FEMINA udgiver nyt boligmagasin
Nu vil danskerne kunne finde FEMINA INDRET på butikshylderne. FEMINA INDRET er et nyt, eksklusivt boligmagasin, der vil udkomme sammen med FEMINA fire gange om året. Det nye boligmagasin er skabt ud fra tanken om, at boliginspiration skal være tilgængeligt og opnåeligt.
Ifølge Camilla Kjems, chefredaktør på FEMINA og FEMINA INDRET, er det netop denne faktor, der gør, at det nye boligmagasin dækker et hul i markedet.
”INDRET udspringer af en helt generel trend, der handler om, at et eksklusivt look ikke behøver at koste mange penge. INDRET taler til redebyggerens hjerte og skal gøre smukke boliger tilgængelige for os almindelige forbrugere. Det er vigtigt, at familiens base er både smuk og hyggelig. At reden er et sted, man gider være – og dermed være sammen,” forklarer Camilla Kjems.
Hun fortsætter:
”INDRET guider læserne gennem junglen af interiør- og boligbutikker og hjælper med at prioritere mellem det dyre og det billige, så budgettet går op. Kunsten er ganske enkelt at vælge rigtigt – både når man investerer i dyrt design, og når man går i IKEA.”
Også Charlotte Riparbelli, magasindirektør i Aller Media A/S, er begejstret for det nye boligmagasin. Hun lægger ikke skjul på, at INDRET passer godt ind i Allers eksisterende portefølje af boligmagasiner.
”INDRET ligger i flot forlængelse af vores nyetablerede boligfagredaktion, som har til opgave hele tiden at sikre, at vi udgiver nichemagasiner, der sætter læserens behov i centrum. Med INDRET udgiver AllerMagasiner nu en bred portefølje af boligbrands, der både tilgodeser annoncørernes og læsernes behov. Porteføljen spænder fra ELLE Decoration til Mad & Bolig og INDRET og dækker dermed bredt på tværs af markedet,” udtaler Charlotte Riparbelli.
Hvert nummer af FEMINA INDRET vil indeholde skønne boliger med stemning og gode ideer, stil-tips til både budget og luksus, shopping til under 500 kroner, inspiration til sæsonens vindueskarm og borddækning samt gør det selv-projekter, der er til at gå til. Alt sammen boliginspiration i øjenhøjde med læserne.
”Jeg er utrolig stolt af FEMINA INDRET. Jeg synes, at vi har skabt et lækkert boligmagasin med et eksklusivt look og layout og ikke mindst noget indhold, der tiltaler et bredt udsnit af Danmarks kvinder. Jeg krydser fingre for, at læserne vil tage rigtig godt imod det og blive lige så begejstrede for boligmagasinet, som jeg er,” slutter Camilla Kjems.
Læs her hvordan du indretter med kunst
Første nummer af FEMINAs nye boligmagasin FEMINA INDRET var på gaden tirsdag den 31. marts 2015.
Køb FEMINA i denne uge og få INDRET med