Emil Norsker: Her er de bedste bøger, jeg har læst i 2025 - indtil nu

Ocean Vuong: Glædens kejser

Det kan nogle gange være svært at fatte, hvad der egentlig foregår i USA. Hvordan hele byer kan ligge blæste af fethanyl og andre smertestillere, og hvordan et så rigt lang kan behandle den arbejdende klasse så ringe. Noget af det giver Ocean Vuong elegant og sørgeligt svar på, men også med humor og håb.

I hans nye bog står hovedpersonen, den 19-årige Hai, ved en bro og vil hoppe ud, da han bliver reddet af en ældre (lettere dement) ældre kvinde, og de udvikler et usædvanligt, men smukt venskab.

Efterfølgende får han arbejde i en fastfood-restaurant, og her lærer vi en masse søde, sjove og skæve eksistenser i under-USA at kende. Opskriften på fællesskabet (og bogens præmis) er, at nok er tilværelsen, arbejdet og vilkårene helt urimelige, men de har et kollegialt sammenhold, man ikke troede fandtes på bunden af samfundets rangstige.

Nogle kritikere vil måske hævde, at Ocean Vuong til tider tipper til den sentimentale side, men jeg slugte den hele vejen og kan godt lide den understrømmende følelse af medmenneskelig varme, som gør op for den barske baggrund, handlingen udspiller sig i.

Man kan næsten se Netflix-serien for sig, og det er for det meste en god ting. Ocean Vuong har nemlig på bare to romaner udviklet sig til en forfatter, der har fuldstændig styr på sit sprog og virkemidler.

Indtil videre er det her årets roman for mig.

Annika Norlin: Tuen

En udbrændt freelancejournalist tager ud i skoven for at få ro fra deadlines, sociale aftaler, og hvad der ellers udmatter hende (og alle os andre). Her møder hun en gruppe mennesker, der måske er en kult, måske landsbytosser, måske en blanding.

Igennem de følgende kapitler får man de enkelte medlemmers historier og forklaring på, hvordan de er havnet der. Det er beskrevet med utrolig indlevelse og ganske meget humor.

Sidste år blev bogen et stort hit i Sverige med 100.000 solgte bøger, og det forstår man godt. For både ’Tuen’ og de enkeltes historier fortæller noget alment menneskeligt, men også noget grundlæggende interessant over, hvor svært det kan være at være lidt anderledes i vores verden.

Forfatteren Annika Norlin er en gennemsympatisk menneskekender, og hun forfalder aldrig til fordomme eller klicheer. Elon Musk har på et tidspunkt sagt, at empati er den vestlige verdens svaghed, men Annika Norlin viser, hvor langt man kommer som forfatter, hvis man har den evne. Og hvor meget bedre verden ville være, hvis vi alle havde bedre blik for det.

Matthias Dressler-Bredsdorff: Efter faldet

I en AI-tid, hvor man kunne frygte, at det skrevne ord bliver reduceret til kønsløst maskinsprog, bliver man alligevel glad over de mange gode danske bøger, der er kommet i år. Ikke mindst når det er en debutant som her med Matthias Dressler-Bredsdorff. Han er journalist ved Information, hvilket man tydeligt kan mærke i hans sikre sprog og journalistiske tilgang til sin brogede familiehistorie.

Det er selvfølgelig ikke en ny ide at skrive om sig selv, sin far og familie (selvom det er usædvanlig en af slagsen), men Matthias Dressler-Bredsdorff prøver heller ikke at gøre et større drama ud af det, hvilket klæder ham og skriften utroligt godt.

Det er en grundlæggende godt fortalt historie, og fordi der ikke er et overflødigt komma, er den så nem og spændende at læse.

En fremragende debut, og man må håbe, at han har mod på mange flere.

Theis Ørntoft: Habitat

Herhjemme er vi ved at få vores egen Karl Ove Knausgaard med Theis Ørntoft. Sammenligningen giver bedst mening efter denne nye store vellykkede roman ’Habitat’, hvor han tager fat i sin egen historie – fra barndom og ungdom i det jyske til hans store gennem- og sammenbrud.

Det gør han på samme måde som Knausgaard uden sentimentalitet og uden at skåne sig selv fra at virke ofte både forfængelig og neurotisk. Ligesom Knausgaard føles det som også som om teksten løber ud af ham, og han kan skrive om hvad som helst i sit personlige liv.

Han har dog også flere svagheder, der minder om sin norske kollega. Især tendensen med at gå over i en mere essayistisk stil, hvor han pludselig over mange sider nærmest rabler løs om et emne. Bevares et emne, han har sat sig ind i, men mange gange virker det som om han har dykket lige lovlig meget ned i nettets kaninhuller og alternative facts. Hver gang han kører ud ad den tangent, mister bogen tempo og relevans. Inden for essay-stilen er der stadig langt op til Knausgaard, der mestrer genren som få.

Theis Ørntoft indrømmer selv, at hans tanker har det med at løbe afsted i sære retninger, men hvis han selv eller en redaktør havde strammet op på denne del, havde han (efter min mening) kommet tættere på det store gennembrud, som meget vel stadig kan blive hans skæbne.

Når alt det er sagt, er ’Habitat’ er en rigtig god bog, og et godt eksempel på, at dansk litteratur ikke har det så skidt, som der ellers har været kritik af i visse aviser. Hans niveau er imponerende, og det er interessant, hvordan han er blevet bedre roman efter roman. Hvad kan det ikke ende med?

Thomas Korsgaard: Hastetilfælde

I denne nye bog træder Thomas Korsgaard ud af sit sædvanlige fiktive univers og bevæger sig ind i et andet format med en blanding af essays, erindringer og taler til kolleger. Når forfattere laver den slags samlinger, kan det føles, som når musikere laver opsamlingsalbum af b-sider og gemte og glemte live-tracks.

Denne bog føles dog ikke som venstrehåndsarbejde. Vi begynder i velkendt land, hvor Thomas Korsgaard fortæller om fryden og fortrydelsen, da han som barn ved et uheld bliver lokket af et godt tilbud og kommer til at bestille Gyldendals bogklub i et år. I hans fattige familie, hvor glæden ved litteratur kan ligge på et lille sted, bliver det ikke godt modtaget. Men det får afgørende betydning for Thomas Korsgaard, der suger ordene til sig, og fundamentet for det senere så succesfulde forfatterskab bliver lagt. Det hele foregår i det white-trash-miljø, som vi kender fra Tue-triologien, og der er få, der som Korsgaard beskriver det armod, som findes visse steder i udkantsdanmark, hvor det bedre borgerskab (eller Gyldendals bogklub) sjældent kommer.

Det kan virke lidt ufrivilligt komisk, at bogen er skrevet med stor linjeafstand og stor skrifttype, som da man i folkeskolen prøvede at pumpe sin stil op til det krævede sideantal. Men som med så meget andet, slipper Korsgaard afsted med det, og man glemmer hurtigt denne mærkværdighed.

Det er ikke et hovedværk i forfatterskabet. Men som mellemspil fungerer det rigtig fint, og selv om formatet er løsere end sædvanlig, ødsler Thomas Korsgaard ikke ordene (eller læsernes tid) væk.

Geir Gulliksen: Øvre port, nedre port

I den lille norske by, hvor halvdelen af indbyggere arbejder på våbenfabrikken, er den nedre port til arbejderne, mens den øvre er til kontorfolket. Symbolikken kan vist ikke være mere tydelig i forhold til at skildre klasserne i opbygningen af det moderne norske samfund. Men (heldigvis) er Geir Gulliksens familiesaga slet ikke så bombastisk ikke i sine metaforer, personer og konflikter. I stedet er den et finfølt indblik i en almindelig kernefamilie, der udvikler sig i takt med det omkringliggende samfund med de personlige sejre og tragedier, der følger dem.

Handlingen udspringer af den yngste søn, der vender hjem til barndomsbyen for at tage afsked med sin døende mor. Igennem bogen springer den fra sygesengen, hvor han genopdager sit forsømte forhold til sin bror og til fortidens kernefamilie.

I de senere år har Geir Gulliksen været rundt omkring i forfatterskabet og særligt kigget på det moderne parforhold og mandens rolle, men her er han ude i et mere klassisk ærinde. Det klæder ham.
Det er dog ikke bogen, der for alvor forklarer klasseforskellene i Norden. I stedet er det en fin, lavmælt fortælling om en familie, der klarede sig (næsten) helskindet gennem tilværelsen.

Philipp Oehmke: Familien Scönwald

Det er egentlig ikke meget tysk litteratur, jeg får læst, må jeg indrømme. Hvilket er en skam. Derfor er det også glædeligt, at denne nye roman netop er kommet med en ret fin fortælling om en tysk kernefamilie med aldrende forældre og tre store børn.

Især den ældste søn, der bærer på en hemmelighed overfor sin familie, er interessant. Nærmest ved et tilfælde går han fra at være professor på et elitært amerikansk universitet til MAGA-talerør med populær podcast – uden hans kulturradikale familie og hans queer søster ved det.

Familiedramaet fiser en smule ud til sidst, og den har svært ved at binde krølle på de historier, den har lagt ud. På den facon har Philipp Oehmke svært ved helt at leve op til de stort anlagt ambitioner, han har lagt for denne roman. Men det er også hans debut, og det er blevet en stor succes i hjemlandet. Og det forstår man godt.