
Her er de 12 bedste fastelavnsboller i København

Gammeldags, cremede og eksperimenterende: Her er de 12 bedste fastelavnsboller i København – samlet i én guide.
Foto: Imago/Ritzau Scanpix
Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at det på ny er blevet fastelavnsbollesæson – og det er om at holde tungen lige i munden, når det kommer til de efterhånden mange varianter af den danske bagerklassiker. Men vi er her for at guide dig igennem dette luksusproblem.
Her får du en oversigt over de bedste fastelavnsboller i København.
Hart
Hart bageri melder sig igen på banen i fastelavnsbolleræset, og endnu en gang er deres kandidat én af de mest lovende i feltet. Deres nytolkning af den cremede fastelavnsbolle indeholder passionsfrugtcurd og pisket mascarponecreme sat sammen i en luftig croissantdej med passionsfrugtsirup. Passionsfrugt er ikke umiddelbart en frugt, der er hyppigt brugt i fastelavnsbolleregi, men det skal Hart nok lave om på. Balancen mellem den sursøde frugt og smagfulde mascarpone er formidabel. Og så ved vi jo godt, at Hart er god til at lave croissanter. 48 kroner koster vidunderet.
Gammel Kongevej 109, 1850 Frederiksberg C og flere andre steder i byen.
Flere fugle
– Den lever op til hypen, sagde min kollega ganske enkelt, da hun skulle beskrive sin nuværende fastelavnsbollefavorit, som kan fås hos Flere Fugle. Det überpopulære bageri beliggende i Nordvestkvarteret behøver efterhånden ingen introduktion – men når nu de insisterer på at lave en sublim fastelavnsbolle, så er det vel public service at informere om den. Bageriet har lavet en modig nytolkning af den cremefyldte fastelavnsbolle bestående af pisket mascarponecreme, havtorn, citrus og et strejf af lakrids. Den er dirty på den gode måde, og du skal nok have en serviet eller to ved hånden, når du ondulerer denne mascarpone-fest.
Rentemestervej 57, 2400 København NV.
Format
Hvis du er én af dem, der synes, at det er gået for vidt med alle de fancy fastelavnsboller, så er denne måske mere noget for dig. Caféen Format, der ligger i Designmuseet, har lavet et enkelt og effektivt bidrag til fastelavnssæsonen med deres bløde, søde bolle. Den er fyldt med flødeskum og friske solbær blandet med solbærkompot, som tilfører en lettere syrlig smag. Bollen er med sin cremefyldte sprække henover midten et diskret nik til inden italienske kage maritozzo. Den er til den dyre side – 58 kroner – men fungerer perfekt som pit-stop delikatesse, når du bevæger dig igennem de smukke omgivelser.
Format Café, Bredgade 68, 1260 København K.
Andersen & Maillard
Vil du prøve en kaffevariant af fastelavnsbollen, så er Andersen & Maillards bud et oplagt valg. Her er kaffe fra bageriets eget forvandlet til en silkeblød kaffe crème diplomate, penslet med kaffesirup og let drysset med kakao. Enkelt og effektivt. Og nydes selvfølgelig også med en sublim kop kaffe fra bageriet.
Nørrebrogade 62. 2200 København N.
Bageriet BRØD
Det er tid til at få en gammeldags fastelavnsbolle på banen, og her leverer bageriet BRØD. Siden de fik deres gammeldags fastelavnsboller tilbage, er den 10-15 meter lange kø ude foran kun blevet længere. What you see is what you get: En gammeldags kardemommefastelavnsbolle fyldt med vaniljecreme, toppet med chokolade og drysset med salt eller pistacienødder. Mums.
Enghave Plads 7, 1670 København V.
DAC
Ønsker du lidt udsigt til din fastelavnsbolle, så søg mod Dansk Arkitektur Center, som byder på to varianter af den cremede fastelavnsboller. Den ene er en butterdejsskal med chokolade crémeux, blommer i Madeira, pistacie og kaffeknas. Den anden er en sprød vandbakkelse med mascarponecreme, syltede solbær, mandler og saltet karamel. Der er altså både noget for de traditionsbundne og de eksperimenterende fastelavnsbolle-spisere. De koster 55 kroner stykket og kan nydes med udsigt over byen.
Bryghuspladsen 10, 1473 København K.

Foto: Sofie Bøgegren
Juno
Ja, vi beklager, at vi gang på gang må fremhæve Juno, men det efterhånden ikoniske bageri på Østerbro bliver ved med at ramme plet, når det kommer til eminent bagværk. Deres klassiske semlor er tilbage på menukortet her i fastelavnssæsonen, men der er også plads til nye kreationer såsom nedenstående med lagdelt brioche, karamelliseret creme anglaise, en knivspids kandiseret appelsin og fyldt helt op med pisket caramelcreme. Balancen mellem det søde og det lettere saltet er perfekt, og det er en velkommen smagsoplevelse, hvis man vil prøve noget andet end de mange fastelavnsboller med bær, der findes i bybilledet.
Århusgade 48, 2100 København Ø.
Ard Bakery
Hos Ard Bakery kan du få en atypisk, men – af mangel på bedre udtryk – maks fråderen fastelavnsbolle. Formet som et sneglehus og smækfyldt med ribskompot, en let ribs cremeux med mascarpone og en syrlig ribs kompot. Er du til ribs, er det altså bare om at komme afsted til Ard Bakery.
Peter Bangs Vej 95, 2000 Frederiksberg.
Alice
Alice er kendt for deres enkle og udsøgte udvalg af bagværk. Det holder det ligeledes simpelt og classy, når det kommer til deres fastelavnsbolle. Det er en gammeldags én af slagsen, hvor der ikke er sparet på hverken vaniljecreme, kardemomme eller mørk chokolade. Bollen er luftig og fedtet på den gode måde.
Markmandsgade 1, Amagerbrogade 5, 2300 København S.
Cadence
Nu træder æble ind på fastelavnsbollescenen, og det er Cadence på Vesterbro, der står bag. Bageriet har tre dugfriske fastelavnsboller på menuen, men deres ‘Spiced Apple’ med æble, frangipane og kardemommecreme er allerede en favorit blandt kendere.
Ny Carlsberg Vej 40, 1760 København V.
Sct. Peders Bageri
Det er en universel sandhed, at pistacie smager vidunderligt i bagværk, og fastelavnsboller er ingen undtagelse. Leder du efter en pistacievariant, skal du se mod Sankt Peders Bageri, hvis fastelavnsbille med pistacie er intet mindre end perfektion. Den smørbagte croissantbolle er fyldt med pistaciecreme og toppet med sprøde, ristede pistacienødder.
Sankt Peders Stræde 29, 1453 Indre By.
Andersen Bakery
Ingen liste over gode fastelavnsbolle uden Anders Bakery, der om nogen kan tilskrives gourmetficeringen af den traditionelle, danske fastelavnsbolle. De smukke, eksperimenterende varianter med den skæve tophat er tilbage, og i år er der en nyt bidrag i form af en sprød og karamelliseret croissantbund med blåbær- og limekompot & cream cheese. Den smager pissegodt for at sige det lige ud. Vi ses på Islands Brygge.
Brygge Thorshavnsgade 26 2300 København S.

Udvalgt indhold

Christians søn er ikke som alle andre. Men han har lært sin far noget vigtigt

Efter flere mislykkede IVF-forsøg var Beate ved at opgive at få børn. En kommentar fra søsteren ændrede alt

