Annonce
Liv
14. maj 2024

"Det er gået op for mig, hvor essentielt jeg føler, disse to ting er for at et forhold kan fungere"

Man skal huske intimitet og intensitet i hverdagen, så det er vigtigt at huske at snave, lyder rådet fra TV 2-vært Sofie Martinusen.
Af: Signe Larsen
Sofie Martinussen

Sofie Martinussen er med i feminas serie "Hvad jeg ved om kærlighed", hvor vi taler med udvalgte personer om deres oplevelser.

Foto: Emilie Lærke Henriksen

Denne artikel blev første gang udgivet i maj 2024, men er blevet opdateret med nye spørgsmål og svar i november 2025.

Hvad er det pinligste, du nogensinde har gjort for kærligheden?

– Tilbage i folkeskolen var der en, jeg rigtig godt kunne lide. Men han kunne godt lide en af mine veninder, der var mørkhåret. Så jeg besluttede, inden vi skulle på hyttetur, at farve mit hår mørkt, så han også ville kunne lide mig.

– Det er ikke nødvendigvis det mest pinlige, men det er i hvert fald det mest desperate, jeg har gjort, for at få opmærksomhed.

Hvad husker du tydeligst fra din første forelskelse?

– Min første forelskelse var i folkeskolen – det var den samme person, jeg også farvede mit hår for – og det, jeg husker tydeligst, er, hvor intenst det var. Jeg ved ikke, om det var hormonerne, eller hvad det var, der skete, men jeg har aldrig oplevet noget så intenst siden.

Hvornår føler du dig mest elsket?

– Det gør jeg helt klart i svære perioder. Når jeg har det svært, og hvis der er rod i hovedet, og min partner så bare er der for mig og lytter til mig, kommer til mig og hjælper mig. Der føler jeg mig allermest elsket.

Hvordan viser du selv kærlighed til andre?

– Hvis der er nogen, jeg elsker, så siger jeg det. Jeg har også fundet ud af, at jeg prioriterer den person, jeg elsker, meget højt. Det betyder, at jeg er opmærksom på, hvad de godt kan lide og har behov for i min hverdag, så jeg kan sørge for, at de har det godt.

Blå bog

  • Sofie Martinusen
  • 29 år og fra Odder.
  • Er ny vært på dating-programmet ”Landmand søger kærlighed”.
  • Har tidligere medvirket i dating-programmet ”Bachelorette” som én af de to hovedpersoner.

Hvad er dine bedste råd til at holde kærligheden i live i et parforhold eller anden kærlighedsrelation?

– Man skal blive ved med at være kærester og huske berøring uden for soveværelset. Ofte vil berøringen ende med bare at blive en sex-ting, men man skal også huske berøring, når man står i køkkenet og laver mad – husk at holde om hinanden.

– Man kan også godt komme til bare at tantekysse i hverdagen, når man siger hej og farvel. Men man skal lige huske, at der gerne må være lidt intimitet og intensitet stadig. Så det er vigtigt at huske at snave.

Hvornår har du gjort noget, du fortryder, i en kærlighedsrelation?

– Jeg har altid trivedes godt i et forhold og elsker generelt at være i et forhold. Men igennem årerne er det gået op for mig, hvor vigtigt det er, at man kender sig selv, og hvad ens egne værdier er. Jeg ved godt, at et forhold handler om god kommunikation og kompromiser, men det er gået op for mig, hvor essentielt jeg føler, disse to ting er for at et forhold kan fungere.

Hvilke(t) karaktertræk ville du aldrig acceptere hos en partner?

– Utroskab ville jeg overhovedet ikke acceptere. For mig ville det betyde, at man bryder den tillid, der er i forholdet.

–Nærighed er også et karaktertræk, jeg ikke er vild med. Det er ikke, fordi vedkommende skal betale alt for mig, men jeg gider ikke, at man i et forhold skal overføre penge frem og tilbage hele tiden.

Hvad er det mest romantiske, en flirt eller kæreste nogensinde har gjort for dig?

– Romantik viser sig i de små ting, synes jeg. Det kan være, når jeg kommer hjem, og der er lagt op til filmaften med mad, der simrer, eller takeaway, og hvor det bare er os to, der skal bruge tid sammen, uden at jeg har planlagt det.

–Daniel (Sofie Martinusens tidligere kæreste, red.) bad mig engang om at holde kalenderen fri i et par dage. Så kørte han os til en driveinbio, hvor vi lå med dyner og så film. Derefter kørte vi videre til hans families sommerhus, hvor vi bare skulle hygge os og bruge tid sammen. Han foreslog også, at vi slukkede vores telefoner. Det var meget romantisk, fordi det viste, at han ville bruge sin tid på mig. Har man aftalt en romantisk aften, ødelægger det noget, hver gang telefonen tages frem.

Hvad jeg ved om kærlighed

Fra spirende forelskelse til leverpostej-agtig tryghed. Kærlighed er en besynderlig størrelse, der tager form på en milliard forskellige måder gennem livet.

I feminas serie "Hvad jeg ved om kærlighed", taler vi med udvalgte personer om deres oplevelser. Håbet er, at vi kan spejle os i hinanden.

Hvad er det mest romantiske, du har gjort for en anden?

– Til en fødselsdag hængte jeg 10 balloner op i loftet, og på dem stod der en masse af de ting, jeg elskede ved ham, jeg gjorde det for. Det var en sjov måde at fortælle en person, hvad man sætter pris på.

Hvad er det mest overraskende, du indtil videre i dit liv har lært om kærlighed og relationer?

– Det mest overraskende for mig har været, at jeg har fundet ud af, at jeg hurtigt kan blive betaget af én, selv om jeg har svært ved at forelske mig. Jeg har lært, at selve forelskelsen godt kan komme senere.

– Og så er jeg blevet ret overrasket over, hvor hurtigt kærligheden kan forsvinde igen for mig i relationer. Pludselig er det, som om der slukkes for en kontakt – det er ikke, fordi jeg stopper med at elske personen, men pludselig sker det, at jeg kan mærke, at der ikke er mere for mig at komme efter i relationen.

Hvad har du lært af at være vært på et program som ”Landmand søger kærlighed”?

– Det har lært mig, at man skal holde fast i at være sig selv. Det fantastiske ved programmet er, at alle deltagerne er, som de er. De er gode til at være tro mod deres følelser og til både at sige fra og til at vælge til og til at åbne sig. To af de lidt ældre deltagere har en relation, der er lige så stærk, som da man var teenager og første gang blev forelsket. Det viser, at man kan finde kærligheden i alle aldre. Det er meget smukt og giver mig håb for fremtiden.

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.