
Anmeldelse: ’Hood’ giver dansk film en ny genre at lege med

Skuespillerinden Lee Levi i den nye film 'Hood'.
Foto: UIP
Hood
Premieredato: 11. september 2025
Genre: Drama
Manuskript og instruktion: Lina Csillag
Medvirkende: Lee Levi, Ali Sivandi, Marco Ilsø, Ane Stensgaard Juul, Josefine Lindegaard
Land: Danmark
Spilletid: 105 minutter
Jeg er stor fortaler for, at man giver nye upcoming filmskabere mulighed for at vise deres værd. Og for mig spiller det ingen rolle, om man er uddannet i Danmark, udlandet eller slet ikke uddannet.
Har man noget på hjertet, skal man endelig fortælle sine historier. Som det er tilfældet med den unge nyuddannede Lina Csillag, der både har skrevet og instrueret Danmarks første finansthriller – udenom det danske filmstøtte-system.
Inspirationen fra internationale sværvægtere som ‘The Big Short’, ‘WeCrashed’ og ‘Succession’ er svær at overse. De har det tilfælles, at de kredser om magt, penge, succes og intriger.
Csillags film, der har titlen ‘Hood’, handler om Clara, CEO i den digitale bank Hood, som hun har skabt med Saman, Rose, Sanne og sin bror Mikkel. De bliver tilbudt 250 millioner kroner af en storbank for virksomheden. Det fejres med en stor fest, men hurtigt viser det sig, at én af de fem skal træde tilbage – og at hele salget afhænger af vedkommendes stemme.
Det udløser en magtkamp, der rummer potentiale for en spændende fortælling. For uanset hvor vi er i verden, findes der mennesker, der lader magt og penge stige dem til hovedet.
De tunge temaer kombineret med en interessant præmis lover godt, men på trods af de gode intentioner formår filmen desværre ikke at leve op til sit potentiale.

Lavt budget spænder ben for de høje ambitioner
Filmen bruger meget tid på at fortælle, hvor vild en bedrift det er at have skabt noget så værdifuldt. Clara svømmer i stolthed, holder peptalks, udviser handlekraft og kynisme, når vigtige aftaler skal lukkes.
Men at det, de har skabt, skulle være 250 millioner kroner værd, er svært at tro på, når filmens produktionsværdi ikke understøtter fortællingen om en potentiel milliardvirksomhed.
Selvom produktionen ikke stemmer overens med fortællingen, fornemmer man alligevel de ambitioner, der ligger bag filmen, og havde budgettet været større, ville Csillags evner som instruktør formentlig være kommet bedre til udtryk, end det er tilfældet her.
Om manuskriptet også ville have været bedre, hvis budgettet havde været større, kan man have sin tvivl om. Man fornemmer ganske vist, hvad der er på spil, og hvad der er hensigten med filmen. Men de fem venners valg og konflikter fremstår ofte umodne, amatøragtige og ulogiske, hvilket gør, at dramaet kommer til at virke forceret.
Det er svært at tro på, at vennerne har samarbejdet om at skabe så stor en succes, så usikkert som de håndterer modgang. Og da en af vennerne pludselig møder op på kontoret med sine kammerater og truer Clara med pistol og vold, virker det som et umotiveret forsøg på at skrue op for dramaet, der i sig selv er stort nok – vi behøver ikke pistoler for at forstå det.

'Toppen af poppen' vender retur til skærmen: Her er deltagerne
Stærkt cast trækker op
Et af filmens lyspunkter er de fem unge skuespillerne, der hver især får det bedste ud af det, de har fået at arbejde med. Især hovedrolleindehaver Lee Levi, der som Clara gør et hæderligt arbejde, og momentvis giver sin karakter en interessant dybde.
Hendes fire medspillere Ali Sivandi, Marco Ilsø, Ane Stensgaard Juul og Josefine Lindegaard viser ligeledes gode takter, og i samspillet mellem dem fornemmer man til tider en fælles motivation for at fortælle og gøre historien spændende.
Foruden de fem hovedrolleindehavere består castet af en række mere etablerede skuespillere som Lotte Andersen, Rasmus Bjerg, Johannes Nymark og Peter Gantzler. Det er uden tvivl fede navne at have på rollelisten, men desværre kan deres karakterer slet ikke leve op til deres talent og erfaring.
Det mest frustrerende ved ‘Hood’ er, at potentialet er til stede, både hos skuespillerne og i de gode idéer. Men manuskriptet formår desværre ikke at leve op til de gode intentioner, man mærker, at Lina Csillag har haft med sin debutfilm. Fortællerglæden er til stede, og man kan kun håbe, at hun får flere penge til at lave sin næste film.

Flere mistrives på grund af skilsmisse: "Det er en bemærkelsesværdig udvikling"
Udvalgt indhold

”Tabubelagt” emne er vigtigt at tale med din ægtefælle om, før det er for sent

Det er sensommer i Lotte Buurs insektvenlige og frodige have på Samsø. Det betyder, at der er masser at spise
