Jeg har brugt mange år på at være elskelig i stedet for ærlig, men nu prøver jeg noget andet

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Der blev talt så meget om selvkærlighed for nogle år siden, at jeg nærmest fik allergi. Køb blomster til dig selv. Skriv “du er god nok” i din dagbog. Tag lange bade og husk at trække vejret.

Og det er fint. Jeg gør også nogle af de ting.

Men det, jeg har haft sværest ved, har aldrig været at være sød ved mig selv. Det, der virkelig har krævet noget, er at stole på mig selv. På mine beslutninger. På mit nej. På min fornemmelse af, at noget er forkert, også når ingen andre synes det.

Selvkærlighed er et kram. Selvstolhed (hvis det da er et ord) er et rygstød. Det er at holde fast i sig selv, når man allerhelst vil give efter. Det er at stå i sit eget nej, selvom nogen kigger skuffet på én. Det er at gå, selvom det føles ensomt.

Det er at forlade noget, der så godt ud på papiret, men som ikke kunne mærkes i kroppen.

Jeg har sagt “jeg har det fint” så mange gange, mens hele mit indre rystede. Jeg har overbevist mig selv om, at jeg kunne nøjes, hvis bare jeg prøvede lidt mere. Jeg har kaldt det tålmodighed. Eller kærlighed. Eller ansvar.

Men i virkeligheden var det mistillid. Til mig selv. Til at jeg kunne håndtere konsekvenserne af at vælge anderledes.

Der er noget ensomt i at begynde at stole på sin egen stemme. For pludselig larmer alle de andres ikke helt så meget længere. Man hører stadig deres råd og meninger, men man vælger selv, om man vil følge dem. Og det er skræmmende. For så er der ikke længere nogen at skyde skylden på.

Det kræver noget andet at vælge sig selv, end bare at elske sig selv. Og det er ikke noget, der bliver fejret med likes og selvhjælpscitater. Det er små, beskidte beslutninger, man træffer i det skjulte. Det er at sige nej til en aftale, selvom man ikke har nogen “god grund”. Det er at holde pause, selvom alle andre løber. Det er at stå ved, at man hellere vil være alene end at blive valgt halvhjertet.

Nogle gange bliver man bedt om at give et eksempel. Det gjorde jeg i hvert fald, da Thomas, min redaktør, læste et udkast og spurgte: “Kan du integrere en konkret hændelse, hvor du faktisk har gjort det?”

Og jeg gik lidt i baglås. For så skal man jo til at grave noget frem, der beviser, at man også evner det, man prædiker, og det er altid nervepirrende. Ikke mindst fordi jeg havde en klar fornemmelse af, at mit bedste eksempel ville være noget med mænd. Og det irriterer mig lidt. For det her handler ikke kun om mænd.

Det handler i høj grad også om mit arbejdsliv, om andre relationer, og ikke mindst om måden, jeg ser og taler til mig selv på, når ingen hører det.

Men altså, det er nu engang ofte i romantiske relationer, at jeg bliver tydeligst konfronteret med, om jeg vælger mig selv til eller fra (hej selvindsigt!)

Så lad os starte der.

I foråret så jeg en mand en håndfuld gange, som egentlig var sød. Vi havde det hyggeligt. Og han sagde, at han gerne ville mig, men han viste det bare ikke. Og det er for mig næsten værre end det modsatte. Hvis jeg kan mærke det, behøver du ikke sige noget. Hvis jeg ikke kan mærke det, så hjælper det ikke, at du siger det.

Tidligere ville jeg nok bare være blevet i det. Længe. Fordi han ville det.
Fordi det var nemt. Fordi jeg ikke ville være utaknemmelig.

Men jeg kunne mærke, at jeg ikke selv var der.

Og det kan godt lyde tarveligt. Jeg har selv prøvet at stå i den anden ende.

Men jeg var ærlig. Flere gange prøvede jeg at sætte ord på, hvad jeg har brug for i en relation. Hvad jeg drømmer om. Hvad jeg bliver usikker af. Det er jo ikke specielt romantisk at sige “hej, jeg er blevet brændt og bliver trigget af ikke at føle mig prioriteret”, men det føltes voksent at gøre det alligevel. Og troværdigt.

Måske meget at forvente af et nyt menneske, når jeg ikke selv har været i stand til det før.

Og måske også bare et udtryk for, hvor jeg er i mit liv lige nu. Et sted, hvor jeg egentlig trives i mit eget selskab og derfor kun har lyst til at investere i det, der føles klart og ægte. Jeg har ikke det store overskud til mellemregninger. Det er ikke for at være kræsen. Jeg er bare lidt mæt.

Jeg savner stadig nogen at holde i hånden med. Jeg savner at kunne række ud uden forklaring. At der er én, der kender mine ord og mit ansigt, også uden makeup og mening. En der forstår, eller som minimum er nysgerrig på, mine tanker. Men jeg kan ikke længere lade som om, jeg begynder helt forfra, hver gang jeg møder en mand.

Jeg kommer med noget. Med erfaring, med rytme, med en historie.
Og det gør de fleste, jeg møder, også. Heldigvis.
Vi begynder ikke fra nul. Vi begynder dér, hvor vi er nu.

Men da jeg kunne mærke, at vi ikke ville mødes i det, sagde jeg stop.

Det føltes ikke koldt.

Det føltes som at stå ved mig selv.

Og dermed ikke sagt, at man ikke må give noget en chance eller misforstå hinanden eller gå skævt og forsøge igen, hvis mavefornemmelsen er med. Det her var bare ikke sådan en situation.

Jeg tror, jeg har brugt mange år på at være elskelig, i stedet for ærlig. På at være nem at være sammen med, i stedet for at være mig selv.

Og det er ikke, fordi jeg ikke elsker mig selv. Det gør jeg faktisk. Også når jeg fejler. Også når jeg tvivler. Men det, jeg øver mig i nu, er at stå ved mig selv. Ikke bare de smukke sider, men også dem, der skaber konflikter. Dem, der stiller krav. Dem, der ikke kan nøjes.

For det er nemt nok at skrive i sin notesbog, at man fortjener det hele. Det svære er at handle derefter. At stole på, at man kan bære konsekvensen af sit valg, også når det gør ondt.

Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke mangler selvkærlighed. Jeg mangler modet til at tage mig selv alvorligt.

Men det kommer. Én beslutning ad gangen. Og det er ikke altid elegant.
Nogle dage føles det som at råbe i modvind. Andre som at høre sin egen stemme klart for første gang i lang tid.

Det er sgu ikke en rejse. Det er en rytme. Et løfte, jeg giver mig selv igen og igen: At jeg vil stå ved mig selv, også når det ikke bliver forstået.

Ikke fordi jeg er specielt stærk egentlig. For det er svært, og jeg vakler, og jeg fejler.

Men jeg bliver ved. Ikke fordi jeg tror, jeg kan regne det hele ud, men fordi jeg håber, det bringer mig tættere på at være hel.