I Amsterdam med veninderne: ”Vi fandt det mest henrivende sted at være nøgne med andre”

Det er sin sag at rejse syv gamle skole­veninder sammen, både fordi vi har lidt forskellige ønsker til den forlængede weekend i Amsterdam, og fordi man hele tiden skal vente på en, der er inde på en café og tisse.

Man fornemmer straks, hvorfor Holland har haft så mange gode cykelryttere gennem tiden, for de må simpelthen være født med større lårmuskler end os andre: Selv børn og gamle kører sindssygt stærkt på byens mange cykelstier, og det ses tilsyneladende som et svaghedstegn at køre i lavere gear end tredje.

Amsterdams borgere cykler med dødsforagt – og også lidt foragt for os turister, der dalrer rundt i gaderne og glor fraværende på de mange smukke huse ved kanalerne.

Derfor føles det også som at komme i himlen, når man træder ind i Sauna Deco og kan få skuldrene lidt ned. Det er ganske enkelt det mest enestående spa, jeg nogensinde har været i, men mere om det senere.

Først skal vi indlogeres på Bunk (bunkhotels.com), som er et hotel, der er indrettet i en gammel kirke. Kirken blev bombet under 2. verdenskrig, og Anne Frank nævner den i sin berømte dagbog, så hvorfor ikke omdanne den til et dejligt hotel, der spreder glæde?

Foyeren, som også er restaurant og bar, er hyggelig med sære ting i loftet, som blomster med hovedet nedad og en lilla dinosaur, men har man klaustrofobi eller prutter meget i søvne, er det ikke et sted, man skal vælge: Vores værelser havde vinduer, som ikke kunne åbnes.

Bunk ligger i Noord, det upcoming område, man kommer til ved at tage de små gratis færger fra centrum. Her er hyggelige caféer og spøjse klubber midt i et område, der også huser automekanikere og pakhuse. Og WOW – de fedeste marskandisere!

Når syv kvinder skal følge hver sin gps på mobilen, må det jo gå galt. Men det viste sig, at det gik så galt, at det blev FANTASTISK: Vi fór vild og opdagede et område med loppebutikker, som vi var rørende enige om var de bedste, vi nogensinde havde oplevet, og snart begyndte vi at planlægge, at næste tur til Amsterdam måtte være med bil … altså lastbil.

Neef Louis Design (neeflouis.nl) har f.eks. kurvestole til babyer, 70’er-kitsch og sågar tennisdommerstole (hvis man har en meget stor have eller et meget højt spisebord!), men min favorit var Van Dijk & Ko (vandijkenko.nl), hvor alt er sirligt sorteret, så der er en hel afdeling med emaljefade ved siden af den med cirkusting og den med stole, eller hvad med den med 50’er-møbler, som ser ud, som om Don Draper lige har forladt rummet?

Den lille hyggelige gade med en dejlig café for enden ligger midt i noget, der kunne minde om området omkring Silvan i Holbæk, og sådan er det med Noord: Man skal kende de fede steder eller være så heldig, at man farer vild på den gode måde.

Funky rijsttafel

Første aften skal vi naturligvis have ægte hollandsk rijsttafel. Dog er der med to kokke i selskabet ikke mulighed for bare at hoppe ind et tilfældigt sted – vi skal have luksusversionen på den indonesiske Restaurant Max (restaurantmax.nl).

Retterne er decideret smukke, indretningen cool og simpel, og mens vi sidder der, går lyset ned og musikken op, og man fornemmer, at det er et sted, hvor de lokale kommer for at hænge ud til sent. De to kokke og de andre madører er fuldt ud tilfredse, og det er jeg også, selv om jeg nok er den i venindeflokken, der er mere interesseret i snak end snacks.

Man kan ikke nævne Amsterdam uden at nævne kanalerne – med over hundrede kilometer er der flere kanaler end i Venedig.

Og nogle gange er det helt o.k. at foretage sig noget, som er meget turistet, for undervejs på kanalrundfarten får vi f.eks. at vide, at der i byen er over 350 små skulpturelle fliser på husmurene, som viser, hvad den oprindelige ejer arbejdede med, og hører om Amsterdams historie. Der er både kanalrundfarter, hvor man spiser pandekager, drikker øl eller fortærer vin og ost.

Vabler i hangaren

Tilbage på landjorden bemærker en af mine gamle klassekammerater, at gaderne enten dufter af friture fra de gode fritter, som Amsterdam er kendt for, eller af jul. Altså hash.

Vi andre diskuterer en del, hvad hendes forældre egentlig lavede ved juletid, men lader det ligge – og dropper også at ryge os skæve på en café, ud fra parolen at vi simpelt hen ikke magter at kende flere sandheder om hinanden.

40 års sandheder må være nok, og desuden har vi nået en alder, hvor vi i stedet nyder de små “haver” langs kanalerne, hvor planterne står i fine bøtter og baljer, og de gamle slusehuse, som kan lejes (Sweetshotel.amsterdam), så du får dit eget lille private hotel.

Efter en god dag, hvor vi har drevet gennem byen og nydt, at man kan skifte samtalepartnere undervejs, så alle får talt med alle (hvor ofte får man gjort det ellers?), skal vi åbenbart spise igen.

Det skal ifølge madørerne foregå efter deres nøje tilrettelagte plan og bordbookinger flere uger i forvejen på Hangar (hangar.amsterdam), hvor trægulvet er tilpas skævt, borde og stole ikke matcher på en måde, så indretningen ser henslængt ud, og der er kandelabre på bordene og et smart klientel.

Og så os, som får hvide asparges og lækker fisk, mens vi diskuterer, hvordan vi skal få hende med ondt i fødderne hjem. Vi beslutter først at drikke os mod til opgaven med at bære hende, men ender med at beslutte, at det måske er billigere at drikke hende ud af vabelsmerten, så vi slipper for at bære. That’s what friends are for …

Tilbage på Bunk placerer vi den invalide på en bænk og henter alle vores smuglervarer på værelserne, så vi kan snakke natten væk.

Den slags kan lyde dumt efter 40 år sammen, men det er jo ikke hver dag, man kan snakke uden at blive forstyrret af diverse kærester og børn. Vi nyder virkelig at være alene. Altså, alene med hinanden.

Graffiti i hallerne

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Mine gamle veninder ser helt trætte ud, når jeg nævner de 12 museer, jeg drømmer om at se i Amsterdam. Rijks­museum, Tropenmuseum – jeg kan lade dem ligge, men de gider til gengæld godt gå på STRAAT (straatmuseum.com), som er et museum for graffiti og streetart, der er indrettet i kæmpestore fabrikshaller med 25 meter til loftet.

140 kunstnere fra 32 lande udstiller, og det er svært at forestille sig nogen, der ikke ville kunne få noget ud af det museum. Desuden er der i midten en pædagogisk gennemgang af graffitiens historie.

Vi finder en af de små gratis­færger, som transporterer os over til “fastlandet” og området De Pijp, hvor køen foran den berømmede Bakers and Roasters (bakersandroasters.com) er ekstrem, så vi går ned for enden af gaden, hvor der er mange caféer på den hyggelige plads Marie Heinekenplein.

Efter frokosten, som madørerne godkender, på trods af at den ikke var planlagt otte uger i forvejen, er det videre til Haarlemmer Dijk, hvor man på Rue la Bastille, et lille familieejet sted med fremragende middelhavsmad, kan sætte dem af, der ikke gider besøge gadens gode vintagebutikker.

Forbløffende nok kan nogle spise mere, og jeg kan købe kjoler, som minder om dem, min mor havde på i 70’erne, og går, lykkelig over mine køb af kjoler til omkring 30 euro stykket, tilbage til hotellet, hvor det ikke særlig overraskende viser sig, at de andre har shoppet oste, figenbrød og hollandsk sennep.

Og vi har alle købt fine kakler hos Storytiles (storytiles.nl), som har de mest nuttede og sjove kakler, der med humor viderefører den hollandske tradition med at fabrikere smukke fliser. Jeg købte bl.a. en med to tennisspillere og en med en prinsesse, der bliver reddet af en prins i en grim bil.

Endelig nøgen

Sidste dag i Amsterdam er smuk med godt vejr, og det indbyder til gåtur i Wester-park, hvor der er et foodmarket med sjovere boder, end man finder på street-food-steder derhjemme – bl.a. kan du spise i en dobbeltdækkerbus eller tage med et meget lille pariserhjul.

I parken ligger også en Tonys-­butik med de karakteristiske chokolader, som er meget billigere end i Danmark, og som har fine gave­pakker og kulørte T-shirts og muleposer i klare farver.

På trods af rimelig meget spisning, drikning og shopping har vi mod på mere. Faktisk næsten krav på det her, bliver vi enige om, og så er det, at vi betaler de sølle 26 euro og tager tøjet af i Sauna Decos omklædningsrum.

Første overraskelse er, at omklædningsrummet er for både mænd og kvinder, og næste er, at det forventes, at man er nøgen, når man går ud i spaområdet. Men Sauna Deco (Saunadeco.nl) er det mest henrivende sted, jeg nogensinde har været nøgen sammen med andre mennesker.

Her er lysekroner og små bronzefigurer, smukt svungne lamper og en trappe, der ligner noget fra en film. Ejeren fortæller, at det var hans forældre, der kørte alle disse vidundere fra stormagasinet Beau Marché i Paris til Amsterdam i deres lille bil.

De kørte mange gange og fik indrettet dette smukke spa i 1979. Beau Marché må have ærgret sig lige siden – og vi er vilde med, at man midt i en europæisk storby kan gå billigt i spa.

Ejerens lille datter fører dynastiet videre og giver os hver vores håndklæde, og så er det bare ind i dampbadet, saunaen, de infrarøde bokse, ud i gårdhaven og ned i det fine lille koldtvandsbassin.

Her må det igen siges, at det er godt, at vi kender hinanden så gennemgående, at det ikke føles særlig grænseoverskridende at skulle gå baglæns ned ad stigen, mens de andre ligger dernede og kigger på. Det er straks værre for de andre badende. De har jo ikke set vores numser løbende i over 40 år.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 24/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.