Kendte fortæller

Caroline Søeborg Ahlefeldt: "Vores børn vil se på os med bebrejdende blikke om 20 år og spørge, hvad fanden vi tænkte på"

Vores børn kommer ikke til at sidde hos psykologen og græde over deres barndom og forældrenes skilsmisse, sådan som vores generation har gjort, de kommer til rase over de valg, vi har truffet i forhold til miljøet og planeten. Det mener Caroline Søeborg Ahlefeldt, 51, der ikke er i tvivl om, at den tid, vi går ind i nu, handler om at vågne op.

Hun var 23, da hun startede Mouse House, Danmarks første internetvirksomhed. Hun solgte bæredygtigt tøj, længe inden markedet var klart til det, og i øjeblikket leaser hun en bil, indtil de selvkørende biler kommer. Caroline Søeborg Ahlefeldt beskæftiger sig med, hvordan fremtiden kommer til at se ud, og hun plejer at have ret i sine forudsigelser. Det er derfor, at det er hende, virksomhederne ringer til, når de skal orientere sig i den udvikling, der er i gang i verden. Når de vil nytænke, være firstmovers. 
 
 
 
Man mærker det tydeligt efter få minutter i selskab med Caroline: Hun er et af de der vågne mennesker, der synes at konsumere alt i deres nærhed. Hun lægger mærke til alt, spørger ind til alt og lagrer det på sin indre harddisk. Hun er først for nylig flyttet tilbage til København fra Fyn, hvor hun boede sammen med sin eksmand greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille på Egeskov Slot.
 
– Jeg skulle re-orientere mig og finde ud af, hvad der optog folk her i byen, og der er jo sket virkelig meget. Du kan ikke gå nogen steder, uden at der bliver talt om bæredygtighed. I de 51 år jeg har eksisteret, har jeg aldrig oplevet en dagsorden, der gennemsyrer alt i vores samfund på samme måde – og med god grund. Jeg har selv to børn, og vi er nødt til at gøre noget. Det store spørgsmål er så hvad.
 

KLIMAANGST

Forleden var Carolines to børn, Iselin og Julius på 10 og 12 år, på besøg hos hendes søster, hvor de skulle hygge sig og tegne. Efter besøget sendte Carolines søster Julius’ tegning til hende: en by, hvor folk bor meget tæt sammen, hvor det regner med olie, og hvor mennesker falder ud af vinduerne. 
 
– Da jeg talte med min søn om tegningen, viste det sig, at de havde haft om klima i skolen. Det skal de selvfølgelig have, men det er også vigtigt, at vi forældre taler med vores børn om det. For et af de faresignaler, jeg ser, når vi taler om fremtiden, er, at vi bliver klima-angste. Det dur ikke, for angsten gør os til mindre versioner af os selv. Og hvis der er noget, vi har behov for lige nu, er det at bemyndiggøre os selv. Der er en kæmpestor – og med rette – mangel på viden i den brede befolkning, som får mange til at gå i en slags klima-apati. ”Nå, så prøver jeg at lade være med at spise denne her bøf i aften, så har jeg da gjort mit.” En ikke-fornemmelse af, om det gør en forskel. Så hvordan får vi skabt klarhed over, hvad den enkelte kan gøre, og hvordan får vi sikret os, at vi kommer den ungdomsrevolution, som er på vej, i møde på en konstruktiv måde? For det bliver voldsomt, det er jeg ikke i tvivl om. Det vil få 68’erne til at ligne en børnehave. 
 
– Her i foråret hørte jeg om nogle venner, som havde bestilt en sommerferie til Portugal, og så ville teenagebørnene ikke med, fordi de skulle flyve. Det er bare begyndelsen – det bliver meget værre. Det, der kommer til at ske, er, at vores børn vil se på os med bebrejdende blikke om 20 år og spørge, hvad fanden vi tænkte på. Om vi hellere ville sidde og se Netflix end at redde den verden, de skulle vokse op i. Og det er ikke de riges børn eller de fattiges børn – det er alles børn. Så vi skal til at rejse os op. Vi skal lære at tage valg, som ikke nødvendigvis er behagelige, og det er supersvært. Men prøv at høre her: Skal jeg virkelig have en ny mobil, hver gang Apple kommer med en? Skal jeg virkelig have nyt tøj hele tiden? Hvem har opfundet, at nu er det lilla, der er smart det næste halve år?
 
– Der er ingen, der har vundet en ret til at tage til Thailand tre uger om året, hvor kommer det fra? Der ligger en kæmpestor kreativ opgave i at løse, hvordan vi veksler afsavn til tilvalg. Hvordan vi får en familie, der synes, at de har ret til tre ugers ferie i Thailand, fordi de har knoklet hele året – hvilket de garanteret har – til at synes, at det er lige så skønt at tage tre uger til Bornholm eller et tog ned gennem Europa. For der er altså ingen af os, der er født med skilt, hvor der står: ”Du fortjener at …” eller ”Du er garanteret det og det”.
 
LÆS OGSÅ: Kan man leve klimavenligt - og samtidig have et liv også?
 

UDVIKLE ET SAMFUNDSSIND

”Jeg er kun i det her for at tjene penge.”
 
Nej, vel? Det lyder ikke ret tiltalende, hvis man siger det som privatperson. Ikke desto mindre har det været helt legitimt for virksomheder at sige, at man udelukkende drev forretning for at tjene penge. Men den går ikke længere, mener Caroline Søeborg Ahlefeldt.
 
– ”The business of business is business” er jo en helt almindelig vending, som vi ikke har tænkt over, for selvfølgelig er det virksomhedernes formål at tjene penge. Det er bare ikke så selvfølgeligt længere at lægge sig i læ af profit. Vi har haft mange årtier, hvor den kapitalistiske tankegang – og jeg har ikke noget imod kapitalister, vil jeg skynde mig at sige – har været, at der er uendelige ressourcer i naturen, vi må tage, hvad vi har lyst til, og vi er her kun for vores egen skyld. Så har der været enkelte virksomheder, der betalte tilbage til samfundet, men det er mere undtagelsen end reglen.
 
– Nu sker der så noget banebrydende spændende, for rigtig mange virksomheder vågner op og siger: ”Hov! Vi er nødt til at melde os ind i samfundet”, og de har jo et meget større aftryk på verden. Og de kan ikke længere bare forholde sig egoistisk til den, for vi har kun denne ene.
 
Hvis vi vender tilbage til, hvad vi som enkeltpersoner kan gøre, hvordan mener du så, at vi kan gøre det bedst?
 
– Jeg er sikker på, at der ligger masser af kræfter i den enkelte dansker og ikke mindst i den danske historie, som vi skal mobilisere, igen præcis som vi har gjort før. Vi danskere har jo den flotte historiske tradition, vi altid har haft: bevægelserne. Der er en grund til, at vi er så vellykket et samfund med styr på det meste, for vi har altid skabt bevægelser. Andelsbevægelsen, fagbevægelsen, højskolebevægelsen for eksempel. Vi har forstået at fornemme, når noget blev for ubalanceret, og så skabt bevægelser og strukturer, der gik ind og nivellerede det lidt bedre.
 
– Den tid, vi går ind i nu, handler om at genopdage, hvor ressourcefulde vi egentlig er hver især. Alle os, der ikke er marginaliserede, men har gode og velfungerende liv – det er nu, vi skal træde i karakter og få øje på, at der er noget, der er vigtigere end vores egen baghave. Der er noget, der kalder på os. 
 
– På den måde er jeg nysgerrig og spændt på fremtiden, for vi kommer til at hoppe ud af vores samtalekøkkener, hvor vi brillerede med vores fede ferie i Thailand, til at diskutere, hvad vi kan gøre her i gaden: Skal vi carpoole? Lave noget urban gardening? Bytte tøj? Der vil komme så mange spændende diskussioner om, hvordan vi kan skabe noget sammen, som ikke kun handler om os selv, men også om resten af verden. Og til dem, der siger: ”Jeg er ligeglad med verdenssituationen, jeg gør, hvad der passer mig” – I får ikke lov til at komme igennem med det ret meget længere. Jeg tror ikke, at der er nogen vej udenom, at vi alle sammen må udvikle et samfundssind.
 
KØB et abonnement: Få 3 nr. af Psykologi for kun 119 kr. – eller vælg imellem vores håndplukkede velkomstgaver her
 

LEJE I STEDET FOR AT EJE 

Nede på gaden foran Carolines Østerbro-lejlighed står den bil, hun kører i p.t. Det er ikke hendes egen, men en, hun korttids-leaser. Når lejen udløber, skal hun have en elbil. Altså leje en. Det med biler – og transport i det hele taget – er noget, der i tråd med hendes tankegang ligger hende meget på sinde.
 
– Er det ikke skræmmende, at vi alle sammen synes, at det er okay at have hver vores bil, som holder stille 93 procent af tiden? 93! Og ikke nok med det, så optager bilerne også 20 procent af al arealet i København. Det må vi kunne gøre bedre. I dag vil de fleste sige, at de har brug for deres egen bil, fordi det er mest praktisk, at den holder lige uden for døren, og fordi det giver dem en følelse af frihed. Men med de nye deleøkonomiske løsninger, der kommer, så bruger du bare en app, som organiserer rejsen for dig, når du skal fra A til B. Den kan være sammensat af både bil, cykel og tog, alt efter hvad der passer bedst.
 
– I det hele taget kommer fremtiden til at handle om at leje i stedet for at eje. Også tøj. De unge kvinder bytter jo tøj og køber af hinanden, og alt, hvad der hedder recycling og upcycling, er ultramoderne. For eksempel er der kommet et børnetøjsabonnement, hvor du får tilsendt en pakke genbrugstøj i størrelse 0 til 3 måneder. Når du er færdig med at bruge det, vasker du det og sender det ind igen, og så får du en pakke med tøj til de næste måneder. Det er da genialt! Det er tankegangen, der skal laves om.
 

ET UBITTERT MENNESKE

Caroline Søeborg Ahlefeldt er stærk tilhænger af rollemodeller, fordi vi på den måde gør det muligt for hinanden at skabe de liv, vi gerne vil have. Selv er hun ikke i tvivl om, at hendes forældre har gjort det muligt for hende at leve det liv, hun gør.
 
– Jeg tror helt klart på, at grunden til, at jeg kan tænke ud af boksen, er, at begge mine forældre var kunstnere. Min far var cellist og bidt af en gal eventyrer, min mor var rektor på konservatoriet og et menneske, der kunne få ting til at ske. Vi flyttede fra København til Esbjerg, da jeg blev født i 1968. Dengang var det en rigtig fiskerby, og det var helt sort at tro, at man kunne få et musikhus derovre. Men det lykkedes min mor, fordi hun havde en evne til at drømme stort og manifestere.
 
– Både min mor og mormor var kvindelige ledere, og det gjorde, at det var helt naturligt for mig også at blive det. Når du lykkes med noget, gør du det muligt for mig at lykkes med noget – på den måde kan vi også inspirere hinanden i den tid, vi går i møde.
 
– Nu er jeg over 50, og jeg synes, at det er dejligt at blive ældre. Jeg tror, at jeg specielt som kvinde ubevidst har regnet med, at livet blev mindre interessant efter de 50, men det synes jeg overhovedet ikke, at det er blevet. Jeg føler mig lige så vågen, nysgerrig og i spil, som jeg gjorde, da jeg var yngre. Og det fede ved at blive ældre er, at jeg mere end nogen sinde før ved, hvad der gør mig glad. Jeg ved, hvad jeg kan lide at lave, og hvad jeg ikke kan lide at lave, hvilken slags mennesker jeg har det godt med at være sammen med, hvordan jeg kan lide at bo. At det er vigtigt for mig at spille klaver, siger Caroline med hentydning til flyglet, der står midt i den store stue. 
 
– Man bruger så stor en del af livet på at finde ud af, hvem man er, hvor man skal passe ind, om man er for meget eller for lidt, attraktiv eller ikke-attraktiv – i flere sammenhænge. På et tidspunkt har man bare været tilstrækkeligt rundt om de blokke til at vide, hvem man er. Dér er jeg ankommet, og jeg kan virkelig godt lide denne her del af livet. Jeg har det som en fisk i vandet, når jeg udvikler idéer. Jeg synes, det er vildt dejligt at have børn. Jeg er et ubittert menneske, jeg er ikke ret god til at lade solen gå ned over min vrede, og jeg er propfuld af eventyrlyst og nysgerrighed, og det bliver jeg ved med at være. Det er sjovt, for i mange år troede jeg, at det var, fordi jeg var ung og ville prøve alting af, men det er altså sådan, jeg er. Også nu.
 
LÆS OGSÅ: Så meget bruger du i CO2, når du rejser
 

DEN RØDE TRÅD

Ud over at være en toneangivende stemme i erhvervslivet og en travl foredragsholder er Caroline Søeborg Ahlefeldt i dag formand for SAP-virksomheden 2BM og micro-mobility-virksomheden Donkey Republic (dem med de orange delecykler), medlem af bestyrelserne for Aarhus Universitet, Hartmanns og Copenhagen Contemporary, formand for Statens Kunstfonds Repræsentantskab og medlem af en række advisory boards. Derudover er hun ophavskvinde til den populære Heartland Festival på Egeskov Slot, som dog ikke er på hendes hænder længere. 
 
Men hvad er den røde tråd i alle de forskellige ting, hun beskæftiger sig med? 
 
– Den er nok i det, der konstant nærer mig, mødet med det, der er forskelligt fra mig. For eksempel vil jeg til hver en tid hellere se en dokumentar end en spillefilm, jeg bliver simpelt hen næret af det. Jeg bliver inspireret og genforelsket i livet, når jeg møder folk, der tænker kreativt – og det kan være alle slags mennesker. Jeg elsker at få nye mennesker til bords, når jeg er til middag, og det ender altid med, at jeg sidder og interviewer dem. For det gælder for stort set alle mennesker, at de brænder for et eller andet, og dét at nå derind, at få lov til at møde det, der er forskelligt fra mig selv, det synes jeg, er et stort privilegium.
 
– Jeg er nærmest vokset op i en bog, for jeg kom et år for tidligt i skole, fordi jeg havde lært mig selv at læse i børnehaven, og så besluttede mine forældre at sende mig i skole. Det skulle de nok ikke have gjort, for at være et år yngre end sine klassekammerater, meget introvert og en bogorm gjorde mig til et nemt offer i klassen. Så skoletiden var hård for mig, og jeg gemte mig meget i bøger og læste altid. At læse en bog giver dig mulighed for at være et andet menneske for en stund, det er i virkeligheden en kæmpe øvelse i empati. Det kan også være kunst, kultur, forskning, musik, en tur i naturen – alt det, der nærer sjælen. Og så er jeg meget orienteret imod at gøre en forskel. Dét er den røde tråd for mig.
 
Læs mere om: