https://imgix.femina.dk/media/article/julepynt-i-skoven.jpg
Stil

Find dit julepynt i skoven

24. oktober 2012
af Trine Fisker, Newsdesk, Aller Media
Foto: Colourbox
Spar penge på kogler, mos, bær og grene til dine juledekorationer ved at finde det i skoven. Men hvad og hvor meget du egentlig må tage hjem?

Julen står for døren og for mange danskere betyder det, at der både skal laves en adventskrans, juledekoration til kalenderlyset og måske skal fordøren også udsmykkes med en krans. Hvis du er en af dem, der laver dine egne dekorationer, så kan du med fordel tage en tur i skoven.

Hvor meget må du tage med hjem?
Skovene bugner nemlig med kogler, bær, mos og blade, som kan gøre enhver juledekoration smuk. Men samler du tingene ind i statens skove, så kan man ikke bare tage hvad som helst med hjem.

- Som udgangspunkt plejer vi at sige, at du kun må samle ind til eget brug - det vil sige cirka en bærepose per person - så der også er nok til den næste, fortæller klitplantør Kim Christensen fra Naturstyrelsen i Thy til politiken.dk.

Bæreposen kan altså fyldes med kogler, svampe, bær, agern, bog og mos enten i nedfaldet tilstand eller plukket direkte fra buske, planter og træer. Men er man på jagt efter grene, så skal man være opmærksom på, hvilke træer man vælger at kaste sig over.

- Du må gerne klippe sidegrene af løvtræer, så længe de er over ti meter høje, fortæller Kim Christensen og forklarer, at reglen er indført for at undgå, at unge træer bliver klippet ned for tidligt.

LÆS OGSÅ: Juletræsguide: Kend dit juletræ

Pas på pyntegrønt
Hvis man har planer om at fylde bæreposen med grene fra nåletræerne, så kommer man til at gå tomposet hjem, medmindre man kan tage sig til takke med nedfaldne grene og kviste. Her er det dog heller ikke alle de nedfaldne grene og kviste, man må tage med hjem. I bevoksninger, hvor der produceres pyntegrønt, skal man nemlig holde sig fra grenene.

Kim Christensen erkender, at det kan være lidt svært at gennemskue, og derfor anbefaler han, at folk ringer til den lokale afdeling af Naturstyrelsen, hvis de er i tvivl.

- Det kan også være en ide at ringe til afdelingen, hvis man er en større gruppe, der skal ud at samle ind. Afdelingen vil blandt andet kunne hjælpe med at henvise til et særlig godt indsamlingsområde, råder Kim Christensen.

På Naturstyrelsens hjemmeside er der en liste over steder, hvor der kan samles grene og kviste fra skovbunden til privat forbrug. Se listen her.

LÆS OGSÅ: 4 smukke adventskranse du selv kan lave

Læs også