
’The Naked Gun’ er tilbage i en moderne version med Liam Neeson og Pamela Anderson

Liam Neeson i 'The Naked Gun'.
Foto: Paramount Pictures
Måske er du faldet over en af de originale ’The Naked Gun’-film på tv eller streaming. Filmserien med den højtravende danske titel ’Høj pistolføring’ var en fast bestanddel af i hvert fald TV 3 og 3+ aftensortiment, hvor hovedrolleindehaver Leslie Nielsen med bumlende præcision leverede det ene lårklaskende grin efter det andet som politimanden Frank Drebin.
Tre film blev det til, den sidste i 1994. Hver eneste scene var et bombardement af jokes. Filmene hørte til i spoof-genren, hvor man gør grin med popkultur, eller hvad der nu har kapret overskrifterne og verdens opmærksomhed, mens filmene blev lavet.
The Naked Gun
Premieredato: 31. juli 2025 i biograferne
Genre: Komedie
Instruktør: Akiva Schaffer
Manuskriptforfatter: Dan Gregor, Doug Mand, Akiva Schaffer
Medvirkende: Liam Neeson, Pamela Anderson, Paul Walther Hauser, Kevin Durand, Danny Huston, CCH Pounder, Cody Rhodes m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 25 minutter
Vurdering: 4 ud af 6 hjerter
Rygterne om en fjerde film eller et reboot har været til stede nærmest lige siden premieren på den tredje film. Og med ’The Naked Gun’ får vi noget, som er lidt af det hele.
Hovedpersonen er Frank Drebin Jr. (Liam Neeson). Ligesom sin far er han en panserbasse, der er skrap til at fange skurke, selvom det ikke altid sker på den mest konventionelle facon.

Liam Neeson i 'The Naked Gun'.
Foto: Paramount Pictures
Åbningsscenen illustrerer det fornemt.
Et bankrøveri er i gang, og bedst som der er linet op til en langtrukken kamp mellem politi og røvere, kommer en lille pige i gadedrengeløb igennem politiafspærringen og ind i banken. Da en røver spørger, hvad hun vil, flår hun en maske af og afslører sig selv som Frank Drebin, der vrissent siger ”Flække din røv”.
Det er præcis den slags gakkede situationer, originalerne bugnede med, og som også er at finde i den nyeste version, hvor Liam Neeson er perfekt castet.

Danny Huston og Liam Neeson i 'The Naked Gun'.
Foto: Paramount Pictures
Hyldest til de gamle film
Der er meget nyt i ’The Naked Gun’ anno 2025.
Først og fremmest er der skruet betydeligt ned for spoof-elementerne i forhold til originalfilmene. Der er stadig elementer hist og her, og det er da også svært ikke at se skurken Richard Cane (Danny Huston) som en parodi på samtlige rigmænd i verden. Der er lidt Richard Branson, en sjat Jeff Bezos og selvfølgelig en god portion Elon Musk over ham.
Men hver scene er fyldt med parodierende referencer, og det er måske også meget godt. På den måde kommer ’The Naked Gun’ til nemmere at fremstå som sin egen, samtidig med at den er en hyldest til de gamle film.

Pamela Anderson og Liam Neeson i 'The Naked Gun'.
Foto: Frank Masi
I stedet er fokus mere på misforståelser, absurde og overdrevne situationer. Det var også en del af ’Høj pistolføring ’-filmene, men her var hovedbestanddelen spoof.
’The Naked Gun’ har en handling, men som med film i denne del af den overdrevne komediegenre er det mest af alt en undskyldning for at komme til den næste lattervækkende scene.
Men hvis man skal ridse handlingen op, er det, at Frank får en sag, hvor en person er kørt ud over en klippe og er død. Mandens søster, Beth (Pamela Anderson), mener, at han er blevet slået ihjel, og snart står det klart, at røveriet fra starten og dødsfaldet har noget med hinanden at gøre.

Hvilket vi som publikum tidligt ved, da vi ser Richard Cane komme kørende og modtage en dims – som er kækt navnedøbt ’P.L.O.T.-anordning’ for at indikere, at den blot skal bruges til at skubbe handlingen fremad – som får stor betydning senere hen i ’The Naked Gun’.
Gakket komik
Det er dog ikke for plottet, at man ser ’The Naked Gun’. Det er for grinene. Dem er der flest af i første halvdel af filmen, hvor Liam Neeson virkelig får mulighed for at fremvise sit talent for gakket komik.
På grund af sine mange actionroller i for eksempel ’Taken’-filmene er skuespillerens reaktion i de mange kampscener altid klar. Frank junior slår hellere først end at stille et opklarende spørgsmål, ligesom farmand gjorde det.

Pamela Anderson og Liam Neeson i 'The Naked Gun'.
Foto: Paramount Pictures
Og til trods for, at Neeson er en ret stor Hollywood-stjerne, er han ikke bleg for at ryge ud i de mest tænkelige og utænkelige akavede situationer. I scenen fra starten af filmen har han for eksempel en skolepige-lignende uniform på, og sådan fortsætter det. Grinene kommer i høj grad på bekostning af Frank, og Liam Neeson er ikke bleg for at give sig selv fuldt ud for det rigtige grin.
Det samme gælder for Pamela Anderson, der viser sit fornemme og ret undervurderede komiske talent. Replikleveringen sidder lige i femme fatale-skabet, og scenerne sammen med Neeson er elektriske. Højdepunktet er en optræden på en natklub. Stik imod forventningen om, at hun skal synge en æggende sang, bliver det i stedet en gakket omgang jazz.
’The Naked Gun’ er ikke en perfekt film, men som startskud til en ny omgang komediefilm af typen, vi ikke har set i et godt stykke tid, er det en fin start. Liam Neeson er virkelig god i hovedrollen, og Pamela Anderson er en perfekt kompagnon. Der er masser af muligheder for fremtidige film, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvilke absurditeter og gakketheder de kan komme til at indeholde.

Er Pamela Anderson og Liam Neeson et par? "Han er den perfekte gentleman"
Udvalgt indhold

Tine og Torben havde længe drømt om at åbne en restaurant. Nu leverer de grøntsager til gourmetrestauranter

I stedet for at reagere, smiler hun og nikker. Hun har lært, at det er bedst at skubbe følelserne væk
