Anmeldelse: Ungdommens kaos og kærlighed folder sig ud på scenen i ny opsætning af ‘Romeo og Julie’

Betty Nansen Teatret har påtaget sig opgaven at bringe Shakespeares udødelige klassiker ‘Romeo og Julie’ ind i vor tid og forsøger at smelte det over 400 år gamle stykke sammen med nutidig ungdomskultur.

Dermed er scenen sat i den polske instruktør Ewelina Marciniaks fortolkning, hvor vi bliver introduceret til de unge karakterer i en skolegård, hvor der flirtes, drilles og småsnakkes i hjørnerne.

Senere bliver Lady Capulet og Lord Montague indkaldt til forældresamtale, hvilket hurtigt ender i et skænderi om børnenes opførsel. Det er tydeligt, at vi har med teenagere at gøre – præcis som i Shakespeares fortælling.

Nye interessante rammer

I denne version er handlingen trukket ind i nutiden, hvilket skildres gennem TikTok-videoer, spiritusflasker og moderne musik. Der er taget mange interessante greb i brug for at gøre fortællingen vedkommende for nutidens unge.

Casper Kjær Jensen og Safina Coster-Waldau spiller de unge elskende, Romeo og Julie, med en charmerende ungdommelig naivitet og umiddelbarhed, der virkelig lader teksten stråle, når den får lov at komme til sin ret.

Der er generelt mange lovende ting i forestillingen. Mirek Kaczmareks scenografi illustrerer blandt andet en skole, Julies værelse og arenaen i Verona, og Julia Kornackas kostumer er både karikerede og gennemførte. Efter pausen byder scenografien på en markant og smuk overraskelse.

Desværre snubler forestillingen over sine egne kunstneriske valg, og særligt den første time af første akt fremstår derfor både rodet og overfladisk. De valg, der er truffet i instruktionen, forhindrer skuespillerne i for alvor at leve sig ind i de store følelser, der både er på spil i Shakespeares tekster og blandt unge i dag.

Fusionen burde altså være oplagt. I stedet ender det med, at de store følelser – når de endelig opstår – føles umotiverede og ude af stand til at røre. Det er ærgerligt, for skuespillerne viser, at de kan, når det gælder.

For meget dans og for lidt smerte

Forsøget på at modernisere teksten og tilpasse sproget til Gen Z ender desværre i en forestilling, der både føles rodet og svær at engagere sig i. Første akt trækker ud og mister grebet om publikum, så det kun er i de centrale scener – som det første møde mellem Romeo og Julie og Julies fætters tragiske død – at følelserne for alvor får lov at fylde, takket være hovedrolleindehavernes stærke spil.

Det skaber forvirring, at sorgen ofte udtrykkes gennem pludselige dansesekvenser og afdæmpet musik, eksempelvis da Julie får besked om Romeos forvisning.

Når skuespillerne bevæger sig rundt i koreograferede formationer, forsvinder dramaets nærvær, og det bliver vanskeligt for publikum at mærke den sorg, der burde stå i centrum.

Det er først i den korte, men intense anden akt, at forestillingen får den tyngde, man savner tidligere. Her ændres stemningen markant, og Marciniak vælger en alternativ slutning, hvor forældrene træder frem på scenen, knust af sorgen over tabet af deres børn.

Özlem Saglanmak leverer her en særlig stærk præstation i den rå scenografi, hvor hun, gennemblødt og med strømpebukserne nede om anklerne, deler sorgen direkte med publikum i en af forestillingens stærkeste scener.

Her fyldes rummet ikke kun af sorg, men også af det eksistentielle spørgsmål: Har vi overhovedet indflydelse på vores skæbne, eller følger vi blot et manuskript, der allerede er skrevet for os?