Astrid fandt en bunke breve i papirkurven hos sin mormor. Og så blev hun virkelig vred
Foto: Thomas Howalt Andersen
En junidag i 1917 stævner træskibet Godthaab ud fra Københavns inderhavn.
Ombord er en lille gruppe danskere, der trods sommervarmen er klædt i vinterkåber og pelskraver. Kursen er sat mod Nordgrønland, og forude venter en sejltur på seks uger med høj søgang og frygt for undersøiske miner.
Med ombord på skibet er den unge kvinde Anna.
Hun er på vej til Grønland, hvor hun skal arbejde som tandlæge og bo hos sin bror Robert, der er koloniinspektør.
Og Anna har brug for at komme langt væk fra København, fordi der går rygter om, at hun er ”løs på tråden”.
– Kvinders seksualitet blev for 100 år siden set som meget mere farlig end mænds. En mand måtte ikke rejse til Grønland uden at være gift, fordi det ville skabe uro ude i de små samfund.
– Så en ledig ung kvinde, der skal stå og kigge folk ind i munden ude i de små bygder – hun må have været farlig. Og derfor har Anna været nødt til at holde meget lav profil, selv om det var sindssygt sejt af hende at rejse alene til Grønland.
Sådan siger forfatter Astrid Saalbach, der i sin nye bog sætter spotlight på to stilfærdige heltinder fra tiden omkring 1920.
Astrid byder på stærk kaffe i sit skriveværksted, der ligger i en baggård ved Søerne i København.
Her har Astrid siddet i fire et halvt år og skrevet på sin nye roman, der handler om Anna og Sigrid – to unge kvinder, der levede for 100 år siden, og som begge var i familie med Astrid. Romanen har fået titlen ”Der hvor du ikke vil hen”.
– Ja, og resten af titlen får man inde i romanen, så bogen hedder egentlig: ”Der hvor du ikke vil hen – der skal du gå”. Og det er et udsagn, der på én gang er skræmmende og fascinerende, for det er jo ofte sådan, at dér hvor man ikke har lyst til at bevæge sig hen, dér ligger det, man skal bruge.
– Man må kaste sig ud og se, hvad der sker – også når man er bange. Og det er det, mine hovedpersoner hele tiden balancerer i: Angsten for at forlade det, de kender – og så at tage ud i verden og se, hvad der sker. Og det er jo ikke gratis.
Astrid Saalbach smiler og henter lidt ekstra kogende vand til den stærke kaffe.
– Og bogens titel passer også godt på min egen arbejdsproces. Jeg ville ikke derhen, for jeg tænkte: ”Hvorfor skal jeg grave i min egen historie, og hvem siger, at der er noget at finde?” Men det var der – det kan man roligt sige! Der var en historie, som jeg blev nødt til at fortælle, fordi den er typisk for den tids kvinder, fortæller Astrid.
Brevene i papirkurven
Kimen til den nye roman blev lagt for over 25 år siden, hvor Astrid besøgte sin mormor, Sigrid, som var oppe i årene og havde fået at vide, at hun ikke havde lang tid tilbage at leve i.
– Min mormor og jeg var ret tætte, og jeg har altid syntes, at hun var en fascinerende person, fordi hun tilsyneladende var meget åben. Og så var hun alligevel fuldstændig lukket.
– Det virkede, som om hun ikke havde nogen hemmeligheder, men så slap der alligevel lidt ud hér og dér. Små fragmenter af historier, som jeg ikke kunne få til at hænge sammen, fortæller Astrid.
– Lige inden hun døde, ryddede min mormor alting op, og en dag, da jeg kom og besøgte hende, lå der nogle breve i en papirkurv. Jeg så, at et af brevene var fra 1911 og skrevet af hende selv, og så spurgte jeg, om jeg måtte få brevene. Det måtte jeg gerne. Og så lagde jeg brevene væk.
Hvorfor læste du dem ikke?
– Jeg ved det ikke. Jeg ved det simpelthen ikke, smiler Astrid Saalbach.
– Men jeg havde nok en fornemmelse af, at brevene gemte på en historie, som ville vende op og ned på mit billede af min mormor. Hun havde en vrede i sig og en kulde i sit liv, som jeg aldrig helt forstod. Men da jeg efter 25 år endelig tog mod til mig og læste brevene, blev jeg også virkelig vred.
– For det fremgår så tydeligt, at der sker noget, som er helt urimeligt: Piger bliver født til at gå ind i en bestemt kvinderolle – og de bliver på mange måder bremset i at udleve deres drømme, lyder det fra Astrid.
I Astrid Saalbachs nye roman møder vi hendes mormor, Sigrid, som lille pige.
Sigrid er dybt fascineret af sin moster Anna, der er en smuk ung kvinde. Men der er noget mærkeligt ved Anna – pludselig skal hun rejse til København alene, og når hun kommer på besøg hos Sigrids familie i Fåborg, bliver hun smuglet ind ad bagdøren.
Det viser sig, at Anna har ”kastet skam over familien”, fordi hun har en glødende affære med en gift mand. Kunstmaleren Niels med det kobberrøde hår har stjålet Annas hjerte, selv om han er dobbelt så gammel som Anna og allerede har en kone og tre børn.
– En kvinde, der indgik i et forhold med en gift mand, blev set som en skændsel. Det var hende, der var problemet, så derfor var Anna nødt til at rejse. I første omgang tog hun til København, men så skete det igen – affæren med Niels fortsatte, forklarer Astrid.
Fordi hun ikke kunne lade være?
– Ja, og han kunne ikke lade være. Men det blev opdaget, og denne gang var Anna nødt til at komme endnu længere væk. I København havde hun uddannet sig til tandlæge, og hun fandt ud af, at hun kunne få arbejde som tandlæge i Grønland og bo hos sin bror, der var koloniinspektør.
– Så Anna drog af sted til Grønland med et spinkelt træskib, fortæller Astrid.
Hvorfor bliver Annas arbejde som tandlæge i Grønland ikke mere kendt?
– Fordi hun som kvinde er tvunget til at holde ekstremt lav profil. Selv i de fjerne bygder er rygtet om, at Anna er løs på tråden, nået frem – og snakken kører blandt de få danskere, der bor der.
– Så hun gør alt, hvad hun kan, for ikke at stikke ud, forklarer Astrid.
Efter et år i den barske grønlandske natur begyndte rygterne at forstumme – og Anna kunne sejle tilbage til København og finde en god mand at blive gift med. Og lægge sin tandlægekarriere på hylden.
– Ja, det er det paradoksale ved den tid. På den ene side tænkte man, at en enlig kvinde sagtens kunne klare at rejse rundt alene i Grønland. Men så snart hun var blevet gift, kunne hun ikke klare noget – ud over at være hjemmegående husmor, sukker Astrid.
Ingen hyldest til Anna
I et år boede Anna på den vindblæste ø Disko, og når de barske vejrforhold tillod det, rejste hun rundt fra bygd til bygd og forsøgte at hjælpe grønlænderne af med deres tandpine.
Rådne tænder blev trukket ud, selv hos børn, for den danske kolonimagt havde sørget for, at grønlænderne kunne købe masser af sukker, men ikke tandbørster.
Så det stod galt til med grønlændernes tænder, og for det meste kunne Anna ikke redde tænderne.
Ritt Bjerregaard: "Man kommer kun videre ved at blive vred og tænke, at det kan de ikke være bekendt"
Men der var alligevel noget heltemodigt over hende. En ung, enlig kvinde, der rejste rundt med hundeslæde fra den ene bygd til den anden.
– Anna er i Grønland i samme periode, som Knud Rasmussen er på sine berømte ekspeditioner. Han bliver senere hyldet som en folkehelt, men verden hører intet om Anna og det enorme mod, hun udviste.
– Jeg har selv været i Grønland flere gange for at researche på min bog. Og at en ung kvinde rejser rundt alene og behandler tænder i en natur, der er så voldsom, farlig og fremmedartet – det kom bag på mig.
– Så måske skal vi omdefinere vores syn på, hvem der er folkehelte, smiler Astrid Saalbach.
Verden er blevet skæv
I hendes roman får vi et indblik i, hvordan livet som kvinde så ud for 100 år siden.
Vi følger også Astrids mormor, Sigrid, der er flittig, videbegærlig og har en stærk udlængsel. Men Sigrid er en 12-talspige, der bliver snydt.
Kun hendes brødre får lov at komme i gymnasiet, og da Sigrid rejser til London for at blive stuepige, bruger hendes familie alle kneb til at lokke hende hjem igen.
En tragedie har fundet sted, og der er en plads i familien, som Sigrid skal udfylde.
I bogen finder man ud af, at Sigrids og Annas historier ender med at flette sig ind i hinanden på en højst overraskende måde, som ikke skal afsløres her.
Men hvad kan man bruge de to kvinders historier til, her 100 år senere?
– Til at blive klogere på, hvor utrolig lidt plads kvinder har haft at bevæge sig på. Der er sket en forvrængning, som må vrides tilbage igen, for det er jo en kæmpe mangfoldighed, der er røget på den konto.
– Og det er jo ikke af ondskab, for det har også været hårdt at være mand dengang, siger Astrid.
– Men der er ingen, der har gavn af, at den ene halvdel af befolkningen holdes nede. Og jeg tror, det er vigtigt at få de heltemodige kvinder frem i lyset.
– Gennem historien har vi altid spejlet os i de mandlige helte, men der var altså nogle kvinder, som gjorde nogle ting, som er vildt imponerende – selv den dag i dag.
Har du fortrudt, at du hev de breve op af papirkurven?
– Det er sjovt, du spørger, for jeg har ofte tænkt: ”Jeg kunne også smide brevene ud, så slipper jeg for denne her historie”. Men brevene gav mig historien om Anna og et nyt syn på min mormor.
– Selv om livet gav hende én på hovedet igen og igen, kom hun op – og fandt en vej.
– Stilfærdigt, men uafvendeligt. Og hendes vrede bundede i en frustration over, at hun blev bremset i at følge sine drømme. Min mormor endte som husmor.
– Og den hemmelighed, hun bar på, kom som et chok for mig. Men hvad den helt præcist handler om, må man læse min bog for at finde ud af, lyder det hemmelighedsfuldt fra Astrid Saalbach.