
4 smukke serier til et sjælfuldt efterår

Serien 'Troløs' som kan streames på DRTV.
Foto: DR / SVT
Maid

Margaret Qualley og Rylea Nevaeh Whittet i 'Maid'
Foto: RICARDO HUBBS/NETFLIX
‘Maid’ er en socialrealistisk og stærkt rørende serie baseret på Stephanie Lands erindringer af samme navn. Margaret Qualley spiller den unge mor Alex, der flygter fra et psykisk voldeligt forhold og forsøger at skabe et nyt liv for sig selv og sin datter. Hun tager arbejde som rengøringsassistent, mens hun kæmper mod systemet, fattigdommen og sine egne traumer – og samtidig må håndtere sin ustabile mor, spillet af Qualleys virkelige mor, Andie MacDowell.
Vi befinder os i Port Townsend i Washington, hvor en stor del af området er udlagt til trøstesløse trailerparker. ‘Maid’ handler ikke kun om overlevelse, men også om selvrespekt og kærlighed. En serie, der balancerer hård realisme med poetisk skønhed – og som man ikke slipper så let igen.
‘Maid’ kan ses på Netflix.

Sigourney Weaver i 'The Lost Flowers of Alice Hart'
Foto: Prime Video
enne australske miniserie er en visuel og emotionel perle. Den 9-årige Alice mister sine forældre i en brand og tages i pleje af sin bedstemor June, spillet med stoisk kraft af Sigourney Weaver. På den afsidesliggende blomsterfarm Thornfield vokser Alice op omgivet af kvinder med deres egne sår og hemmeligheder. Men som voksen begynder Alice at grave i familiens fortid – og opdager sandheder, som ændrer alt.
‘The Lost Flowers of Alice Hart’ er skabt af producenterne bag ‘Big Little Lies’ og ‘The Undoing’, og den kombinerer storslået natur, kvindefællesskaber og traumehåndtering med poetisk symbolik. Blomsterne fungerer som et hemmeligt sprog mellem kvinderne – og som metafor for det, der vokser trods alt. En stærk, sanselig serie med både sjæl og sårbarhed.
‘The Lost Flowers of Alice Hart’ kan ses på Prime Video.
My Brilliant Friend

Irene Maiorino og Alba Rohrwacher i 'My Brilliant Friend'
Foto: HBO Max
Intens, intelligent og dybt menneskelig – ‘My Brilliant Friend’ er en serie, der sætter sig i kroppen og bliver der. Serien, skabt af Saverio Costanzo, bygger på Elena Ferrantes elskede romaner om de to veninder Lila og Elena i det fattige Napoli i 1950’erne og frem. Det er en historie om kvindeliv, social mobilitet og identitet, men først og fremmest om det dybe, komplekse bånd mellem kvinder.
Gennem årtier og skiftende tider følges de to, der både løfter og udfordrer hinanden – og som spejler de valg, kvinder må træffe, når kærlighed, frihed, uddannelse og drømme trækker i hver sin retning. Et lavmælt, smukt drama med litterær tyngde og stille vemod.
‘My Brilliant Friend’ sæson 1-4 kan ses på HBO Max.
Troløs

Gustav Lindh, Frida Gustavsson og August Wittgenstein i 'Troløs'
Foto: Johan Paulin/SVT
I ‘Troløs’ væver fortid og nutid sig ind i hinanden i et smukt og smertefuldt psykologisk drama om utroskab, begær og fortrydelse. Serien – frit efter Ingmar Bergmans filmmanuskript – følger den svenske instruktør David i to tidsspor: Som ung (Gustav Lindh) i 1977, hvor en affære med hans bedste vens kone langsomt sætter alt over styr, og som ældre (Jesper Christensen), hvor han konfronteres med konsekvenserne af sit livs valg.
Det er forførende, tyst og isnende godt spillet – især af Frida Gustavsson og Lena Endre som den unge og ældre Marianne. Æstetikken er knitrende smuk med en fortættet stemning, der understreger det indre morads. ‘Troløs’ er som et stykke Bergman for nutiden – sanseligt, knugende og dybt menneskeligt.
‘Troløs’ kan ses på DRTV.
