Populær gyser vender tilbage – men afslutningen bliver ikke den, man havde håbet

Er der noget, der kan få publikum i biograferne, er det film om dæmoner og djævleuddrivelse.

Således er der kommet otte film i den populære ‘The Conjuring’-franchise siden den første film fra 2013. Tre af dem handler om parret Lorraine og Ed Warren, der også i den virkelige verden har gjort sig bemærket ved at være frontløbere, når det kommer til at udforske det overnaturlige.

Når genren er bedst, kan den få hårene til at rejse sig på selv de mest hærdede gyserfans. Når den er værst, får den os til at grine på de helt forkerte tidspunkter, fordi det bliver usammenhængende og ufrivilligt komisk.

‘The Conjuring: De sidste ritualer’ hører desværre til i den sidste kategori.

Filmen følger kronologien i de tre forrige film, der foregår i henholdsvis 1971, 77 og 81. Men først tager den os tilbage til der, hvor det hele startede, hvilket giver mening, da titlen lægger op til en afrunding af franchisen – det kan man dog godt have sin tvivl om.

I 1964 kommer Ed og højgravide Lorraine ud til en sag, der omhandler et spejl, som viser sig at være hjemsøgt. Det resulterer i, at Lorraine går i fødsel og ender på hospitalet, og datteren kommer til verden som dødfødt.

Kort forinden har Lorraine set en mystisk og skræmmende skikkelse komme ned fra loftet – filmens første af utallige eksempler på et overforbrug af klichéer, der hverken er ægte uhyggelige eller relevante for fortællingen.

Umotiveret udvikling

Eftersom Ed og Lorraines datter Judy har spillet større og mindre roller i de tidligere film, kan det ikke komme som en overraskelse for mange, at hun alligevel ikke er død. Men alt det kræver at bringe hende tilbage til livet er et par bønner til gud, hvilket indikerer, at man ikke har anstrengt sig det mindste for at lave en spændende og medrivende historie.

Herrfra springes der i tiden, og så er vi tilbage på det kronologiske spor. Mere præcist år 1986, hvor det berømte paranormale par er gået på pension – blandt andet på grund af Eds dårlige hjerte.

I mellemtiden i Pennsylvania holder den katolske Smurl-familie konfirmation for datteren Heather, der blandt andet får et stort spejl i gave – ja, det samme spejl, vi blev introduceret for i filmens begyndelse.

Og fuldstændig umotiveret begynder der at ske mystiske ting i huset. Ting, der måske er uhyggelige, hvis man ser gyserfilm for første gang, hvilket næppe er tilfældet for franchisens målgruppe.

Pludselig står der en mandeskikkelse i kælderen, der forvinder, når man tænder lyset. Der bliver revet i telefonledninger, mens der tales i telefon. Spejlet revner, dukker svæver, og familiens yngste datter får sig et kæmpe chok, da der pludselig står en blodig kvinde foran hende.

De forsøger naturligvis at skille sig af med spejlet. Det er dog ikke så lige til, og selvom det bliver knust i en skraldebil, er det selvfølgelig ikke det sidste, vi ser til det.

Vi får ikke nogen forklaring på, hvordan eller hvorfor spejlet kommer tilbage, blot en enkelt replik om, at hjemsøgte ting ikke altid er så lette at slippe af med. Hvilket må siges at være doven historiefortælling fra filmens manuskriptforfattere.

Ligegyldigt sideplot

Som gyserfan er det svært ikke at føle sig talt ned til af filmens instruktør Michael Chaves, der er manden bag af flere af franchisens makværker: ‘The Nun 2’, ‘The Curse of La Llorona’ og ‘The Devil Made Me Do It’, der alle gør brug af samme mængde og type af klichéer, som man oplever i ‘De sidste ritualer’. Og hvor er det tog trættende at overvære.

Som om det ikke er meningsløst nok, skal det hele krydres med en kærlighedshistorie, der er så ligegyldig, at det næsten er uudholdeligt.

Ed og Lorraines datter Judy, der som bekendt har arvet morens synske evner, har fået kæresten Tony (Ben Hardy), som hun ved filmens begyndelse har datet i cirka et halvt år.

Tony er tidligere politibetjent, men har/er blevet sagt op som følge en nærdødsoplevelse på jobbet. Han skal møde sine svigerforældre for første gang til Eds fødselsdagsfest og er forståeligt nok en smule nervøs for det møde.

Men alligevel ikke mere nervøs end, at han beder om tilladelse til at gifte sig med Judy. Man sidder virkelig og håber på, at det frieri har en form for sammenhæng med resten af fortællingen.

Havde man skåret den ligegyldige svigersøn fra, kunne man måske have skåret filmen ned til en spillelængde på 90 minutter i stedet for de ulidelige 135, den af uransagelige årsager er endt på.

Usammenhængende og useriøs

Når historierne om de to familier flettes sammen, bliver det umuligt at tage seriøst. Lorraine, Ed, Judy og Tony ender med at flytte ind hos familien Smurl, hvor man blandt andet ser Ed stå og lave pandekager til morgenmad.

Overforbruget af klichéer fortsætter, og til sidst bliver man immun overfor alt, hvad der sker: øksemordere, selvmord, roterende spejle, en fuldvoksen Annabelle og meget andet nonsens.

Det hjælper ikke, at man som seer ved, at familien, de hjælper, er en rigtig familie, der blev hjulpet af Warren-parret tilbage i 80’erne. Der udvises tværtimod umådelig lidt respekt for de virkelige personer, når man laver en film, der er så usammenhængende og virkelighedsfjern i alt, hvad der sker.