’Kærlighed’ er en varm og klog finale på en uforlignelig trilogi

Norske Dag Johan Haugerud fuldender med ’Kærlighed’ sin trilogi om det moderne menneske, og man må bare konkludere, at den bliver svær at toppe!

Helt uden store armbevægelser har han i sine tre film formået at indfange noget så komplekst og flygtigt som livet – på godt og ondt, med alvor og humor. Og så meget nærvær, at man føler, at karaktererne bliver en del af ens liv de par timer, filmene varer.

Nære venner, med hvem man kan have den slags samtaler, man bestemt ikke kan have med hvem som helst. Om sex, drømme og kærlighed. Blandt andet. Samtaler, der gør en både klogere og rigere som menneske.

I ’Sex’ handler det om to mænd, der på hver deres måde udforsker grænserne for deres rummelighed og (homo)seksualitet. I ’Drømme’ følger vi en ung kvindes fascination af en ældre kvindelig underviser, og hendes mor og mormors meget forskellige reaktioner og refleksioner over deres egne prioriteringer i livet. Og i ’Kærlighed’ handler samtalen om moderne kærlighed, dating og venskab – og om alle de tilfælde, hvor grænserne mellem de tre bliver en smule slørede.

Modsætninger mødes

Hovedpersonen er urologen Marianne (Andrea Bræin Hovig), der har helt styr på de mandlige kønsdele på sit arbejde, men i privatlivet ikke støder på helt så mange af samme, som hun godt kunne tænke sig.

Hun drømmer om dating og varig kærlighed, men har det egentlig også fint nok alene. Eller har hun? Da hendes veninde beslutter at sætte hende op med geologen Ole Harald (Thomas Gullestad), beslutter hun sig i hvert fald for at tage med til hans hus på en ø udenfor Oslo.

På færgen møder hun sin homoseksuelle kollega Tor (Tayo Cittadella Jacobsen), der allerede tidligt i filmen viser, at han har den empati og det blik for de psykologiske nuancer, Marianne måske mangler. Undervejs på overfarten erfarer hun, at han også har en helt anden tilgang til kærlighed og møder mellem mennesker. Han ynder at tage færgen for at møde nye bekendtskaber, som han har flygtig sex med. Uden at skelne synderligt til, hvad de bringer med sig af bagage i form af ægteskaber eller tvivl om deres egen seksualitet. Tor er ikke i tvivl om, hvor han selv står, og det er det vigtigste for ham.

Alvor og humor

Hans overbevisning bliver dog sat på prøve, da han møder Björn (Lars Jacob Holm), der i første omgang afviser hans tilnærmelser. Det viser sig, at Björn har prostatakræft og er patient på urologisk afdeling – og dermed absolut ikke modtagelig for potentielle one night stands.

Til gengæld har han måske brug for en ven, og her tilbyder Tor sig til tjeneste. Og opdager, at der også kan være en skønhed i forhold, der ikke starter med hurtig sex på en færge, bogstaveligt talt spændt ud mellem afgang og destination. Faktisk er det måske muligt at føle kærlighed helt uden sex?

Marianne er samtidig blevet inspireret af Tor til ikke alene at tage teten i forhold til den temmelig tilbageholdende og meget nyskilte Ole Harald, men også til at udforske muligheden for lige præcis den form for flygtige relationer, Tor har gjort til sit speciale. Med overraskende resultat.

Omkring de to hovedkarakterer svæver deres nærmeste, Ole Harald med sit komplicerede forhold til den alkoholiserede ekskone, der bor i nærheden af hensyn til deres fælles datter, og Mariannes kunsthistorikerveninde Heidi, der forsøger at få lidt mere sexpositivisme ind i fortællingen om byen Oslo, men samtidig forfærdes over Mariannes nyfundne frivolitet. Hun er et komisk pust i al sin dobbeltmoralske og lettere forlorne frimodighed.

I det hele taget er der meget humor i Dag Johan Haugeruds film. Veldoseret, afdæmpet og aldrig på karakterernes bekostning. Vi smiler og griner med dem, ikke af dem. For de kunne lige så godt være os selv.

Skuespillernes fortjeneste

Sammen tegner karaktererne et komplekst, underholdende, men også meget menneskeligt, vedkommende og relaterbart billede af moderne menneskers længsler og drømme. Om gensidig afhængighed, der slår sig på ønsket om frihed, og omvendt – friheden, der måske ikke føles så fri i længden.

Om at finde sin egen vej i (kærligheds)livet, også selvom den både er snoet og ikke ligner nogen andens. Og om at bryde de vante mønstre, der har det med at sætte sig så fast, at man skulle tro de var tatoveret på huden.

Men først og fremmest handler ’Kærlighed’ om at se. Virkelig se. Sig selv, hinanden, lysten og barriererne. Og turde satse. Ikke nødvendigvis på det konventionelle og forventede, men på det, der føles rigtigt.

Som med Dag Johan Haugeruds øvrige film er ’Kærlighed’ i meget høj grad en film båret af skuespillerne. Der tager udfordringen på sig med bravur.

Der er især en fantastisk kemi mellem Andrea Bræin Hovigs Marianne og Tayo Citadella Jacobsens Tor. Måske fordi deres relation, udover at de er arbejdskollegaer, er båret af en fuldstændig grundlæggende menneskelig nysgerrighed, blottet for tanken om eller muligheden for sex.

Noget af det bedste ved ’Kærlighed’ er de mange samtaler mellem karaktererne, om sex, kærlighed og venskab, drømme, skuffelser, forventninger… ja, livet faktisk, ganske enkelt. Og dog så evigt kompliceret og fascinerende.