https://imgix.femina.dk/media/websites/qmag-dot-dk/website/egangsbilleder-2013/november/2013-46-modetips-p.jpg
Stil

Her er kvindernes største ’dress up’ kiks – og løsningen på dem!

12. november 2013
af Redaktionen, Q.dk
foto: Shutterstock - Kilder: Patrick Olsen, www.liked.dk og Birgit Axelsen, stylist for Femina og Magasinet Q
Sæsonen for julefester nærmer sig, og for mange kan det være en udfordring at få tøjet til at sidde perfekt. Få eksperternes råd til, hvordan du ’dresser up’ med succes.

For mange af os sker der noget med sociallivet, når der kommer børn ind i billedet; der bliver simpelthen mindre af det. Og når så de årlige fester, som julefrokosten, nærmer sig, kan det være udfordrende at finde ud af, hvordan man får festtøjet til at sidde perfekt. Hertil skal så lægges, at alderen - og måske ekstra kilo- gør, at der skal tages hensyn, som ikke tidligere var nødvendigt.

> Her er de bedste webshops til dig, der ikke er standardstørrelse - se dem her

Vi har bedt to modeeksperter om deres bedste tips til, hvordan man kan klæde sig elegant og hensigtsmæssigt til festen, uden at det skal koste en formue.

1: Problem - Forkert undertøj

Modeentusiast Patrick Olsen fra www.liked.dk, der er et site, der sammenligner tilbud og priser fra forskellige danske tøj webshops, siger:

- Tænk over hvilket sæt undertøj, du tager på. Jeg ser ofte hvide bh-stropper stikke udenfor en sort top eller kjole, eller aftegninger af et par trusser under et par stramme jeans eller en tætsiddende nederdel. Det er så ærgerligt. Undertøj skal være med til at give dit look det sidste pift og ikke give indtryk af sjuskethed eller halvdårlig stil.

Birgit Axelsen, der er stylist for blandt andet Femina og Magasinet Q supplerer:
- Det bedste er at bruge shapewear under tøjet. Det giver en flot silhuet og gør, at der ikke sidder noget og buler ud. Brug for eksempel en shapewear- underkjole, som skærer lige under barmen, og hvor du kan bruge din egen bh, der naturligvis skal være velsiddende. På den måde bliver barmen ikke presset flad. Hvis du hellere vil have trusser på, så gå efter nogle, der ikke skærer ind i huden, f.eks. hipster. Og køb hellere et par der er for store, end nogle der er for små eller sidder for stramt.

> Sådan passer du bedst på dine striktrøjer - se guiden her

2: Problem- For mange accessories

Patrick Olsen forklarer:
- Halskæder, øreringe, armbånde og tasker kan gøre rigtig meget, hvis du sætter dem sammen med det rigtige outfit. Pas dog på med at overgøre det. Keep it simple. Hvis du har store øreringe på, så vælg en mere afdæmpet halskæde eller undlad den helt. Det gælder også hvis din kjole eller overdel er rig på detaljer, farver eller paletter. Kjoler eller bluser, der går op i halsen er ofte bedst uden halssmykker.

Axelsen påpeger, at den vigtigste accessorie til julens fester er faktisk et par ekstra nylonstrømper i tasken:
- Jeg oplever så tit, at man lige kommer til at rive sine fine strømper i stykker med en negl eller en ring, der hænger fast, og så er det en 'lifesaver' at have et par ekstra nylonstrømper med i tasken.

> Køb de højtaljede og slankende strømpebukser fra Trinny og Susannah her

3: Problem - Du klæder dig ikke optimalt i forhold til alder og kropsbygning

Birgit Axelsen fortæller, at det er essentielt at vælge tøj, der ikke sidder for stramt, og at man generelt kommer til at se tykkere ud, hvis tøjet strammer:

- Lad være med at skrue dig ned i noget, der er for småt. Find hellere den rigtige størrelse. Desuden er det vigtigt, at ældre kvinder, medmindre de har virkelig flotte overarme, undgår spaghettistroppe på toppen eller kjolen. Gå i stedet efter en udskæring der er bred, eller hvor ærmet går lidt ned over armene, hvis det skal være kortærmet.

Patrick Olsen fremhæver vigtigheden i at klæde sig på i tøj, man generelt føler sig tilpas i:
- Kvinder der føler sig sexede og godt tilpas i deres outfit er meget mere attraktive end dem, der har iført sig en smart men lidt for kort nederdel, de konstant hiver ned i. Eller en tube-top, de hiver op i, fordi den har tendens til at glide ned. Der er også den klassiske med kvinden, der ikke kan gå i stilletter. Lad være med at tage dem på, hvis du ikke kan gå naturligt i dem. Vælg et par med en lavere hæl, vælg plateau eller tag et par wedges/kilehæle der også gør det muligt at holde hele natten på dansegulvet.

Desuden påpeger han, at et outfit ikke må være 'for meget af det gode':

- Der skal være balance i tingene. Hvis du f.eks. vælger en meget kort underdel, skal du passe på med også at have en meget dyb udskæring.

> Tøj guide til din kropsform - få den ultimative guide til hvordan DU skal klæde dig

4: Problem - For meget makeup

- Rød læbestift og røde negle er super sexet, men pas på med at kigge for dybt i makeup-tasken. Hvis der er fokus på læberne, så vælg en mere diskret øjenmakeup og omvendt, forklarer Patrick
Han foreslår i stedet, at man fremhæver læberne med en flot lipgloss - enten alene eller ovenpå læbestiften, da matte læber ælder. Desuden er det vigtigt, at hvis man bruger foundation, skal den være helt i overensstemmelse med ens naturlige hudtone:

- sørg for at din foundation er tonet godt ud, så der ikke er farveforskel i forhold til hudfarven på halsen. Vi mænd kan ikke lade være med at tænke på, hvordan kvinden mon ser ud i virkeligheden, hvis hun har et tykt lag makeup på.

Birgit foreslår ligeledes, at man giver den vinterblege hud en lækker glød med bodyolie med guldstøv, som eksempelvis Nuxe laver. Det modvirker den lidt blålige undertone, som er typisk for skandinavisk vinterhud.

> Se de vilde makeovers fra "Plain" til Cover Girl her

5: Problem - Overtøjet matcher ikke resten af garderoben

Selvom dit outfit er lige i øjet, ødelægges helhedsindtrykket let af det forkerte overtøj. Så hvis du skal have den store festrobe på, men 'kun' har den praktiske fritidsjakke, så overvej at finde et alternativ, da denne kombination ikke er helt heldig.

- Hvis du skal køre med taxa direkte til og fra festen, og ellers ikke planlægger at bevæge dig udenfor, så overvej at tage et elegant sjal ud over tøjet i stedet for din jakke. Alternativt kan man også finde en billig 'festjakke' hos mærker som Vero Moda, eller måske finde en fin model på Trendsales eller DBA til rimelig penge. For det er synd at ødelægge helheden med en jakke, der trækker helheden ned.

Læs også