Hassan Preisler: Min største udfordring er at stole på, det nok skal gå

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv? – Jeg har lige fået en undulat. Det er helt sindssygt. Jeg lider af rengøringsmani og kan lide, at der er rent og ordentligt. Det fucker en undulat helt op. Den bider i designmøblerne, skider over det hele, og der kommer fjer på mine designertæpper. Det var min datter, der gerne ville have den, og jeg så det som en mulighed for at adressere den kontrol, der er så vigtig for mig på så mange måder. For kontrollen er ikke kun en udfordring for mig selv. Der er også andre, der lever under den: min datter, kolleger, kærester, venner. Og rengøringen er jo bare ét udtryk. Overfor min datter handler det om kost og tid: Hun skal spise sine grøntsager, og hun skal ud ad døren til tiden. Jeg tror, hun er det barn i skolen, der er kommet mindst for sent. På arbejdet kommer det f.eks. til udtryk ved, at jeg stresser, hvis der er usikkerhed om, hvem der skal være med i radioprogrammet. Så presser jeg tilrettelæggeren på måder, der lyder kommanderende. Det kan jeg se, når jeg bagefter læser de mails, jeg har sendt.

Det hele handler om, at jeg prøver at undgå katastrofer. Jeg har en indre stemme, der presser mig, og som sørger for, at jeg hele tiden er på arbejde. Den siger: Det der skal du passe på med! Og den gør mig helt vildt bekymret for både min nutid og min fremtid. Så den vil jeg helt vildt gerne af med, og nu har jeg så fået den undulat. Men et større vendepunkt var nok, da jeg blev skilt fra min kone i november 2014. Før vi blev skilt, var jeg hverdagspolitibetjent og weekendlegeonkel over for min datter. Jeg var, som det passede mig at være overfor min datter, og så var min kone ligesom bagstopperen. Selvom hun også var karrieremenneske og havde sine drømme, var hun den, der var der, når min datter havde brug for det. Men da jeg begyndte at være alene med min datter hver anden uge, skulle jeg jo til at være tilstedeværende, når min datter havde brug for det. Det var en enorm opgave, og det var frygteligt og skræmmende til at begynde med, men da jeg fandt ud af det, var det helt fantastisk. Hvad er din største udfordring? – At stole på at det nok skal gå. Jeg har det sådan: Nu går det galt! Nu mister jeg alt! Nu er alt afsløret! Lige nu vågner jeg badet i sved, fordi radio24syv stopper i sin nuværende form til november, og hvad skal der så ske? Jeg tænker på min økonomi. Og jeg er bange for, at jeg bliver dybt ulykkelig, og at jeg ikke kan få det til at fungere, hvis programmet lukker. Og hvad sker der med kærligheden? Tænk, hvis jeg mister mine evner? Og også får kræft? Det kan man jo godt få, når man har det dårligt. Jeg har læst, at 80 procent af det, som folk som mig bekymrer sig over, aldrig sker. Og de 20 procent, der så sker, tackler vi 90 procent bedre, end vi troede, vi ville. Så ud af de ti ting, jeg frygter på en uge, er det et ret lille tal, der rent faktisk sker. Hvad er det bedste råd, du har fået? – Min datter siger tit: ”Slap nu af, far”. Hvad har livet lært dig om kærlighed? – Jeg begynder at forstå, at kærligheden ikke er særlig farlig. Den kærlighed, jeg tidligere har opsøgt, har været intens og forbundet med fare. Jeg havde det sådan, at hvis der ikke var fare, var det den forkerte person. Og da jeg for et par år siden var sammen med en kvinde, som havde massive problemer, stod jeg der igen. Men denne gang indså jeg, at 90 procent af det, vi havde sammen, var baseret på frygt. Og så var det, at en af mine venner sagde, at hvis jeg ønskede at opnå en anden form for kærlighed, skulle jeg måske finde sammen med en anden form for kvinde i stedet for én, der hele tiden retter og kritiserer mig. Og det har jeg haft som ambition siden. Og i dag spotter jeg den gamle type med det samme. Det kan f.eks. være, hvis jeg siger til en kvinde, at hun ser sød ud, og så siger hun: ”Tror du, jeg gider se sød ud”? Det er de kvinder, man ikke kan sige det rigtige til, og når jeg møder sådan en i dag, går jeg videre. Tidligere troede jeg, at hvis jeg kunne få hende, var jeg i mål. Men i dag ved jeg, at sådan er det ikke. Jeg har det med den type, som jeg har det med tequila. Det har jeg engang fået så meget af, at jeg ikke længere kan drikke det. LÆS OGSÅ: Alberte Winding: "Jeg græder hele tiden over alt muligt!" Hvornår har livet været allerbedst? – Jeg var helt vildt glad, da jeg var i starten af 20’erne. Der havde jeg lige gået tre forfærdelige år i gymnasiet i Søborg. Men efter gymnasiet flyttede jeg til København og fik forskellige jobs bl.a. som handicaphjælper og redaktionsmedarbejder på B.T. Jeg tjente penge, jeg rejste, og så fik jeg venner og kærester. Mange af dem, jeg mødte dengang, er jeg stadig venner med i dag. Derudover har livet også været fantastisk, siden jeg kom mig over skilsmissen. Jeg har et tæt forhold til min datter, og det går godt karrieremæssigt. Jeg har skrevet bogen ”Brun mands byrde” og seks teaterstykker. Jeg holder foredrag om mit liv, og jeg er ubeskrivelig glad for den kreative platform, jeg har som radiovært på 24syv. Hvornår har livet været sværest? – Det var i gymnasiet. I folkeskolen styrede jeg klassen og havde kontrol, men i gymnasiet bragede min usikkerhed igennem. Jeg havde permanente svedpletter under armene og måtte gå i mangefarvede uldsweatre, så man ikke kunne se det. Jeg dulmede min usikkerhed med hash og alkohol, men det var ikke noget glædesfyldt misbrug. Det var også svært, da jeg blev skilt. Det var virkelig et nederlag ikke at kunne få det til at fungere. Men måske var det allersværest, da jeg var syv år. Dér flyttede mine forældre og jeg til Danmark efter at have boet i Berlin. Min far var genforsker og havde skrevet ph.d. som 23-årig på Cambridge, men i Danmark kunne han ikke få job. Så vi havde et økonomisk kollaps, og mine forældre blev skilt. Min lillesøster flyttede med min mor, og jeg flyttede med min far. Jeg savnede min mor hele tiden og fik angst. Det var mareridt, der fortsatte, når jeg vågnede. F.eks. kunne jeg ligge og så opleve at væggene var helt tæt på mig, men hvis jeg så blinkede, var de 25 km væk. På det tidspunkt begyndte jeg at mobbe i skolen. Jeg tænkte, at når jeg var så utryg i min seng om natten, ville jeg ikke være det andre steder, koste hvad det ville. Mareridtene forsvandt, da jeg var 12, og siden har angsten ændret udtryk, men den bunder i det samme: Følelsen af at være fuldstændig alene, og at der ikke er nogen hjælp at hente, og den følelse har jeg faktisk stadig. Hvad har livet lært dig om succes og fiasko? – Jeg er født og opvokset i et venstreorienteret miljø, hvor vi fik at vide, at succes og fiasko ikke er en målestok, man skal leve efter eller indordne sig under. Så jeg har skammet mig over, at jeg behøver succes, og at jeg skammer mig over fiasko. Men nu har jeg fundet ud af, at det, jeg fik at vide, er løgn. Succes og fiasko betyder helt vildt meget. Især for mænd, fordi den maskuline skam hænger sammen med succes og fiasko. Jeg kan fysisk mærke succes – det føles på samme måde, som efter jeg har løbet en tur. Jeg føler den f.eks. efter en succesfuld teaterforestilling, eller da jeg blev nomineret som årets radiovært. Og den har betydning for, om jeg f.eks. er tilstedeværende far. Fiasko føles som at dø. Jeg oplevede det, da jeg lavede en forestilling, der hed Hellig Krig. Den blev ikke så god og fik ikke gode anmeldelser, og der var ikke meget publikum. Dengang følte jeg mig ikke værdig til at indånde luft eller til at bo på de 69 m2, jeg bor på. Det var den maskuline skam, og den fylder ekstremt meget. Hvad har livet lært dig om karriere? – Det er vigtigt at lave ting, der har værdi. Og for mig er det at grave ind i mennesker og forbinde mig til det inderste og dermed også til det mørke. Men jeg tror alligevel, jeg ville være villig til at opgive det, hvis jeg ikke fik succes med det. Hvad har livet lært dig om tilgivelse? – Det er et lidt arrogant ord: ”Jeg er et bedre menneske end dig, og derfor har jeg overskud til at tilgive dig.” Jeg har haft mange tusinde skænderier med min mor, og for er par år siden blev jeg så hidsig på hende foran Brugsen på Nørrebrogade. Hun sagde, at hun godt vidste, at hun ikke havde været en god mor, da jeg var barn, og så råbte jeg, at jeg var skideligeglad med min barndom, men at det handlede om, hvordan hun var nu. Og så gik jeg ind i Brugsen for at handle. Det var patetisk, at jeg havde stået og råbt ad min mor, der var over 70, så da jeg havde handlet lidt, lod jeg indkøbskurven stå og gik hjem til hende og sagde, at det var slut nu: Jeg ville ikke være sur mere. Det var ikke tilgivelse, men en beslutning om, at jeg ikke ville reagere på den måde længere. Og jeg har ikke gjort det siden. Hvornår har du sidst grædt? – Jeg har ikke grædt, sådan rigtig grædt, siden jeg blev skilt. Dér græd jeg hele tiden. Men ellers bliver jeg hellere hidsig. Men jeg græder ofte, fordi jeg bliver berørt. F.eks. når der er morgensang på min datters skole.

Hvornår har du sidst være misundelig? – Hver gang jeg kigger på Facebook. Og så har der lige været uddeling af filmpriser, og når jeg ser mine kolleger med statuetter, bliver jeg helt vildt misundelig. Jeg har også oplevet at være nomineret til priser, som jeg ikke fik. Så går jeg op til mine kolleger, der har fået dem, og siger ”stort tillykke”, men bagefter går jeg hjem og graver efter deres fiaskoer for at finde talentløsheden. For nylig lå jeg også en mørk nat og blev misundelig på min ekskone, der er filminstruktør, og som rejser rundt i verden og vinder en masse filmpriser. Jeg siger det her, fordi jeg har et håb om, at hvis jeg belyser skyggesiderne, mister de deres kraft. Hvad kan du godt, og hvad kan du ikke lide ved dig selv? – Jeg kan ikke sige en specifik ting. På en god dag kan jeg lide det hele. Jeg synes, mine sokker er formidable … min krop, min indretning, ordene der kommer ud af min mund, min cykel. Det hele går op i en højere enhed. Men på en dårlig dag er den gal med alt. Så er der ikke noget, jeg kan lide. Så er det de lange knives nat, hvor jeg ligger og stikker mig selv i ryggen. Men hvis jeg skal sige noget pænt, er jeg loyal. Jeg bagtaler ikke. Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig? – At jeg er illoyal. I mit arbejde trækker jeg på mine forhold til andre mennesker. Det, jeg skriver og taler om i radioen, er gennemfarvet af mit perspektiv, men jeg kan godt forstå, at folk omkring mig kan blive sure, når det handler om dem. Men jeg kan ikke rigtig se, hvordan det, jeg gør, skulle kunne fungere, hvis jeg ikke bruger mig selv. Hvordan har du det med at skulle dø? – Jeg gør mange ting for at leve længe. Jeg spiser sundt og løber. Jeg kan godt være bange for alvorlig sygdom og et langt forløb, hvor jeg skal dø fra min datter. Og når jeg løber ensomme steder på Sejerø, er jeg også bange for at falde om og dø, og at ingen kan finde mig. Men ellers er jeg ikke bange for at dø, men det er sikkert, fordi jeg ikke har været tæt på endnu. Jeg fantaserer tit om min begravelse. Den ville jeg gerne overvære. Jeg forestiller mig, at der er vildt mange mennesker og en masse kunstnere, der stiller op og spiller musik. At folk fortæller om, hvordan jeg har forandret liv, og at mit gravsted efterfølgende bliver et tilløbsstykke. Det kan godt være det lyder komisk, men det er sådan, det er. Selv efter min død, vil jeg gerne være en succes. Hvad er meningen med livet? – At komme fri af de mønstre, der river en rundt i dagligdagen. Om Hassan Preisler 49 år, skuespiller, dramatiker, forfatter til bl.a. bogen "Brun mands byrde" og radiovært på programmet "Det næste kapitel" på radio24syv. Han er søn af en dansk mor og en pakistansk far og opvokset i Bern, Berlin og Bagsværd. Han bor i dag på Nørrebro i København sammen med sin datter på otte, som han har sammen med sin ekskone.

LÆS OGSÅ: Michael Falch: Vi er alle dybt urolige og skide bange!