Seks almindelige kvinders bryster kører netop nu rundt på buslinje 14 i København
Foto: Anne Kathrine Sørup
Går du en tur i de københavnske gader i disse dage, kan du se buslinje 14 med en lidt alternativ reklame på siden af bussen. Kunstner Anne Kathrine Sørup har nemlig valgt at udstille dele af sit kunstprojekt ”Gamle bryster” på siden af bussen - som en kommentar til en meget omdiskuteret reklame fra Privathospitalet Nygart, der siden 2007 har reklameret for brystforstørrende operationer med et par struttende ungpigebryster på siden af busser landet over under sloganet ”Nye bryster”.
En række fortællinger om bryster
103 kvinder i alderen 17-95 år har ladet sig fotografere til kunstprojektet og hver især givet billedet af deres bryster en titel. Derudover har mange af de deltagende kvinder også valgt at lave en fortælling omkring deres forhold til deres egne bryster. Det er blevet til en række fortællinger om kærlighed, svømmehalsture, kønsidentitet, moderskab, samtykke, sygdom, amning mm.
Titel: "Elskede bryster"
Vil give kvinderne magten tilbage
Anne Kathrine Sørups kunstprojekt tager udgangspunkt i en modreaktion til normaliseringen af plastikkirurgi. Ikke fordi kvinder ikke selv må bestemme, om de vil have lavet nye bryster, men fordi Anne Kathrine Sørup gerne vil understrege, at der ikke findes rigtige eller forkerte bryster.
- Jeg vil gerne vænne vores øjne til at se andre kvindekroppe end den, vi i mange år har set på busser over hele landet. Jeg vil give kvinden på billedet magten tilbage over sit udtryk, og derfor er det meget vigtigt for mig, at alle de medvirkende kvinder deltager af egen fri vilje, og at de har mulighed for at fortælle deres historie, siger Anne Kathrine Sørup.
Titel: "Brugbare bryster"
Seks af kvindernes billeder vil indtil den 31. august 2019 pryde buslinje 14 i København, og derudover kan alle fotografier og fortællinger findes på www.gamlebryster.dk og projektet kan også følges på Instagram og Facebook.
Projektet ’Gamle bryster’ er finansieret blandt andet via fonde og via crowdfunding.
LÆS OGSÅ: Læserklumme: Vi har mistet kontakten til vores krop
Titel: "Hængebryster"
Se kvinderne fortælle om deres forhold til deres bryster her
Anne Kathrine Sørup er født 1985 i Ikast. Uddannet fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam i 2012. Med udgangspunkt i identitet laver hun steds- og mediespecifikke værker.