Pladevat, små nissehuse i keramik og en platte pakket ind i sølvpapir – et nisselandskab. Det lyder måske ikke umiddelbart som nogen videre æstetisk fornøjelse eller som noget, du normalt finder i et magasin som det, du sidder med i hånden lige nu, men ikke desto mindre var lige præcis den type julepynt i mange år helt afgørende for, om det blev jul helt inde i min lille barnekrop. 
 
Nisselandskabet blev vakt til live hvert år d. 1. december. Først af min storebror og jeg, senere fik vi en hjælper i min lillebror. Pladevat blev rullet ud på skænken i køkkenet, en skål blev med toppen i vejret forvandlet til kælkebakke, og skøjtebanen i sølvpapir fik en central placering ved byens torv, lige ved siden af det store juletræ, som blev tændt med et fyrfadslys i bunden. 
 
En nisse havde mistet mimikken, penselstrøgene, der formede dens ansigt, var slidt væk af de mange ture ud og ind af avispapir, og den kære julemand havde lidt svært ved at finde fodfæste i det dybe vattæppe, så han fik en plads op ad væggen. Perfekt-uperfekt er nok, hvad man ville have kaldt vores nisselandskab i dag.
 
Hvor vigtig en tradition vi havde bygget op i vat og keramiknisser, gik først op for mig mange år senere. Nemlig det år, jeg kom hjem på juleferie d. 22. december, og skænken var tom. Nisselandskabet var dødt. Min mor havde ført traditionen videre et par år efter, mine brødre og jeg var flyttet hjemmefra, men det år gad hun ikke mere. Måske hun i virkeligheden syntes, nisselandskabet var grimt? 
 
Objektivt set var det grimt og aldrig noget, jeg ville udsætte mit eget hjem for, men alligevel var det helt forkert, at den hyggelige lille landsby nu var væk. 
 
Det er dét, julen kan. Få os til at glemme vores æstetiske principper og slet ikke overveje, om den krøllede kravlenisse eller bukken i halm skal frem igen. Det er jul, så det skal de! Faktisk kan sådan en halmbuk blive helt cool, hvis den styles rigtigt. Tror du ikke på det? Så skynd dig at læse det nye nummer af INDRET.
 
Mette B. Seerup
Boligredaktør
 

INDRET er boligmagasinet, der gør din personlige drømmebolig opnåelig. Inspirerer dig til hele tiden at forny dit hjem, guider dig til de bedste løsninger og giver dig konkrete tips og gode idéer, der er lige til at gøre efter.

Smugkig i det nye indret - 1945

INDRET udkommer 5 gange om året. Læs dem via PLING, som giver dig adgang til de bedste blade og magasiner 

Gå på opdagelse i INDRETs univers

INDRET er boligmagasinet, der gør din personlige drømmebolig opnåelig. Inspirerer dig til hele tiden at forny dit hjem, guider dig til de bedste løsninger og giver dig konkrete tips og gode idéer, der er lige til at gøre efter.