Min kæreste og jeg deler madudgiften, men han spiser langt mere end mig. Vil ikke være smålig, men det føles skævt

Kære økonomiske brevkasse,

Min kæreste og jeg er flyttet sammen, og vi er generelt gode til at dele udgifterne. Men jeg er begyndt at lægge mærke til, at han spiser markant mere end mig, både når vi handler ind og når vi spiser ude. Det betyder, at jeg ofte ender med at betale for langt mere mad, end jeg egentlig selv forbruger. Det føles lidt skævt, men jeg vil heller ikke virke nærig. Hvordan håndterer man sådan en situation på en ordentlig måde uden at det bliver småligt?

Svar fra Benedikte:

Kære dig,

Du er ikke nærig. Du er ikke smålig. Du er opmærksom, og det er en styrke, når man bygger et økonomisk ligeværdigt parforhold.

Mange kvinder står i præcis samme situation: Man deler udgifterne, men i praksis betaler man mere, fordi ens partner spiser eller forbruger mere. Det er et mønster, der hurtigt bliver normaliseret, hvis ingen siger det højt.

Du skal tage snakken med din partner. Gør det uden skyld eller kant, og hold fokus på strukturen. Du kan sige: “Jeg kan mærke, at vores madbudget rammer mig anderledes end dig, fordi vi spiser forskelligt. Skal vi se på, hvordan vi kan gøre det mere retfærdigt?”

Kig derefter på jeres øvrige udgifter. Mange af de faste og nødvendige hverdagskøb lander ofte hos kvinder: hudpleje, hårpleje, menstruationsprodukter og praktiske husholdningskøb, der bare “bliver gjort”. Hvis du allerede står med en større del af disse udgifter, giver det mening at flytte flere ting over i fællespuljen, så balancen bliver reel og ikke kun på papiret.

I kan også overveje procentfordeling, hvis I tjener forskelligt. Det er en måde at sikre, at bidragene følger jeres økonomiske kapacitet og ikke jeres appetit.

Fairness handler ikke om at tælle hver bid mad og milimeterdemokrati. Det handler om, at du ikke ender med en større økonomisk byrde uden at være gået med til det. Du gør jeres forhold kæmpe en tjeneste ved at tage snakken nu.

Kærlig hilsen
Benedikte

Svar fra Ida:

Kære dig,

Jeg vil anbefale dig at tage en snak med din partner om det. Og meget gerne på et tidspunkt, hvor I begge to er i godt humør og har god tid til at tage snakken. Det kan godt være svært at starte de økonomiske snakke derhjemme, hvis det ikke er noget man har talt om før, men det er for mig at se en kæmpe tillidserklæring, at man også kan snakke åbent og ærligt om penge.

For at den slags irritationsmomenter, som du beskriver, ikke skal bygge sig større, er det rigtig godt og sundt for parforholdet, at man får taget de økonomiske snakke. Det kan dog være en svær vej at gå ned ad at se så konkret på, hvor meget i hver især bruger af de fælles midler. Han spiser mere end dig, men hvem af jer bruger mest vand, når I bader? Hvem af jer nyder bedst af jeres fælles streamingabonnement? Når først man går ned ad den sti, kan det give grobund for mange efterfølgende ”hvad så med...” diskussioner. Så derfor er min anbefaling, at I prøver at zoome lidt ud fra de konkrete eksempler og finder frem til nogle generelle principper for, hvordan I ønsker at dele jeres fælles udgifter. Det andet kan tendere til millimeterdemokrati, og det er næppe sjovt eller sundt at leve i.

Når det så er sagt, er der ikke noget der er rigtigt eller forkert, når det handler om parøkonomi. Hvad den ene synes er fair er ikke nødvendigvis det, den anden synes er fair. Derfor kan en god øvelse være, når I prøver at finde frem til nogle generelle principper, at se situationen fra sin partners side. Det kan give nogle flere perspektiver og være en hjælp til også at overveje, om principperne holder, hvis jeres behov ændrer sig, eller hvis en af jer begynder at tjene markant mere end den anden.

Jeg håber, at I kan bruge mine råd og får jer en god snak.

Mvh. Ida