Helen Mirren Barbie
Underholdning

Barbie fejrer kampdag med 8 kendte kvinder som barbiedukker - men der mangler en

8. marts 2024
Af Christoffer Mygind Juul
Foto: Mega/Mattel
Den kendte legetøjsproducent Mattel har allieret sig med en række stjerner i produktionen af otte nye barbiedukker- men har måske forbigået en af de mest markante kvinder fra 2023.

I forbindelse med Barbies 65-års fødselsdag den 9. marts lancerer Mattel, der står bag Barbie, en kollektion af helt særlige barbiedukker, der hylder en række kendte kvinder i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag fredag den 8. marts.

Udover den prisvindende skuespiller Helen Mirren, har country-superstjernen Shania Twain, popikonet Kylie Minogue og Oscarvinder Viola Davis også fået en dukke-version af dem selv som Barbie sammen med andre markante og kendte kvinder fra hele verden.

https://imgix.femina.dk/2024-03-07/rolemodels_iwd_24_final_names.jpg
Foto: Mega/Mattel

Blandt andre den brasilianske content creator Maira Gomez, der er blevet kendt for at gøre sine følgere klogere på historierne og traditioner fra den indfødte Amazonas-stamme Tatuyo.

- Barbies historie har aldrig kun været om hende selv. Den er om de utallige unge mennesker, hun har inspireret og de millioner af fortællinger, hun gennem tiden har hjulpet dem med at se for sig, siger Senior Vice President hos Barbie, Krista Berger, om lanceringen.

Kvinderne, der hyldes i den nye kollektion af dukker, er udvalgt for deres helt unikke storytelling-evner, som de bruger til at anerkende kvinder og inspirere til fremtiden, skriver Mattel i pressemeddelelsen om deres aktiviteter op til deres jubilæum.

https://imgix.femina.dk/2024-03-07/mega1107216_001.jpg
Foto: Courtesy Mattel Inc./Mega

Netop den udtalelse står i kontrast til det faktum, at instruktør Greta Gerwig ikke er at finde blandt de otte nye barbiedukker.

Og det på trods af, at det er Greta Gerwig, der sammen med producer og skuespiller Margot Robbie, står bag den mega-hypede ‘Barbie’-film, fra 2023, der blev den bedst sælgende film instrueret af en kvinde nogensinde og gav genlyd blandt kvinder verden over på internettet i en grad, der har gjort filmen til et helt fænomen - og som derfor netop må være definitionen på en kvinde med gode formidlingsgenskaber, der anerkender kvinder og inspirerer til fremtiden.

Måske netop derfor skabte det også ramaskrig blandt fans og filmkritikere på internettet, da årets Oscar-nomineringer blev afsløret, og hverken Greta Gerwig eller Margot Robbie var at finde blandt de nominerede. Man kan håbe, at Mattel har givet dem en hyldest på anden vis.

Vil du have fingrene i en af dukkerne, er der dog ikke de største chancer, desværre. Der er nemlig tale om helt eksklusive dukker, der ikke bliver sat til salg i legetøjsforretningerne.

Læs også