Underholdning
25. oktober 2024

Første gang siden OL: Celine Dion viser sig offentligt igen

En af vor tids største stjerner inden for musikken, Céline Dion, har nu vist sig offentligt for første gang siden OL, hvor hun optrådte.
Af: Mathias Andersen
Celine dion paris

Foto: Ritzau/Scanpix

Det har næppe undgået nogens opmærksomhed, at Céline Dion kæmper med sit helbred.

Den elskede sanger lider af den uhelbredelige og sjældne autoimmune sygdom "stiff person syndrome".

Sygdommen har sat en stor kæp i hjulet for Dions musikalske karriere, og derfor har "My Heart Will Go On"-stjernen også skruet ned for sine offentlige optrædener.

Ved OL i Paris i år gjorde hun en sjælden undtagelse, men siden da har vi ikke set hende i rampelyset.

Indtil nu.

For ved dette års "Spirit of Life Gala" i Los Angeles overraskede Céline Dion alle ved at deltage, rapporterer flere internationale medier, herunder Daily Mail.

Arrangementet fandt sted i tirsdags, hvor hun var til stede for at præsentere manden bag hele eventen, Jay Marciano.

Her blev hun ifølge mediet modtaget med stående applaus, og mens hun stod på scenen, sagde hun følgende:

- Jeg er så beæret over at være her i aften og være en del af denne fantastiske og vigtige aften. Det er første gang, jeg har stået på en scene, siden jeg stod oppe på det tårn.

Tårnet er selvfølgelig Eiffeltårnet, som hun stod og sang på, da OL fandt sted i den franske hovedstad.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også