Hvem fanden gider stå i kø for at købe en fastelavnsbolle til 68 kroner? Det gør jeg

Sørme om det ikke er den tid på året igen, midvinter. Årets første måned føles som altid koldere og længere end nogensinde, og det er som om, at årshjulet står stille. Imens daler bløde, hvide kram ned fra himlen og omfavner alle vores trætte vinterhjerter og omdanner omgivelserne til et magisk snelandskab.

Men sneen er ikke den eneste gode ting ved denne kolde tid, hvis du spørger mig. Lurer man gennem de duggede ruder til de københavnske bagerier og konditorier, vil man nemlig få øje på et andet blødt, hvidt kram, der er landet i montrerne: fastelavnsbollerne.

Knap har jeg tørret savlet væk fra mundvigen, før jeg kan høre kritiske røster gjalde i det fjerne:

“Lemoncurd og saltkaramel har aldrig hørt hjemme i en fastelavnsbolle!”

“Hvem fanden gider stå i kø for at købe en fastelavnsbolle til 68 kroner!”

“Fastelavnsbollekrigen har taget overhånd!”

“Det er galskab og københavneri!”

“De a satme æ’ kyw a’ et’!” (“De er satme ikke kede af det”, vestjysk, red.)

Måske er det galskab at stå i kø på gaden i minusgrader for at købe en fastelavnsbolle til 68 kroner. Og hvis det gør mig til den skøre kvinde på loftet, so be it!

Spørgsmålet er, hvorfor anti-fastelavnsbollesegmentet overhovedet har en holdning til de fuldfede flødeskumsbaskere, og ikke mindst prisen på dem? Kan de ikke bare være ligeglade?

Sandheden er, at jeg har set frem til at stå og fryse min næsetip foran Andersen Bakery på Islands Brygge. Vi er kun en uge inde i januar, men lad os være ærlige: Den der januarkur kommer alligevel ikke til at holde. Bare tanken om at skulle forberede og indtage professorens grønne grød én uge mere gør mig træt.

Én ting, jeg derimod ved holder, er min livslange kærlighed til flødeskumskager. Og den kategori falder fastelavnsbollen i.

Som regel forsøger jeg at begrænse mit indtag af flødeskumskager til, når noget skal fejres eller dulmes. Intet kan redde en katastrofal dag som et gåsebryst. Som en, der har tendens til at blive ramt af vinterdepressioner, kan man derfor roligt sige, at selvom fastelavnsbollesæsonen er startet exceptionelt tidligt i år, så falder den på det helt rigtige tidspunkt i min verden – og ikke en dag for tidligt.

Små kunstværker bestående af smørbagte og laminerede bunde - sprøde udenpå og bløde indeni - fyldt med søde og syrlige marmelader og kompotter, omkranset af velourglatte cremer og ikke mindst luftig flødeskum pisket til perfektion.

Ren mundorgasme, der giver direkte udløsning i hjernens dopamincenter. Det’ verdensklasse, som Jan fra ‘Gift ved første blik’ ville sige. Hver fastelavnsbolle købt er en psykologtime sparet.

Men det er som nævnt langt fra alle, der er lige så positivt stemt overfor den såkaldte “fastelavnsbollekrig”, som jeg er. Der vil altid være dem, der ikke kan se meningen i, hvordan en fastelavnsbolle i København kan koste op til 75 kroner, når deres lokale bager i Løkken altså sælger dem til en tredjedel.

Men sagen er, at du ikke kan sammenligne en fastelavnsbolle til 75 kroner fra Maison d’Angleterre med en fra Kvickly til 22 kroner. Det svarer til at sammenligne en hakkedreng med en Wagyu-bøf. De spiller ikke i samme liga.

Det er ikke fordi, kritikken af priserne ikke er velkommen; jeg synes også, det er mange penge at betale for en hypet fastelavnsbolle. Samtidig må jeg bare konstatere, at jeg aldrig har fortrudt at bruge de mange kroner på en fastelavnsbolle.

Mit råd til skeptikerne lyder derfor, at de i stedet for at latterliggøre og udskamme folk for deres ekstravagante madvaner, skal prise sig lykkelige for at bo i et land, der tager gastronomi og konditori alvorligt, og som endda er internationalt kendt for det.

Det er i hvert fald sådan jeg med stor naivitet og ynde vælger at se på det, mens bagerierne ripper mig for dadler. Men herregud, der er værre ting at bruge penge på i forbrugersamfundet.

På samme måde, som du ikke kan sammenligne en forproduceret fastelavnsbolle fra bageren i supermarkedet, kan du ikke sammenligne de glæder, der tilføjer værdi til dit liv, med dem der tilføjer værdi til mit, og omvendt.

Måske er det københavneri. Måske er det galskab. Men hvis det er forkert at finde lykke i flødeskum og sprødt wienerbrød, så gider jeg ærlig talt ikke have ret.

Nogle glæder er små, dyre og flygtige – og netop derfor værd at tage alvorligt.

Så pas din egen desserttallerken.