Annonce
Liv
11. december 2025

Stephanie har en særlig tradition i december: "Jeg sanker det, naturen har til mig omkring den tid"

Stephanies jul handler om sanserne, nærværet med familien, mens det sværeste er at få alles kalendere til at gå op i en højere enhed.
Af: Maj Bredahl Skånstrøm
For Stephanie er julen en sæson, hvor hun bare er en lille smule gladere. 

For Stephanie er julen en sæson, hvor hun bare er en lille smule gladere.

Foto: privat

For opskriftsudvikler og forfatter Stephanie Alemanno begynder julen, når hun tager sin årlige decembertur i naturen for at sanke og hente inspiration til sine hjemmelavede projekter. Og det er, når familiens nærvær melder sig, at julestemningen for alvor tager form.

Vi har bedt Stephanie Alemanno dele alt fra sine juleminder, til de traditioner hun holder mest af.

Min jul

Julen tager sig forskelligt ud for os alle, men for mange er den forbundet med håndværk – lige fra bagning til klippe- og klistreprojekter, små greb der skaber stemning.

I denne serie inviterer femina en række danske kvinder, der hver især lever af at inspirere andre indenfor netop de håndgjorte kreative universer, til at dele deres personlige jul.

Hvad er det første, du tænker, når nogen siger jul?

Jul er for mig lys i mørket. Det er øjeblikket, hvor man begynder at trække sig indenfor, dekorere, sysle og sætte mere pris på de små ting. Jeg elsker at skabe et julet rum, tænde lys, hygge og være sammen med dem, jeg elsker. Og så synes jeg også, at julen er en tid, hvor man bare bliver en lille smule gladere – man får et løft i humøret i en ellers ret mørk og kold tid. Et løft får jeg også af at gå i køkkenet og udvikle opskrifter, som min alkoholfri gløgg eller mit gransukker.

Annonce

Hvornår begynder din jul?

For os begynder julen allerede i november. Den begynder i de små ting: når man begynder at tænde stearinlys om morgenen, når jeg ubevidst begynder at pynte mere i hjemmet. Og så falder julen helt naturligt en weekend inden 1. december, for dér har vi vores faste familietradition: vores juledekorationsdag med æbleskiver og total familiehygge. Dét er startskuddet hvert eneste år.

https://imgix.femina.dk/2025-12-02/IMG_4787.jpeg

De stunder, hvor Stephanie trækker sig tilbage og lader op til julens mange sociale arrangementer, handler om at bruge hænderne – om at sanke eller sysle.

Foto: Stephanie Alemanno

Hvad betyder julen for dig?

Julen har altid betydet enormt meget for mig. Jeg elsker traditioner, både de små og de store, og jeg elsker, at værne om traditioner. Personligt mærker jeg julen som en kulturel arv, vi alle bærer. Og så kan jeg godt lide julen, fordi den (originalt) repræsenterer værdier, der ikke handler om penge, vækst eller overflod. Julen handler om taknemmelighed. Om kærlighed. Om ro, nærvær og at se de små ting i hverdagen, som fx det tiltagende lys ved vintersolhverv.

Annonce

Hvem?

Stephanie Alemanno, 34 år

Kogebogsforfatter, opskriftsudvikler, cand.mag. – Wild Flora & Prehistoric Taste

Instagram: @sankesnilde

Hvad er dine juletraditioner?

Først og fremmest har vi vores faste dag inden 1. december, hvor vi laver juledekorationer og spiser æbleskiver. Det er en tradition, der virkelig markerer starten på julemåneden for os.

Jeg har også en personlig tradition, hvor jeg omkring 1. december tager ud og sanker. Jeg sanker det, naturen har til mig omkring den tid. Så går jeg hjem og bruger det i mine sysler.

https://imgix.femina.dk/2025-12-02/IMG_6616.jpeg

Stephanie sanker som minimum én gang i december.

Foto: Stephanie Alemanno

Gåture i den vinterkolde luft i december har generelt en særlig betydning for mig. Jeg tror, det handler om flere ting, men der er bare noget helt særligt ved sanseindtrykkene om vinteren. Luften er frisk, og det føles som at lade op. Især juleaften, inden aftenen rigtig begynder, er det en god måde at finde ro på.
Juleaften holder jeg meget af at tage i kirke. Det er fællesskabet og stemningen, jeg kommer for.

Annonce

Med tiden drømmer jeg om at starte flere juletraditioner – i tråd med det værdisæt, jeg har omkring julen.

Hvad er dit dejligste juleminde?

Mange af mine bedste juleminder handler om naturen og om mennesker i samspil. Det er de stille øjeblikke julemorgen eller i juledagene, hvor man som familie trækker vejret før og efter alt det sociale.
Et af mine stærkeste minder er en gåtur med min far på en iskold strand, hvor storm og frost havde skabt et næsten islandskab langs vandet. Et andet er fra min barndom, hvor jeg oplevede en italiensk juletradition fra min fars familie: at bære Jesus-barnet gennem huset, mens hele familien fulgte efter fra yngst til ældst. Det gjorde stort indtryk – ikke på grund af religionen, men fordi det var noget, vi gjorde sammen.

https://imgix.femina.dk/2025-12-02/IMG_4476.jpeg

Stephanies alkoholfrie, medicinske gløgg, som hun blandt andre opskrifter deler på sin Instagram, @sankesnilde.

Foto: Stephanie Alemanno

Hvad er det sværeste ved jul for dig?

Det sværeste ved julen kan være at få det hele til at gå op med de mennesker, man holder af. Hvor skal man holde jul, og hvem skal man fejre den med? Det er ikke altid, det kan lade sig gøre. Familier bliver større, planer ændrer sig, og nogle gange må man undvære nogen, man rigtig gerne ville være sammen med. Der kan let komme følelser i spil, og som voksen, hvor man pludselig selv skal arrangere og tage ansvar, kan det være sårbart.

Annonce

Hvem holder du jul med i år?

Vi ved faktisk endnu ikke, hvor vi skal holde jul i år. Det er næsten blevet en lille decembertradition i sig selv – ‘hvor ender vi mon?’. Vores familier har alle deres egne traditioner og foretrukne steder at være, og hvert år prøver vi at få puslespillet til at gå op. Det kan være en udfordring, men vi ender altid i gode hænder, uanset hvor vi lander.

https://imgix.femina.dk/2025-12-02/IMG_7934.jpeg

For Stephanies familie er det næsten blevet en ufrivillig tradition ikke at vide, hvor de holder jul. Til gengæld ender det altid hyggeligt, understreger hun.

Foto: Stephanie Alemanno

Hvad glæder du dig mest til i år?

Jeg glæder mig mest til maden – den særlige julemiddag, man kun får én gang om året – og til at danse om juletræet, som for mig er indbegrebet af jul.
Uanset hvor vi holder jul, ser jeg frem til det, der giver højtiden mening: kirken, naturens små pauser og et måltid, der føles som årets højdepunkt. Allermest glæder jeg mig til roen – en jul uden stress og gaveræs, men med tid til nærvær og minder, der bliver.

Annonce

Hvad er din ultimative drømmejul?

Min drømmejul er faktisk meget enkel: en hytte i skoven, sne udenfor, brændeovnen tændt. Masser af tid. Ingen stress, ingen skærme. Bare de mennesker, jeg holder af, god mad, naturen lige udenfor døren. En jul, hvor roen og taknemmeligheden fylder mest.

https://imgix.femina.dk/2025-12-02/IMG_1287.jpeg

At sanserne er i spil betyder meget for Stephanies julestemning – især i køkkenet, hvor mange krydderier tages i brug.

Foto: Stephanie Alemanno

Annonce
Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.