Alberte Winding
Selvudvikling

Alberte Winding: "Jeg græder hele tiden over alt muligt!"

17. juli 2017
af Jo Brand, redigeret til web af redaktionen
Foto: Miklos Szabo
De fleste lærte nok at elske sangerinden Alberte Winding, da hun spillede Bamses evigt gode ven, Luna. Læs med om livets fiaskoer, angsten for at miste og bagsiden ved at være kendt som den søde pige.

5 spørgsmål til Alberte Winding om livet

Hvad har livet lært dig om succes og fiasko?
– Jeg har higet rigtig meget efter succes som ung, for hvis man som sanger ikke får et gennembrud, får man ikke noget at spise. Det er helt enkelt. Jeg har også higet efter anerkendelse, fordi jeg er et forfængeligt menneske med lavt selvværd. Jeg fik kæmpe succes med albummet ”Lyse nætter”. Det var overvældende. Jeg var gravid med min søn William, da vi indspillede albummet, og havde så ham og min datter, da pladen kom ud. Det er sindssygt hårdt i sig selv at få barn nummer to, men så at skulle på turné samtidig … jeg havde 40 i feber, brystknuder, kæbehulebetændelse og halsbetændelse på én gang. Det blev bare for meget. Alting blev pludselig også meget ”udvendigt”. Det var hårdt at gå rundt på gaden, helt hudløs og træt med min datter Josefine, der lige havde fået en lillebror, og så skulle forholde sig til at blive genkendt. Jeg kan huske, at der engang kom en dame op og sagde: ”Du virker som et godt menneske”, lige efter jeg havde skreget af Josefine: ”Nej, du får ikke mere slik!”
En anden bagside af offentlig succes er, at andre beskriver dig, så der opstår et tydeligt offentligt billede af dig. Jeg fik det der søde image, hvilket kun er en side af mig, alligevel var billedet svært ikke at rette sig efter, og det er usundt at gøre. I dag er det stadig en succes for mig at udgive noget, der bliver spillet i radioen, men jeg skal stadig selv være med. Musikken er en båd, jeg sætter i vandet, og den skal have mig med. Bliver det for manisk, er det en fiasko.

Hvad har været et stort vendepunkt?
– Det allerstørste vendepunkt var, da min mor døde. Jeg var otte år, og mit liv ændrede sig 100 procent. Mine forældre var blevet skilt, da jeg var seks, og jeg boede hos min mor, da hun døde. Efter hun døde, flyttede jeg med min far til Ærø. Så der skete meget på de år: Skilsmisse, død, flytning og skoleskift. Normalt er jeg et brokkehoved, men jeg vil sige, at Ærø var god for os. Det var en fin beslutning, min far tog. Det giver noget at flytte på landet, og Ærø er et godt sted med en god kultur og folk med gode hjerter.
– Siden min mor døde, har jeg haft angsten for at miste. Børn har jo et underligt filter, og når det pludselig bliver revet væk af f.eks. et dødsfald, så sidder følelsen ”hvordan undgår jeg at miste her?” fast i en. Den har jeg også som voksen, og det gør det anstrengende at være i nogle situationer. Der er noget inde i mig, der stadig råber: ”Det er liv eller død!”, selv om det ikke er tilfældet. På en måde har jeg fået et overdrevent reaktionsmønster. Jeg har ikke fået opbygget den der erfaring af, at ”det går fint”, og ”det glemmer du hurtigt bagefter”.

Hvornår har du sidst grædt?
– Det gjorde jeg, da jeg kom hjem fra en vens begravelse. Dér gik jeg ind på det værelse og hulkede lidt. Jeg græder hele tiden over alt muligt, men i de ekstreme situationer kan jeg holde på det, og det gjorde jeg til selve begravelsen. I stedet var jeg opmærksom på de andre. Da min far døde, kunne jeg også holde tale. Til gengæld sørger jeg mere og mere over ham år for år. Jeg tror, jeg lukker ned, lige når det sker, fordi jeg er bange for at gå i hundene. Til gengæld er jeg så hundene i længere tid. Det er ikke så fedt. Jeg kan sidde til et middagsselskab, hvor stemningen er god, og folk er glade, og så sige: ”Det er faktisk virkelig synd for mig”. Det ville være bedre, hvis jeg kunne være til stede med andre i smerten.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: "Jeg er rædselsslagen for døden."

Hvad har livet lært dig om karriere?
– At takke nej. Jeg er en poptøs og opdraget til at tage imod de tilbud, der kommer: At være med i quizzer, lige at sidde i et eller andet panel, synge med et symfoniorkester osv. Jeg er også blevet spurgt, om jeg ikke vil synge en Søs Fenger-sang til et bryllup. Da jeg var yngre, takkede jeg ja til det meste. Men det var vildt hårdt, og der var mange nederlag. Jeg kunne slet ikke gøre de ting som sanger, som jeg blev bedt om. Jeg var ikke dygtig nok. I dag har jeg lært, at jeg godt må være sådan en person, der ikke skal kunne alt muligt. Det betyder, at jeg takker nej, når der er noget, jeg ikke kan eller har lyst til. Er jeg i tvivl, tænker jeg: ”Ville C.V. Jørgensen have sagt ja eller nej?” Han er en kunstner, som er sund for mange af os andre at kigge på, fordi han er gået en anden vej end den kommercielle. Jeg tænker f.eks. på ham, hvis jeg bliver spurgt, om jeg vil være med i tv-programmer, der har stor kommerciel værdi at optræde i, men hvor jeg ikke skal synge mine egne, nye sange. Og jeg tænker, at han nok ville takke nej, og så tør jeg også godt at gøre det.

Hvad kan du godt lide ved dig selv?
– At jeg ikke har lyst til at gentage det gamle, at jeg har behov for at udforske og finde på noget nyt. Jeg kan vågne op om morgenen og tænke, at jeg skal lære at spille guitar eller kitesurfe. Måske har jeg det sådan, fordi jeg har haft en barndom, hvor det var nødvendigt for mig at komme videre – ellers var jeg død.

Alberte Winding

  • 53 år. Sangerinde, komponist og forfatter.
  • Mor til datteren Josefine på 28 og William på 25 år, og kæreste med musikeren Andreas Fuglebæk på 35 år, som har sønnen Tristan på 5 år.
  • Har siden 1985 udgivet en række albums, bl.a. ”Lyse Nætter” fra 1991 og senest ”Kommer hjem” fra 2015.
  • Som forfatter står hun bl.a. bag romanen ”Tisvilde Strand” og ungdomsbogen ”Når jeg savner min far”, der udkom i efteråret 2016.
  • Har også været skuespiller, og de fleste kender hende nok som Luna fra Bamses Billedbog.

Læs også