Jeg har en hamrende 40-årskrise. Her er årsagerne.

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg skrev en klumme sidste år om at stå midt i livet. Om at mangle ingenting bestemt og alligevel nogle dage mangle alt. Dengang var 40 noget, der lå et sted ude i horisonten, et rundt tal jeg kunne tale om uden helt at mærke det.

Nu ligger det i kalenderen. Om små bitte fem måneder. Følelsen fra klummen er der stadig og dukker op midt i hverdagen.

I netbank sent om aftenen, hvor jeg flytter rundt på tallene, så måneden lige akkurat hænger sammen. I lejligheden, der både er for lille og for dyr, men også det bedste, jeg har kunnet finde. I mine børn, der vokser så hurtigt, at bukserne bliver for korte, før jeg opdager det og får tiden til for alvor at føles som noget, der har fået travlt.

Det er ofte de små øjeblikke, der vælter det hele. Når yngre mennesker omkring mig træder ind i noget, jeg selv aldrig skal opleve igen. Første store kærlighed. Første hjem. Bryllup. Børn. Den dér følelse af at alt ligger åbent foran én. Som får mig til at føle mig bagud og foran på samme tid.

Og oveni det hele er der kommet en mærkelig træthed. Ikke den fysiske, men den der sidder i beslutningerne. Som om alting kræver mere energi, end det burde. Jeg kan se de ting, jeg gerne vil ændre, drømme jeg gerne vil rykke på, og alligevel bliver jeg stående det samme sted. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi overskuddet ofte mangler. Og selvom det ikke er nyt, jeg har altid skulle tage tilløb til ting, fylder det mere nu. Som om en lille stemme indimellem hvisker, at det hele måske også bare kan være ligegyldigt.

Jeg havde nok forestillet mig, at voksenlivet på et tidspunkt ville føles mere færdigt end det her. Som om man landede et sted, hvor der var styr på tingene. Hvor økonomien ikke fyldte så meget i hovedet. Hvor boligsituationen var løst. Hvor drømme enten var udlevet eller bevidst valgt fra.

Jeg er glad for det liv, jeg har, men jeg havde ikke regnet med, at det stadig ville føles så ufærdigt på nogle områder. Jeg troede, at regninger bare var noget, man betalte uden at tage tilløb. Jeg troede, at jeg ville eje noget. Et hjem. Noget stabilt. Jeg troede, at mine børn og jeg ville rejse mere, opleve mere, leve det der liv, man engang forestillede sig, når man talte om “engang når de bliver større”.

Den anden dag sad jeg over frokostbordet med to yngre, mandlige kollegaer og sagde: “Jeg tror sgu, jeg har 40 årskrise.”

De kiggede på mig et øjeblik, som om de lige skulle finde ud af, om jeg mente det eller jokede.

Og det forstår jeg godt. 40-årskrise er jo nærmest blevet en punchline. En kliché, man forbinder med mænd i sportscabriolet og impulsive livsvalg. Jeg ved det jo godt. Jeg ved også, hvor privilegeret mit liv er på mange måder, og hvor absurd det egentlig er at sidde og føle sig eksistentielt udfordret over et rundt tal. Alligevel er følelsen der. Som om kroppen og hovedet har besluttet sig for at gøre status, uanset hvor meget jeg selv prøver at grine det væk. For når jeg siger det højt, lyder det som en joke. Men det føles ikke som en joke.

“Jeg kan fandme godt forstå, du har krise,” sagde den ene kækt med et grin.

“Hvordan mærker du det?” spurgte den anden. Min redaktør, i øvrigt. “Og kan du ikke skrive lidt om det?”

Jeg blev helt blank. For ja, hvordan ser en 40-årskrise egentlig ud? Det føles som diskrete jag af frygt for tiden, for fremtiden. Som en tristhed, der kan dukke op midt i helt almindelige dage. Og som en forvirring over, at livet både er godt og alligevel ikke helt det, jeg havde regnet med.

Super overfladisk føler jeg også, at jeg peakede for længst. At jeg hverken er særlig lækker eller særlig sej længere.

“Jeg synes altså, du er ret lækker, Cille,” sagde den kække, og så fortsatte samtalen ud i noget med, hvornår vi egentlig hver især peakede i livet.

Men jeg mente det faktisk. Det med krisen.

For jo mere jeg siger det højt, jo flere steder dukker følelsen op. I samtaler. I sammenligninger. I de små stik af erkendelse, når andre får det til at se let ud.

Senere sagde en veninde til mig: “Det er altså slet ikke slemt at fylde 40.”

Og jeg nikkede og sagde alle de rigtige ting. At ja, det ved jeg da godt. At det ikke skræmmer mig. Age is just a number, du!

Indeni tænkte jeg: nemt for dig at sige, med din fede Østerbro-lejlighed, din lækre mand, der forguder dig, din økonomi, der spiller og din vidunderlige personlighed, der får alting til at se let ud.

Når jeg ser på mange af mine venner i fyrrerne og halvtredserne, kan voksenlivet se både trygt og velfungerende ud. Det er parforhold, der hviler i sig selv, karrierer der er landet, og en stabilitet, der får det hele til at se nemt ud, som om det bare kom af sig selv. Og uden at jeg rigtig beslutter mig for det, begynder jeg at sammenligne. Ikke på den misundelige måde, mere som et lille regnskab i hovedet, hvor jeg prøver at finde forklaringerne på forskellene. Et liv bygget op uden de samme omveje.

Samtidig sidder jeg her med gæld, tørre spidser, intet kørekort og en markant lyst til at bruge mine børnefri weekender på store øl og cigaretter på et værtshus, mens jeg griner for højt og kommer for sent hjem. Og sandheden er, at jeg faktisk holder af det liv. Jeg kan lide mit tempo, mit arbejde og min frihed. Jeg kan lide, at mit liv føles levende og ikke pakket pænt ind i det, man burde.

Det er bare ikke det liv, jeg engang regnede med, at jeg ville have nu.

40 føles mindre som et tal og mere som et sted, hvor man for alvor opdager forskellen på forestillinger og virkelighed. Hvor man både kan se alt det, der er vokset frem, og alt det, der aldrig gjorde.

Og måske er det i virkeligheden så simpelt, at jeg bare skal indrømme det: Ja, jeg har en 40-årskrise. Ikke den med motorcykel og skilsmisse nummer to, men den stille udgave, hvor man begynder at vurdere sit liv, selvom ingen har bedt en om det.

Det, jeg er nået frem til, er, at jeg ikke skal fikse det her. Jeg skal heller ikke flygte fra det eller gøre det til et selvudviklingsprojekt med selvhjælpsretreats, kolde bade og nye vaner. Jeg skal nok bare blive i det lidt. Lade tankerne være der uden hele tiden at måle mit liv op mod en forestilling om, hvordan voksenlivet burde se ud. Prøve at skrue lidt ned for sammenligningerne og lidt op for alt det, der faktisk fungerer.

For måske handler det ikke om at ændre mit liv, men om at acceptere det. At se på det, som det er, i stedet for hele tiden at sammenligne det med en version, jeg engang lavede i hovedet som 25-årig. Måske er det en del af det at blive ældre: at give slip på de forestillinger, man troede var standard, og i stedet stå ved det liv, der faktisk blev ens.

Ikke ændre alt. Ikke starte forfra. Bare leve videre, lidt mere bevidst om, hvad jeg har, og lidt mindre optaget af, hvad jeg troede, jeg ville have nu.

Og så kunne man jo altid overveje en tatovering mere…