Rikke og hendes mand flyttede 35 minutter væk fra København: "Hvis vi fortsat skal have venner, skal vi bestikke dem med noget"

Rikke husker tydeligt den morgen for fire år siden, hvor hun og hendes mand havde overnattende gæster for første gang i deres nye hjem, Skovmosegård. En idyllisk trelænget gård med stråtag lige uden for Hillerød mellem skov og sø – og dobbelt så stor som den lejlighed på Østerbro, de lige var flyttet ud af.

Der stod de så og så på hinanden, fuldvoksne mennesker med uglet sovehår og uden make-up, kun iført pyjamasser og bragende tømmermænd. Ingen vidste, hvem der skulle lave morgenmad. Men det betød ikke noget.

– Det er sådan vi mennesker er lavet til at være sammen. I helt almindelige, hjemlige rammer, hvor vi får det fulde menneske at se på en anden måde, end når vi klæder os ud og påtager os en rolle, som vi ofte gør, når vi er i det offentlige rum, mener Rikke Kristine Østergaard.

Plads som bestikkelse

Da Rikke og hendes mand efter 15 år i København valgte at bytte storbylivet ud med en tilværelse langt væk fra de pulserende brokvarterer og overbefolkede cykelstier, var deres allerstørste frygt, at de ikke længere ville se deres venner i det omfang, de ønskede.

– Det var meget tydeligt, at vores venner havde en følelse af, at vi nærmest flyttede til et andet land. Vi har venner, der inden et besøg vitterligt har spurgt os om, hvad temperaturen er heroppe, så de kan klæde sig på til det. Og vi bor altså kun 35 minutter fra København, fortæller Rikke.

Derfor blev det et decideret krav for parret, at deres nye hjem skulle have plads – og masser af den. Til overnatninger. Til mange omkring bordet. Til at invitere folk på besøg.

– Hvis vi skal fortsætte med at have venner, så skal vi bestikke dem med noget. Og det blev så muligheden for, at de kunne komme og overnatte hos os.

Ærgerlige tal

Det er dog langt fra alle, der holder ligeså meget af at invitere gæster på besøg, som Rikke og hendes mand gør.

En undersøgelse lavet af Megafon for Politiken og TV 2 viser, at næsten hver fjerde dansker aldrig eller sjældnere end hvert halve år inviterer gæster på mad uden særlig anledning som fødselsdag eller jul. Regner man andelen med, der inviterer cirka hvert halve år, gælder det hver anden dansker.

Det er tal, der ærgrer Rikke. Alligevel kom undersøgelsens resultater ikke som en overraskelse for hende. Da hun og hendes mand flyttede på landet, begyndte de at arrangere årlige selskaber og lave faste traditioner for alle deres venner og deres familier.

Det har resulteret i, at de i alt 12 sengepladser i Skovmosegård flere gange om året er fuldt optagne. Men invitationerne kommer sjældent retur. Antallet af gange parret er blevet inviteret hjem til venner i løbet af det forgangne år, kan endda tælles på én hånd, fortæller Rikke.

– Det overraskede mig lidt, at så mange oplever barrierer, når det kommer til at invitere gæster på besøg. Men det bekræftede også min egen oplevelse af ikke at blive inviteret. Så det er ikke bare fordi, de synes, vi er dumme.

Den skræmmende værtsrolle

Rikke er samtidig bevidst om det praktiske privilegium, det er at have et stort hus med plads til mange mennesker, og at det ikke på samme måde er muligt at invitere 50 mennesker ind i en lejlighed. Og så er hun heller ikke bleg for at udpege sin egen blinde vinkel.

– Jeg kommer fra et hjem, hvor man er vant til hele tiden at have fuldt hus. At lave mad til 50 mennesker skræmmer derfor ikke livet af mig. Men det tror jeg skræmmer livet af mange andre, som synes det er svært at være i en værtsrolle.

Det er ikke kun værtsrollen, der kan volde nogen problemer. Hun peger også på et element af “dovenskab” - i mangel af et pænere ord.

– Alting skal være meget nemt og effektivt. Og det er det ikke at have folk på besøg derhjemme, og så gider vi ikke gøre det, siger hun og fortsætter:

– Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Fordi at drage omsorg for hinanden er også en måde at vise, at man er glad for hinanden. Så hvis man synes, at alting skal være “nemt og ligetil”, så går man glip af nogle af de dybe relationer, der bygges, når man gør sig umage for at give andre en god oplevelse.

Ud med den dårlige samvittighed

Da parret boede i byen kunne Rikke nogle gange føle, at de mere eller mindre spontane aftaler blev en slags “tjekliste”, hvor man af dårlig samvittighed mødtes til en form for “afrapportering” af livet og en halv times gåtur ved søerne, inden begge parter skulle videre til et møde eller en anden aftale. Men når man kun mødes på den måde, går der noget tabt, mener Rikke.

– Der er en stor del af os selv, som vi kun udlever i vores hjem. Så det har været virkelig givende at få lov at se mine venner fuldstændig, som de er. Hvis vi aldrig får vores venner at se i deres morgenhår og comfy pants på sofaen, så kender vi ikke helt hinanden.

Nu ses de i stedet med vennerne over en weekend, hvor de har deres børn med. De laver mad sammen, og tager en lur på sofaen sammen, hvis de har brug for det. Der er tid og plads til, at de kan lave ting hver for sig – nogen kan sidde og spille spil, mens andre går ud og hugger brænde, hvis de har lyst til det.

– Det er en form for samvær, man ikke har haft, siden man var virkelig ung og måske boede sammen med andre eller var sammen med sin allertætteste veninde. Det bliver nærmest familiært – og er det ikke det, man drømmer om, at ens venskaber er?

Den gyldne mellemvej

Det skyldes netop, at parret, der ikke selv har børn, ikke kun er sammen med vennerne én ad gangen på en cafe eller en vinbar, men i stedet er sammen med vennerne plus deres partner og børn.

– Vi bliver venner alle sammen på kryds og tværs, og relationerne bliver dybere. Vi har fået skabt den der landsbyfølelse, hvor vores venner også er blevet venner med hinanden over tid. Og så bliver det bare endnu sjovere og nemmere at være sammen. De kommer ikke længere kun for vores skyld, de kommer også for alle de andre menneskers skyld.

I sidste ende kan vi ikke sætte vores relationer på autopilot, ligesom man ikke kan effektivisere at være kærester med nogen. Hele ideen er at bruge tid på noget, som andre synes er fedt at være en del af, som gør, at de føler sig elsket og set, mener Rikke.

Men det behøver ikke at være ekstremt. Ingen behøver at stå og græde på badeværelset over, at bearnaisesaucen skilte for femte gang, modsat er der heller ingen grund til at sidde i hinandens rod og spise noget, der er kommet direkte ud af en fryser.

Ifølge Rikke er der nogle mellemveje, man kan mødes på, hvor man både kan vise, at man har gjort sig umage, uden at det har krævet så meget.

Hvis man følger Rikkes syv tips til ubesværet samvær med vennerne, kan det være, at man lykkes med at finde derhen.

Lav traditioner

– Traditioner er hyggelige i sig selv, men de gør også noget meget praktisk: De reducerer behovet for at finde på noget nyt hver gang. De forventningsafstemmer med gæsterne og gør det nemmere at invitere, fordi både værter og gæster ved, hvad de går ind til. Og så bliver man bare bedre til det over tid. Øvelse gør mester.

Stop med kun at mødes omkring mad

– Hvorfor skal alting være en middag? Film­aften med slik, brætspil og pizza eller julekortsproduktion med småkager kræver mindre energi og giver et mere afslappet samvær. Når maden ikke er hovednummeret, sænkes ambitionsniveauet for alle.

Vælg ét centrum for dagen

– Beslut på forhånd, hvad dagens omdrejningspunkt er, og lad resten være simpelt. Hvis du har inviteret folk til filmaften, forventer de ikke en tre-retters menu før. Hvis du derimod inviterer på middag, så er de nok ikke glade med en frysepizza. Men du behøver ikke gøre det hele på én gang.

Alt kan reddes med et koncept

– Et koncept giver lov til at være tydelig uden at forklare sig. SOS - “Spis og skrid” er helt legitimt. Det samme er POV - “pølse og vin” eller “suppesøndag”. Når rammerne er klare, slipper man for forventningspres.

Sig ja til hjælp

– Især hvis det ofte er jer, der planlægger. Bed nogen tage dessert, vin eller underholdning med. Eller hæng en liste op over ting, man kan hjælpe med løbende, så folk ikke hele tiden skal spørge. Det gør det lettere at dele ansvaret.

Giv færre fucks

– Jeg har konsekvent lavet dårlige desserter til de sidste mange middage. Det er blevet en intern joke og nu næsten en tradition i sig selv. Perfektion er sjældent det, folk husker.

Spring over, hvor gærdet er lavest

– Køb ind på Nemlig en uge før, mens du har overskud. Lav mad, der kan forberedes i forvejen eller bestil udefra, hvis det stresser. Bed folk tage vin med. Jo lettere det er at invitere, jo oftere bliver det gjort.