Det er officielt blevet efterår: Her er 10 albums til din pumpkin spice latte

I dag blæser det, og vejrudsigten melder, at temperaturen føles som under femten grader. Det betyder, at vi nu endelig kan erklære, at efteråret er her.

Det er den sæson, som flest elsker, og de seneste år er det blevet lidt af en tendens at dyrke efteråret rimelig ekstremt.

Det betyder også, at der efterhånden er bred konsensus om, at der findes decideret efterårs-tv (Twin Peaks og Gilmore Girls), efterårstøj (lange frakker og Dico-støvler), efterårsmad (alt med kantareller) og efterårsdrikke (pumpkin spice latte og espresso tonic).

Og allervigtigst: efterårsmusik.

Det er lidt mere kompliceret at beskrive, hvad det er, der præcist udgør efterårsmusik, og det er helt klart nærmere en vibe og en if you know, you know-ting end noget faktisk definerbart. Men for at noget kan kategoriseres som efterårsmusik, må det i hvert fald være nogenlunde stille, det skal ikke være for varierende i tempo, og så må det hverken være for trist eller for muntert.

Gennem årene har jeg skabt en rimelig perfekt kurateret portion af efterårsalbums, som alle har netop de træk, og som fungerer som himmelske katalysatorer for det helt rigtige efterårshumør.

Her er min liste over de 10 bedste albums til efteråret.

Leave Me Breathless – Ane Brun

Coveralbums har længe haft ry for at være dårlige og lidt dovne, men det gælder ikke den norske guitarist og sangerinde Ane Bruns ‘Leave Me Breathless’. Ane Bruns stemme er nemlig både knivskarp og silkeblød, og den giver de sange, hun har valgt at fortolke, et helt nyt lag. Og så spiller hendes stemme godt sammen med den akustiske guitar, som udgør det meste af lydfladen på albummet.

Der er coversange af alt fra Foreigners ‘I Want to Know What Love Is’ til Mariah Careys ‘Hero’. Bedst af alt er coveret af Bob Dylans ‘Make You Feel my Love’ – måske mest kendt fra Adeles cover – hvor kombinationen af violin og guitar lyder så godt, at det næsten er rørende. Og hør lige teksten:

‘When the rain is blowing in your face
And the whole world is on your case
I could offer you a warm embrace
To make you feel my love’

Er det ikke en sang, man skal høre, imens man tænker lidt over sit kærlighedsliv på en bænk under træerne?

Charm – Clairo

Clairos tredje album ‘Charm’ er indspillet live på analogbånd på en bjergtop i New York med udsigt til Catskill Mountains. Det er temmelig efterårsagtige arbejdsvilkår, og det kan man godt høre i det færdige produkt.

Albummet har en 70’er agtig lyd, og så er der skruet op for Clarios bløde vokal, som bliver akkompagneret af træblæsere og orgel. Det er knitrende, jazzet, rart og varmt, og det var det første, jeg satte på, da vi ramte den 1. september.

All Things Must Pass – George Harrison

‘All Things Must Pass’ er et sindssygt godt album. Det er fra 1970, og det er George Harrissons første soloalbum efter The Beatles gik fra hinanden. Det var en kæmpe succes, da det blev udgivet, og så er det af mange anerkendt som det bedste soloalbum af alle tidligere The Beatles-bandmedlemmer.

Albummet fortjener under alle omstændigheder en (gen)lytning, men det fungerer altså ekstra godt i efterårssæsonen. Det har den der underspillede melankoli, som et godt efterårsalbum skal have.

Og så er der mange sjove referencer i albummet, eksempelvis skulle sangen ‘Wah Wah’ angiveligt handle om de hovedpiner, Paul McCartney gav George Harrison under indspilningen af ‘Let it Be’, og så er det tydeligt at se inspirationen af Bob Dylan i musikken, som også har været med til at skrive hittet ‘I’d Have You Anytime’.

Min yndlingssang er titelnummeret ‘All Things Must Pass’, hvor George Harrison blandt andet synger ‘It’s not always gonna be this grey’, hvilket må siges at være en smuk påmindelse, når november på et eller andet tidspunkt bare fortsætter i en lang uendelighed.

The Boatman’s Call – Nick Cave & The Bad Seeds

‘The Boatman’s Call’ vil nogen måske mene går imod kriterierne for et godt efterårsalbum, fordi det ikke må være for trist, men regler er til for at blive brudt, og det kommer med på listen alligevel, fordi jeg lytter religiøst til det hvert efterår.

Albummet er primært klaverbaseret, og tempoet er lavt, og derfor er Nick Caves dybe stemme også meget definerende for hele lydlandskabet. Generelt har det en meget moody og mørk natur, samtidig med at det egentlig er meget romantisk.

Tekstuniverset skulle være inspireret af Nick Caves forhold til alt fra moren til hans ældste søn Viviane Carneiro, til sangerinden PJ Harvey, som han dengang havde et kortvarigt forhold til.

A Beginner’s Mind – Sufjan Stevensog Angelo De Augustine'

‘A Beginner’s Mind’ er et samarbejdsprojekt mellem Sufjan Stevens og Angelo De Augustine. De har lavet albummet i en hytte i Upstate New York, hvor de så film hver dag, fordi hver sang på albummet er løst baseret på forskellige filmklassikere.

Både Sufjan Stevens og Angelo De Augustine synger, men det er svært at adskille deres stemmer fra hinanden. Men definerende for lyden er den blide herrestemme, som vi især kender Sufjan Stevens for. Og så har albummet en enormt folky, drømmende, indiepop-agtig lyd, som jeg synes passer perfekt til en regnfuld efterårsdag.

The Land Is Inhospitable and So Are We – Mitski

Selvom Mitski er en totalt privat indieartist, som ikke engang vil opgive navnet på sin kat, ville skæbnen, at hendes musik skulle gå viralt på TikTok og gøre hende til et kæmpe internetfænomen, der nu har over 20 millioner månedlige lyttere på Spotify.

Jeg er selv glad for, at min algoritme introducerede mig til hende, for nu er det ikke rigtigt efterår, før jeg har hørt ‘The Land Is Inhospitable and So Are We’ i mine høretelefoner.

Albummet er en blanding af country og pop, det handler mest af alt om kærlighed, og så gør det sig forrygende godt til en kulisse af omskifteligt vejr og blade der visner.

Stan Getz

Jazz hører til efteråret, og en af dem, jeg igen og igen vender tilbage til, er Stan Getz. Jeg elsker saxofon, og det ved jeg, at jeg får hos ham. Han er jo især kendt for de bossanova-plader, han lavede i 60’erne sammen med den brasilianske guitarist Joao Gilberto, men han var en storartet cool jazz musiker på egen hånd.

Med Stan Getz’ version af jazz-standarden ‘Autumn Leaves’ sættes scenen perfekt til efteråret. Fokus er på Stan Getz’ afsindig lækre tenorsaxofonlyd. Start der, og dyk efterfølgende ned i resten af hans enorme diskografi.

Tapestry – Carole King

‘Where you lead’ er introsangen til ‘Gilmore Girls’, og lyden af den transporterer mig derfor direkte til duften af kanelsnegle og varm chokolade. Men, men, men, albummet hvor sangen kommer fra, er også i sin helhed et helt genialt soundtrack til efteråret.

‘Tapestry’ udkom i starten af 70’erne og vandt fire Grammys blandt andet for ‘Album of the Year’ og ‘Record of the Year’. Udover at være et prisvindende album, så er det – ikke overraskende – også bare virkelig godt.

Og så egner Carole Kings markante stemme og fremragende singer-songwriter-evner sig ekstra godt til en tur i skoven, hvor man kan nynne lidt med på nogle af de mange bangers, som ‘You’ve Got a Friend’ eller ‘It’s Too Late’.

Not Your Muse – Celeste

Engelske Celeste har sådan en stemme, der sætter sig fast, og hendes vokal giver mindelser til både Amy Winehouse og Nina Simone. NME har kaldt hende et once-in-a-generation talent, og så er hun af mange britiske musikmedier spået til at være lige på nippet til at kæmpe gennembrud.

Hendes debutalbum ‘Not Your Muse’ er fyldt med jazzede, soulede ballader med hendes stærke vokal i centrum. Bedst er nummeret ‘Strange’, det gør ondt helt ind i hjertet, og skal lyttes til på høj volume og med gode høretelefoner.

Folklore – Taylor Swift

Jeg har med vilje forsøgt at vige udenom alle de forudsigelige efterårsalbum, og derfor har jeg ikke taget noget med fra efterårskoryfæerne Phoebe Bridgers, Simon and Garfunkel eller The Smiths. Eller noget fra Twilight-soundtracket (selvom hoa hoa seasonganske vist er over os). Men der er ét stereotypt efterårsalbum, jeg ikke kan nænne at udelade, og det er selvfølgelig ‘Folklore’.

‘Folklore’ scorer toppoint på alle tænkelige efterårsmarkører, og så er det et album, som jeg lytter absurd meget til hvert efterår (faktisk så meget, at jeg i en periode fik forbud mod at sætte det på i stuen).

Albummets producere, Aaron Dessner fra ‘The Nationals’, Bon Iver og Jack Antonoff er rimelig tydelige indikatorer på, at vi her har at gøre med et album, som er temmelig indiefolk-coded (the godfather of efterårsmusikgenrer) og så er albumcoveret jo i sig selv et fingerpeg om, at det her er musik, som er skabt til en tur i skoven en tåget efterårsmorgen.

I modsætning til Taylor Swifts tidligere albums tager ‘Folklore’s tekstunivers ikke udgangspunkt i hendes eget liv, men i stedet i andre, og til tider fiktive, karakterer. Derfor er der også en ret stærk historiefortælling i hver sang og sammen med den næsten helt tryllebindende lyd, skaber det et album, som man må og skal forsvinde lidt ind i.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.