trine dyrholm pigen med nålen
Popkultur

Begejstringen var ikke til at tage fejl af. Det stående bifald varede i seks minutter

17. maj 2024
af Signe Bjørg Granberg
Foto: Alec Michael/Zuma/Ritzau Scanpix
Gårsdagens verdenspremiere på "Pigen med nålen" blev en stor succes med stående ovationer og rosende ord fra verdenspressen. Vi har talt med to af filmens skuespillere, Vic Carmen Sonne og Besir Zeciri, direkte fra den franske riviera i Cannes.

Ikke siden 2012 har en dansksproget spillefilm været udtaget til hovedkonkurrencen ved den prestigefyldte Cannes Film Festival. Dengang var det Thomas Vinterbergs "Jagten" med Mads Mikkelsen i hovedrollen, der høstede fortjente roser, og i år er turen kommet til Magnus von Horns intense drama "Pigen med nålen".

Filmen fortæller historien om den unge fabriksarbejder, Karoline (Vic Carmen Sonne), der kæmper for at overleve i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig.

Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun Dagmar (Trine Dyrholm) – en karismatisk kvinde, der driver et undergrundsadoptionsbureau, hvor hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

Eftersom Karoline ikke har andre steder at tage hen, påtager hun sig rollen som amme, og der opstår en stærk forbindelse mellem de to kvinder.

Men Karolines verden går i stykker, da den chokerende sandhed går op for hende.

Dagmar, som Trine Dyrholm spiller, er nemlig ingen ringere end Danmarks største seriemorder, Dagmar Overby, også kendt som englemagersken.

"Pigen med nålen" havde verdenspremiere ved Cannes Film Festivalen onsdag 15. maj, og filmen blev voldsomt godt modtaget – både med stående ovationer (i hele 6 minutter, hvis man talte efter) inde i salen i festivalpalæet, men også efterfølgende i verdenspressen.

Det amerikanske branchemedie, Variety, kaldte filmen “Extraordinary and upsetting”, Deadline skrev, at filmen var “An unequivocal and beguiling triumph”, og i Screen roste de filmens to hovedroller til skyerne med ordene “Two unrelentingly fascinating performances from Vic Carmen Sonne and Trine Dyrholm”.

Og netop Vic Carmen Sonne fangede vi over telefon dagen derpå til en snak om filmen og den vilde modtagelse ved gårsdagens premiere. En modtagelsen, hun er meget stolt af og taknemmelig for:

– Jeg er overvældet og ekstremt taknemmelig, stolt og glad. Det er jo det, man gerne vil, når man fortæller historier – at der er nogen, der responderer på det og resonerer med det. Det er rørende, at man har været med til at give noget til nogen, som de responderer sådan på.

Også en anden af filmens bærende skuespillere, Besir Zeciri, var med til den storstilede Cannes-premiere, og også han var stolt og glad for modtagelsen:

– Jeg har faktisk aldrig været så lidt nervøs i mit liv inden en premiere. Jeg nød det bare, og det var en fed følelse. Jeg er meget stolt af denne her film, og det var så rart at være der med hele holdet. Og så er det jo rart at blive klappet af, haha.

Vic Carmen Sonne spiller hovedrollen som Karoline, og Besir spiller Karolines mand, Peter, i filmen. Men deres vej til rollerne var ret forskellig. Carmen Sonne var fra start klar på at lave filmen, fortæller hun:

– Med det samme kunne jeg mærke, at jeg var nysgerrig på den relation, jeg kunne få med Magnus (instruktør, Magnus von Horn, red.) som jeg ikke kendte i forvejen. Jeg følte nærmest allerede fra den første e-mail, at dette her var noget, jeg gerne ville. Desuden er Karoline-karakteren, som jeg spiller, en meget menneskelig karakter, som på en eller anden måde ikke godtager det liv, hun er blevet givet. Det var sindssygt inspirerende med en karakter, som gang på gang siger "nej, der er mere i livet end det her – jeg skal noget andet".

Besir var mere modstræbende, da han blev bedt om at komme til casting på filmen, og han troede faktisk ikke på, at han ville blive valgt til rollen:

– Jeg startede med at sige nej tak til casting på den her film. Jeg var lidt usikker på det hele og tænkte, at de aldrig kom til at give mig sådan en rolle i en film, der udspillede sig i 1919. Det var faktisk Vic, der overtalte mig og sagde, "hallo, hvad laver du – hvorfor har du sagt nej?" Og så kom jeg til casting, og det gik godt, men så gik der 7 måneder, før jeg faktisk fik rollen.

Filmen handler som udgangspunkt om Karoline-karakteren, men det er ikke til at komme udenom, at hendes historie er pakket ind i den foruroligende og voldsomme historie om barnemodersken, Dagmar Overby. En historie, Carmen Sonne kendte rigtig godt:

– Jeg kendte godt til Dagmar Overby, for på andet år af teaterskolen havde vi et forløb, hvor vi hver især skulle vælge en ægte person, der ikke længere var i live, som vi skulle lave karakterarbejde med. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg valgte Dagmar Overby, men det gjorde jeg, og så lavede jeg bl.a. en iscenesættelse og skrev nogle indre monologer ud fra hende.

Dagmar Overby bliver spillet af en af dansk films største stjerner, Trine Dyrholm, og hun får store roser med på vejen fra de to skuespillere. Som Carmen Sonne siger, så kan Dyrholm bare noget helt specielt:

- Jeg elsker Trine! Det var nogle meget intense optagelser, vi havde sammen, og der var tårnhøje ambitioner på denne her film. Det var en vild oplevelse at have sammen med hende, og hun kan bare noget helt specielt, som man faktisk ikke helt kan sætte ord på.

"Pigen med nålen" kan ses i de danske biografer 5. september.

Artiklen blev første gang bragt af Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.

Læs også