er meget stabil og meget rolig, og når jeg keder mig lørdag aften og siger ”ej, skal vi ikke lige lave noget?”, så siger han bare, at jeg skal slappe af. Og det er nok sundt, for jeg opdager, at jeg er elsket uden at være ”skidesjov og lave noget” hele tiden. 
 
Sofies økonomi og antallet af fartbøder er en indikator for, om hun er i vater eller ej:
 
– Når jeg begynder at køre for stærkt på motorvejen og er sikker på, at jeg ikke kan blive ramt af nogen andre biler, ved jeg, at jeg skal passe lidt på, og det gælder også, når jeg får købetrang. Før i tiden var jeg ligeglad med penge, jeg var hævet over det og skyldte 300.000 kroner væk, da jeg mødte Vincent. De er tilbagebetalt, og jeg har også betalt de sidste tre ferier for mig selv. Det er nyt, at jeg tager ansvar. Stress, eksamen, træthed, flytning, jobskifte, succesoplevelser, alkohol, fester og farver kan alt sammen tænde min mani. 
 

”... GUD, OGSÅ DIG, FAR!”

Sofie fandt for nylig ud af, at hendes far også har været bipolar eller maniodepressiv, som det hed dengang. Hun kunne godt have tænkt sig noget mere støtte fra sine forældre og har virkelig været vred på sin mor, fordi hun har været egoistisk, men er det ikke længere. 
– Hvis jeg havde vidst, at jeg var manisk, havde jeg nok fået medicin før, og så havde min søn fået en anden barndom. Det gør mig da vildt ondt at tænke på, og jeg siger hele tiden til ham, at han ikke må tro noget forkert om sig selv. Men vi gør det bedste, vi kan, med de forudsætninger, vi har, og det gælder selvfølgelig også min mor, og min far … han var bare rundtosset. 
 
Hvad, hvis nu …?
 
– Hvis alt havde været anderledes? Så ville jeg hellere have haft et liv uden bipolaritet og følelsen af at være for meget og angsten, som gør min hverdag hårdere. Hvis jeg ikke havde været bipolar, havde jeg f.eks. ikke haft så mange dårlige forhold og ikke så meget gæld og mit sindssyge cv og havde ikke boet 27 forskellige steder. Hold kæft, hvor har jeg brugt mange penge. Men allervigtigst: Jeg ville ikke have så dårlig samvittighed over for Magnus.
 
Læs mere om: