6 ud af 6 stjerner: Ny forestilling med Emma Sehested Høeg er "formidabel"

At kunstnerduoen How To Kill a Dog, bestående af Jennifer Vedsted Christiansen og Emma Sehested Høeg, er kendt for deres kompromisløshed, når det kommer til at blande performance, musik og ikke mindst rå energi, cementerer de med ‘Bambi er tilbage’, der kan – og skal – opleves på Nørrebro Teater.

Efter to et halvt års fravær med utallige liveoptrædener og en barsel indtager en af landets helt store publikumsfavoritter, Emma Sehested Høeg, igen teaterscenen.

Forestillingen hedder som bekendt ‘Bambi er tilbage’, men man kan sagtens bytte ‘Bambi’ ud med ‘Emma’, uden at det vil have den mindste betydning for fortællingen, der ganske vist er baseret på historien om det elskede rådyr, men i høj grad handler om Emma Sehested Høeg – sådan føles det i hvert fald.

Formidabel præstation

For ligesom med titelfiguren er hun tilbage – og sikke et comeback. Godt halvandet år efter fødslen står hun på scenen i imponerende form – hvilket hun selv ironisk fremhæver i det øjeblik, hun træder ind på scenen med en sød Bambi-bamse i armene, hvorefter hun praler med, hvor let det har været at blive mor.

Straks fornemmer man en sårbarhed, der ikke bare fylder hos den altoverskyggende hovedrolleindehaver, men fra start skærer sig ind i hjertet på publikum. Gennem sublimt skuespil, der indeholder humor, alvor, smerte og alle andre tænkelige følelser, formår Høeg ikke bare at holde os i et jerngreb; hun lader samtidig følelserne vokse i os.

Det samme gør sig gældende, når hun gennem en imponerende vokalpræstation blandt andet synger en modersang til Bambi, der ligger i hendes skød. Det er et af forestillingens utallige fine og ægte øjeblikke, der går direkte i hjertet og gør, at man forstår, hvorfor resten af forestillingen er en lang fortælling om en mor, der for alt i verden vil beskytte sit barn – og gå i døden for det.

Høegs præstation kan ikke overvurderes. Hun er drevet af en urkraft, der lader til at komme direkte fra hendes eget indre moderinstinkt, og det gør det til tider direkte ubærligt at overvære hendes smerte. Man har lyst til at hoppe op på scenen, give hende et kæmpe kram og sige, at det hele nok skal gå – selvom forestillingen ofte siger noget helt andet.

Sceniske genistreger

Det visuelle udtryk er præget af kontraster: en scene, der viser en verden, der engang kunne have været en skov, men nu domineres af en kæmpestor gul rutsjebane, der på én gang symboliserer barndommens uskyld, når den lille Bambi bevæger sig op på den, og i en smuk scene beder publikum finde deres mobiler frem og skrive til deres børn, at de elsker dem.

Samtidig bruges den som symbol på livets trivialiteter, når Emma trasker op ad den, mens scenen drejer om sig selv og dermed illustrerer, hvordan livet kører i ring. Den dominerende brug af farver, lys og legende elementer skaber dermed en visuel fortælling om både barndommens tabte uskyld og den voksnes splittede identitet.

Det er den slags sceniske genistreger, instruktørens kunstneriske valg er præget af, og det er med til at skabe en forestilling, der aldrig bliver forudsigelig.

Derudover spiller publikum en aktiv del af forestillingen, og på et tidspunkt ringer Emma til en af publikummernes mødre via FaceTime, der vises på scenens to storskærme. Hvilket leder til endnu et dybt rørende øjeblik, hvor moderen leger med på legen om at være mor til Emma, der synger endnu en sang så smukt, at der ikke er et øje tørt i salen.

Men forestillingen bliver aldrig selvhøjtidelig. Det sørger alle absurditeterne for. Blandt andet en liderlig råbuk (Gustav Giese) og en amerikansk malkepige med højspændte bryster, der sprøjter mælk til alle sider og ud over bukken, som om Bambis forældre har gang i en vanvittig sexleg.

Musikken fuldender forestillingen

På scenen ledsages Emma Sehested Høeg af strygerensemblet Who Killed Bambi, bestående af tre dygtige musikere, som tilføjer forestillingen et særligt musikalsk lag, der sammen med Høegs kraftfulde stemme byder på utallige gåsehudsfremkaldende højdepunkter.

Musikken fungerer også som et dramatisk og psykologisk lag i sig selv. De musikalske arrangementer bevæger sig fra det næsten groteske og punkede til det lyriske og smukt orkestrerede, så det flere gange får scenen til at vibrere af intensitet.

Musikken fuldender oplevelsen og er med til at gøre ‘Bambi er tilbage’ til en mageløs forestilling, hvis kunstneriske niveau hører til sjældenhederne på den danske teaterscene. Den har en rød tråd, som den ofte afviger fra og hele tiden kommer tilbage til.

Man overrumples og overraskes konstant undervejs, og selvom forestillingen højst sandsynligt ikke vil falde i alles smag, er det en forestilling, der bør ses af alle.