Psykolog: Udbredt lidelse kan få store konsekvenser for ens relationer

Forestil dig at en af dine bedste venner ser dig på gaden, vinker og råber ‘hej’.

Og du aner ikke, hvem det er.

Sådan kan en situation fra hverdagen se ud for det udsnit af befolkningen, der lider af ansigtsblindhed, der på latin har betegnelsen prosopagnosi.

Det er en neuropsykologisk tilstand, hvor man har svært ved eller helt mangler evnen til at genkende ansigter, også selvom det er mennesker, man kender godt, forklarer psykolog Erling Nørkær.

Han har netop afsluttet en ph.d. fra Københavns Universitet om tilstanden.

Som led i sin forskning har Erling Nørkær gennemført et interviewstudie med mennesker med ansigtsblindhed. Her har han undersøgt, hvordan de oplever at se på, huske og tænke på ansigter – et perspektiv, som hidtil stort set har manglet i forskningen.

– Man har længe vidst, at ansigtsblindhed eksisterer. Men fokus har primært været på den erhvervede form – altså når man mister evnen til at genkende ansigter efter en hjerneskade, for eksempel som følge af et slag i hovedet eller en blodprop, forklarer han.

Det er også velkendt, at mennesker med visse former for demens kan miste evnen til at genkende ansigter.

Når ansigter forbliver fremmede

Det var først i 1970’erne, at forskningen for alvor fik øjnene op for, at ansigtsblindhed også kan være medfødt.

– Den britiske neuropsykolog Helen McConachie undersøgte et barn på 12 år, som hverken havde en hjerneskade eller andre neurologiske lidelser, men som alligevel ikke kunne genkende ansigter, fortæller Erling Nørkær.

Med McConachies arbejde blev det tydeligt, at nogle mennesker simpelthen aldrig udvikler evnen til at genkende ansigter.

– Det er først inden for de seneste 20-25 år, at man er blevet opmærksom på, at ansigtsblindhed faktisk er relativt udbredt. Der er mange mennesker, for hvem det er et reelt problem at være dårlig til ansigter.

Inden for udviklingspsykologien har man længe vidst, at ansigter spiller en helt særlig rolle for os mennesker.

– Allerede fra 4-6-måneders alderen kan spædbørn skelne mellem personer og genkende deres forældres ansigter, siger Erling Nørkær.

Netop derfor er ansigtsblindhed også så markant en afvigelse fra det normale udviklingsforløb.

Ansigter som gåder, der skal løses

Det nye ved Erling Nørkærs forskning er, at han har undersøgt selve oplevelsen af at være ansigtsblind.

– Der er stort set ingen, der før har spurgt: Hvordan føles det egentlig? Hvad ser mennesker med prosopagnosi, når de kigger på et ansigt? siger han.

I sit interviewstudie holdt han lange, dybdegående samtaler med seks personer med ansigtsblindhed. Resultaterne peger på, at ansigter for dem ikke opleves som noget umiddelbart og automatisk genkendeligt.

– For ansigtsblinde er ansigter gåder, der skal løses. Det er en bevidst og anstrengende problemløsningsproces, der ikke sker af sig selv, forklarer han.

De beskriver, hvordan de opfatter enkelte dele af ansigtet – som for eksempel en rynke i panden eller afstanden mellem øjnene – og først bagefter forsøger at samle delene til en helhed, der kan genkendes som et bestemt menneske.

Man vurderer, at mellem 0,5 og 3,5 procent af verdens befolkning har ansigtsblindhed. Samtidig findes der store individuelle forskelle.

– Evnen til at genkende ansigter ligger på et spektrum. Nogle er meget, meget dårlige, mens de såkaldte supergenkendere er virkelig gode, siger Erling Nørkær.

En usynlig udfordring i hverdagen

Noget af det, der har gjort størst indtryk på Erling Nørkær under arbejdet, er den store betydning, ansigtsblindhed har for dem, der lever med det. For nogle kan det få en enorm indflydelse på både deres sociale og professionelle liv.

– Én af vores forskningsdeltagere fortæller for eksempel, hvordan hendes problemer med ansigter gør det enormt svært for hende at indgå i relationer med sine medstuderende på universitet. Omvendt påpeger en anden, at hendes problemer med at genkende ansigter gør, at hun i mindre grad forholder sig til, om andre har smukke eller mindre smukke ansigter, hvilket hun faktisk mener gør hende til en bedre ”menneskekender”, siger han.

Alligevel er området stadig præget af manglende viden og opmærksomhed.

– Der er lavet forholdsvis lidt forskning, og mit indtryk er, at ansigtsblindhed ikke er noget, man er særligt opmærksom på – hverken i sundhedssystemet, i skolen eller generelt i samfundet. Det er et område, der fortjener langt mere bevågenhed, siger han.

Men hvorfor er det vigtigt?

– Effektiv ansigtsgenkendelse er en central kognitiv funktion, fordi det simpelthen er så vigtigt for vores måde at omgås hinanden socialt. Den måde, vi møder hinanden på som mennesker beror i høj grad på vores evne til og forventning om at genkende andre.

Det er ikke ligetil at behandle ansigtsblindhed. Erling Nørkær fortæller, at der har været få forsøg på at træne ansigtsgenkendelsesevnen hos voksne, men at det ikke har haft lovende resultater.

Til gengæld er det muligt at lære en række kompensationsstrategier, herunder at genkende folk på andre ting end ansigtet, såsom eksempelvis gangart, stemme, frisure eller påklædning.