Christian Tafdrup, Carl-Mar Møller og Martin Thorborg
Selvudvikling

3 danske mænd: Sådan er mandens rolle i dag

28. marts 2018
af Mats Almegård, Thora Makita Bruun og Christina Bølling
Foto: iStock og Allermedia
Ligestilling mellem kønnene og fokus på kvindens rettigheder er nogle af tidens mest omdiskuterede emner. Men hvad er mandens rolle i dag? Psykologi har spurgt tre danske mænd.

Christian Tafdrup: Jeg håber, at kønskampen snart er ovre

Filminstruktør, 39 år. Står bag filmen ”En frygtelig kvinde”, der handler om et parforhold mellem en svag mand og en undertrykkende kvinde.

Hvordan vil du definere manderollen i dag?

– Relationen ”svag mand – undertrykkende kvinde” er repræsentativ i dag, og det uagtet, at der også findes mænd, der er manipulerende og seksuelt chikanerende. Både mænd og kvinder er komplekse og rummer mange sider, men typisk for min generation er, at mænd lader manderollen definere af kvinder i højere grad end af sig selv. Det, der springer i øjnene, er, at vi er enormt følsomme og sårbare, samtidig med at vi prøver at leve op til den stereotype nordiske manderolle, hvor vi skal klare det hele. Mænd er generelt bange for at gøre en kvinde ked af det eller sur. Grunden til at det er helligbrøde, tror jeg hænger sammen med den måde, især yngre mænd er opdraget på. Og når han så møder kvinder, der stiller krav og virker, som om de ved, hvad de vil, sjosker han efter. På mission ”vær en god mand for din kvinde” ofrer mænd mange af deres køns bedste egenskaber og kvaliteter, de bliver det, en psykolog, jeg har talt med, kalder ”frog farmers”. Det vil sige mænd, der lader sig forme til perfekte avlsdyr, og som bliver skrottet og nedgjort af deres kvinde bagefter. Mænd har ligesom kvinder brug for at mærke sig selv og være følsomme uden at skulle lave sig om. Manderollen er fuld af facetter, og mange mænd er snotforvirrede af at skulle leve op til nogle forestillinger, de har om, hvad kvinder gerne vil have.

- Jeg håber snart, at kønskampen er ovre, så parforholdet bliver et sted, hvor to mennesker mødes og giver plads til hinanden. Helt ned til det banale. Mænd har f.eks. brug for at have hobbyer for sig selv og for at være, som de er, uden at blive kritiseret. Det er slående, at kvinder, der ikke selv kan tåle kritik, nagger så meget i hverdagen og kritiserer deres mænd, så mændene mister lysten til sex, fordi kæresten er mere mor end partner.

Mange mænd beskriver, at de føler sig trængt op i en krog i samfundet i dag. Er det sådan?

– Ja, det er klart. Men mænd, der føler sig stressetde og pressede af samfundets krav, er per definition patetiske og skal tage sig sammen. Det er, som om der er konsensus om, at kvinder har patent på offerrollen, og en mand, der føler sig trådt på, er en vatpik. Mænd optræder sexistisk og krænkende 
i det offentlige rum. Kvinders magt optræder på en mere subtil måde. Det, mænd kan lære af kvinder, er deres mod til at tage konflikter. De mænd, jeg kender, vil hellere have hemmeligheder, lyve, være utro og flygte end at tage kampen op med deres kvinde. Der er kvinder stærkere og mere ærlige.

LÆS OGSÅ: 10 råd, hvis du vil gøre dig fri af dit usunde parforhold

Carl-Mar Møller: Det er noget vrøvl, at manden er et offer!

Psykoterapeut og sexolog, 64 år. Carl-Mar Møller har udgivet bogen ”Kærlighedens gåder”, som ifølge forfatteren er et dybfølt ønske om at få kærligheden og respekten mellem kønnene til at blomstre.

Hvordan vil du definere manderollen i dag?

– Jeg synes generelt, at den er bedre, end den var for år tilbage. I dag er manderollen mere nuanceret, manden kan være ere ting. Den nye manderolle stiller f.eks. nye krav til at tale åbent om sine tanker og følelser – i den gamle manderolle kunne man spille komedie – i den nye verden skal manden vise, hvem han er – også indeni. Jeg tror, at mænd generelt er mere følsomme end kvinder, de skjuler det bare. Det er det, jeg oplever, når jeg har mænd i terapi. De er meget mere forsigtige og blide end kvinder og meget følsomme over for kritik.

Men mange mænd beskriver, at de føler sig trængt op i en krog i samfundet i dag?

– Det er noget vrøvl, når folk taler om, at mænd er ofre i dag. Han er ikke en skid i en offer-situation! Han undertrykker sig selv ved at være behagesyg og glemme sine egne behov, han snakker ikke om sine egne problemer, og derfor bliver han en svag mand, en taber-mand. Kvinden er god til at tale om sine problemer og være bevidst om dem – og der- for er hun en stærk kvinde. Manden er simpelthen kommet bagud på point. Han er blevet et pjok, men det er hans egen skyld! Kvinden har haft gang i kvindefrigørelse de sidste 40 år og er blevet stærkere, mens manden bare har set passivt til. Han må til at åbne op nu – og ikke være bange for følelser – gå i parterapi, gå i mandegrupper og læse bøger, så han får gang i den personlige udvikling.

Hvordan bliver den nye manderolle?

– En mand skal lære at turde være følsom, så han bliver i stand til at åbne op for kvinden, f.eks. ved at fortælle om sine seksuelle fantasier, have lange dybe samtaler med kvinden og give hende modspil. Han skal gøre, hvad han har lyst til og fortælle, hvad han vil og ikke lade sig styre for meget.

LÆS OGSÅ: Har du truffet et forkert valg? Sådan kommer du videre

Martin Thorborg: #MeToo påvirker mig overhovedet ikke

Iværksætter, 47 år. Adm. direktør i Dinero.

Hvordan ser du manderollen i dag?

– Manderollen er er meget differentieret, og den er faktisk lidt svær at være i. Ikke for at klynke, men man forventer meget af os. Manden skal både være den, der karrieremæssigt gør det godt, er stærk, slank og maskulin og samtidig skal han også kunne udfylde alle roller derhjemme. I mit gamle ægteskab var det rimelig hårdt at være ham, der skulle hente alle pengene, være lige så meget for børnene derhjemme og deltage i alle huslige gøremål på lige fod. I dag har manden nærmest ansvaret for begge roller, fordi han samtidig også er kvindens beskytter. Men det er også det, der gør mig til en mand ud over det rent biologiske: For jeg kan godt lide at tage føring, f.eks. at tage stolen ud og være galant over for min kæreste. Jeg bestiller tit vin eller drinks uden at spørge, hvad hun vil have – for jeg kan lide følelsen af at vide, hvad hun vil have, uden hun siger det. Det gør mig godt tilpas.

Hvordan har man det som mand efter #metoo?

– Den kampagne påvirker mig overhovedet ikke. Jeg går ikke rundt og pifter efter kvinder eller klapper dem bagi, og jeg har ansat lige så mange kvinder som mænd efter deres kvalifikationer. Jeg er chokeret over, at mænd opfører sig sådan over for kvinder, som nogle af efterårets historier har vist, omvendt tror jeg ikke på alt, hvad de kvinder fortæller. Min ekskone var politibetjent, og der kan man se, at der sker fup, hvor kvinder for eksempel har haft lyst til at knalde én om aftenen og så vågner op og fortryder, og så er det lettere at give en ”anden” skylden i stedet for at sige, at man har været utro. Det er nt, der bliver rusket op i det, og de mænd, der er nogle svin, skal dømmes, men folkedomstole skal man passe på med.

Læs også