Et år i (u)frivilligt cølibat har fået mig til at tage mit sexliv op til revision

Når jeg lige om lidt har fødselsdag og fejrer 31 år rundt om solen, kan jeg udover at kalde mig fødselar også kalde mig selv for guldmunk.

Har man set den norske romantiske komedieserie ‘Hjem til jul’ på Netflix, vil man vide, at en “guldmunk”, eller gyll-mungk som det udtales på syngende svensk, er slang for en person, der ikke har haft sex i et år.

Da min tredive års fødselsdagsfest sidste år sluttede med et brag og et knald, tolkede jeg det ellers som et lovende omen for, at dette nye årti ville bringe mig mere af den tilfredsstillende og brandvarme slags action, og mindre af den utilfredsstillende og lunkne slags, som havde præget en stor del af mine tyvere. En “new decade, new me”-logik.

Men ak. Jeg fik ingen af delene; hverken varmt eller lunkent. Der blev i stedet helt lukket for vandet. Det har resulteret i, at jeg nu har sexfastet de sidste tolv måneder. (I hvert fald hvis man udelukkende taler om den slags sex, der involverer et andet menneske.)

For nogle mennesker er det utænkeligt at undvære sex og fysisk kontakt i så lang tid, mens det for andre er normen. For mig, en evighedssingle, er det en blanding af begge dele. Men lige så befriende det kan være, lige så skamfuldt kan det føles.

Fordi selvom der næppe har været noget bedre tidspunkt i den romantiske kulturhistorie at være cølibatær på, så føles det alligevel tabubelagt og grænsende til pinligt, at jeg ikke har haft sex i 365 dage. Hvorfor?

Måske skyldes det idéen om, at alle andre på nær en selv hele tiden og konstant ligger og ruller rundt på lagnerne; måske skyldes det, at samtalen om sex de sidste ti år har sprængt rammerne for, hvad vi kan og bør tale om i det offentlige rum – altså lige på nær den sex, vi ikke har.

Selvom det nogle gange kan føles sådan, er jeg ikke den eneste i en seksuel sultestrejke. Meget tyder på, at frivillig cølibat er i vækst – i hvert fald hvis man ser på de seneste års kendiserklæringer og undersøgelser.

En stor amerikansk undersøgelse viste sidste år, at over en tredjedel af alle singler ikke havde haft sex inden for det seneste år, og ifølge en anden undersøgelse har knap 22 procent af alle singlekvinder – mod 15 procent af mænd – aktivt taget en pause fra sex.

En af de mest profilerede stemmer i statistikken er skuespiller og internetpersonlighed Julia Fox, der i 2024 fortalte, at hendes mangeårige afholdenhed blandt andet handlede om at generobre kontrol i kølvandet på tilbagerulningen af fri abort i USA – og fordi, som hun formulerede det, at “intet godt kommer af at have sex med mænd”.

Omtrent samtidig med Fox’s udtalelser begyndte “boy sober”-bevægelsen at vinde frem blandt yngre kvinder: et aktivt fravalg af datingapps, dating og sex for i stedet at prioritere mentalt helbred i et udmattende datingmarked.

Det er heller ikke fuldstændig forkert at sige, at mit eget mere eller mindre frivillige cølibat delvist skyldes en form for fatigue. Alligevel vil det være en overdrivelse at sige, at jeg har gjort mig fortjent til min nye titel som guldmunk ved at tage aktiv afstand fra mænd, eller fordi jeg har ønsket at lave et politisk statement.

I virkeligheden skyldes det nemlig noget langt mere kedeligt: Det er bare ikke sket.

Det er ikke første gang, jeg har undværet sex i et år. Derfor kender jeg også min egen drejebog. Som alle singler ved, er det muligt at leve længe på et godt knald, mest fordi de blussende kinder, også kendt som “the sex glow”, fungerer som fantastiske feromoner. De første uger og måneder efter et natligt møde på lagnerne er derfor den bedste tid at køre rundt med tændt lys i taxaen. Mojoen er stadig intakt.

Men langsomt falmer gløden, og er det i løbet af de første fire til seks måneder efter seneste knald derimod ikke lykkedes mig at holde en streak kørende, ja så viser al tidligere erfaring i mit liv, at der lige så vel kan gå et år, før det sker igen – også endnu længere end det.

På den anden side af seks måneder stilner savnet efter sex langsomt af, og den seksuelle side af en selv glider i baggrunden. Man vænner sig til at sove mellem otte og ni timer hver nat, og modsat hvad man måske skulle tro, tvinges man til at tage stilling til ens egen seksualitet på en ny måde. Hvad savner jeg, og hvad savner jeg ikke?

På et tidspunkt stopper sex helt med at fylde i bevidstheden, hvilket kan være både befriende og tidsoptimerende – men også sorgfuldt og kedeligt. Tilbage står den længselsfulde tilstand af glubende hudsult; en følelse der på dårlige dage næsten kan få mig til at græde, hvis jeg ser nogen holde i hånd på fortovet eller kysse i køen i Rema1000.

Det er ikke fordi, muligheden ikke har budt sig i løbet af det sidste år. Enhver kvinde, der har befundet sig på klubbens dansegulv efter klokken 4 om morgenen, ved, at der stort set altid er én, der er villig til at tage med dig hjem.

Men i modsætning til tidligere i mit liv, hvor et knald var et knald (jeg er trods alt fra millennium-generationen), må jeg også bare erkende, at intet knald er bedre end et dårligt knald. Det er bare én af opdagelserne ved at ens frontallapper vokser sammen.

Selvom jeg muligvis får det til at lyde let, så er det ikke altid. Slet ikke når pms’en banker på, og en lille stemme inde i mit hoved fortæller mig, at det er mit udseende eller min personlighed, der er skyld i, at ingen har lyst til at have sex med mig. Jep, mellem klarsyn og uafbrudt nattesøvn findes de dage også.

Sex handler - i hvert fald for mig - nemlig ikke kun om fysisk kontakt. Det handler i lige så høj grad om tryghed, tillid og intimitet. Om at slippe kontrollen og give sig hen for en stund. Og så handler det ikke mindst om begær; og her mener jeg både evnen til at begære andre – men i lige så høj grad også om behovet for at blive begæret.

Fordi dét, mine venner, er en naturlig del af at være menneske, vil jeg vove at påstå. Vi har allesammen brug for bekræftelse, hudkontakt og følelsen af at være forbundet med et andet menneske.

Det bør vi tale mere om, ligesom vi bør normalisere de lange perioder uden sex – single eller ej.

Så hvad sker der egentlig på den anden side af at være blevet guldmunk og følelsen af, at jeg nok aldrig får sex igen?

Tjo, hvis der skal åbnes for det varme vand igen, kan jeg jo passende starte med selv at tænde for hanen.