"Nu bliver det vel ikke sådan et alle-mænd-er-svin-projekt, vel?" Det var min venindes reaktion, da jeg fortalte hende om mit eksperiment

– Nu bliver det vel ikke sådan et alle-mænd-er-svin-projekt, vel?

Det var min venindes reaktion, da jeg fortalte hende om det eksperiment, jeg har sat mig for at gennemføre over det næste år.

Det hele startede som en tanke, der slog ned i mig i midten af september. Jeg er for nylig fyldt tredive og uden at være sådan helt panisk omkring det, begyndte jeg alligevel at reflektere over, hvad jeg egentlig har brugt mine tyvere på.

Udover den der voksentjekliste med uddannelse, job, stabil boligsituation og en pensionsopsparing fandt jeg ud af, at jeg faktisk har brugt det meste af tiden på at lede efter en kæreste. Ikke kun i weekenderne og på whatever-app, der lige har været den mest brugte, men også på alle mulige andre tidspunkter.

I samtlige kontormiljøer og klasseværelser, jeg har været igennem, har jeg som det første screenet lokalet for potentielle matches. Jeg har aldrig været på en togstation eller i en lufthavn uden at fantasere om et uventet møde.

Det tager mig under tredive sekunder at gå fra “hej” i Netto-køen til en levende forestilling om et storslået drømmebryllup. Mine antenner har konstant været ude, klar på en gnist, et magnetisk øjeblik. Et første møde, man aldrig nogensinde glemmer. Kæmpe ja-hat, det må jeg bare give mig selv.

Jo mere jeg tænkte over det, desto større voksede et spørgsmål sig: Hvorfor egentlig?

Jeg har båret rundt på den her altoverskyggende agenda helt uden at have taget stilling til den, den har ligesom bare været der. Jeg skulle finde en kæreste, punktum. En af dem, som man godt gider kysse med, selvom de har persille mellem tænderne, og som man er 100 på, man stadig elsker uendeligt som pensionist.

Sådan en, hvor venner og familie siger, at man gør hinanden bedre. For selvom det lidt er et diss, så er det okay i den her sammenhæng. Drømmen jo?

Det er skam også lykkes, og jeg har været i nogle fantastiske forhold, også nogle fantastisk dårlige forhold, korte forhold, alt det løse, og det, der nok bedst kan karakteriseres ved, at jeg er blevet hundehvalpshåbløst forelsket i personer, der på ingen måde har været i stand til at gengælde alle mine følelser.

Jeg har været på dates, på apps, rigtig meget i byen, været ude og gå om søerne, drukket kaffe, øl, vin, en kop et-eller-andet, og jeg har booty-callet og pillow-talket. Har nydt det og været sygt træt af det.

At det ikke har virket, for jeg har ikke en kæreste i dag, er egentlig ikke pointen. Det, der pludselig stod klart for mig, var, at målsætningen om død og pine at finde mig en kæreste jo har været en indstilling per default i min forståelse af, hvad selve kærligheden er.

Jeg har sat lighedstegn mellem kærlighed og en romantisk tosomheds-baseret relation. Jeg har søgt efter en kæreste for the long run, for det skulle jeg jo, hvis jeg ville have kærlighed i mit liv. Og jeg har gjort det uden at sætte spørgsmålstegn ved selve præmissen; er den romantiske kærlighed også den vigtigste?

Jeg har i hvert fald forsømt alle andre aspekter af kærligheden, konkluderede jeg. Ikke fuldstændig, bevares, jeg har en masse optur venner og en skøn familie, men jeg har da på ingen måde lagt samme energi i de relationer, som jeg har gjort i de potentielt romantiske.

Dem, der hverken er blevet til noget, eller – når alt kommer til alt – heller ikke har gjort mig specielt meget klogere på, hvad jeg egentlig vil med dem.

En *AwAkeNinG*, det var sådan, det føltes. For da jeg først havde tænkt tanken at, gisp, måske jeg skulle prøve i en periode at flytte mit fokus et andet sted hen, så begyndte jeg at lægge mærke til, hvor meget dén kærlighedsforståelse fylder i min verden.

For det var jo ikke kun mig, der syntes, at jeg skulle gå rundt og lede efter en partner. Det var også hele min boble af venner, familie, kollegaer og andre folk, jeg mødte på min vej.

En situation jeg husker særligt godt, var et to-minutters tilfældigt møde i metroen med en gammel skolekammerat, som jeg i øvrigt aldrig har været specielt tæt med, der tjuhej lige fik flettet “…og hvad så med kærligheden?” ind i smalltalken.

Som om der ikke findes kærlighed, hvis man er single. Jeg plejer at have et hurtigt svar lige på tungen. Et, der signalerer at jeg balancerer på knivspidsen af hverken at være desperat, gud forbyde det, eller at have mistet modet.

Men den her gang skulle jeg kæmpe for at svare. I stedet for at spørge, hvad det her perifære menneske egentlig mente, så endte jeg med at fortælle historien om, at jeg faktisk lige i weekenden forinden var blevet brændt af på en Hinge-date.

En super sårbar historie, som jeg fik forvandlet til tragikomisk transportunderholdning, for det følte jeg, at situationen krævede af mig. Hvilket i bund og grund bare var ydmygende.

Som om det ikke var nok, så shufflede min playliste helt af sig selv hen på WHERE THE HELL IS MY HUSBAND, netop, som det var lykkedes mig at slippe ud af samtalen. Hvor fanden er min retning i livet, tænkte jeg bare.

Og hvad gør man så? Man finder den retning i livet, og nogle gange skal der drastiske midler i brug. Derfor har jeg besluttet mig for, at jeg skal detoxe fra den romantiske kærlighed i et helt år fra oktober til september. Lige midt i cuffing season, yes, yes, super timing.

Selvom jeg ikke har lært, hvordan man finder sin eneste ene i de ca. 10 år, jeg har prøvet, så har jeg til gengæld erfaret, at hvis man sætter sig noget for, så er det vigtigt at have en solid plan. Det er ikke ret længe siden, jeg stoppede med at ryge, og det var udelukkende, fordi en rygestopkonsulent på Vesterbro Sundhedshus lagde en plan for mig og mine medkursister.

God bless her soul, de fleste på holdet havde en rygekarriere på 50+ år bag sig, og stemningen var mildest talt intens. Der blev ikke bare trukket frisk luft i pauserne, lad mig sige det sådan.

Men på en eller anden måde virkede det for mig, og jeg sad pænt og spiste klementiner, mens de andre forsvandt ud på gaden, hvor rygestopkonsulentens magt mistede sin virkning.

Jeg girlmathede mig i samme ombæring frem til, at hvis noget skal være 2,5 time af min dyrebare fritid værd, hver eneste uge i halvanden måned, så bliver jeg simpelthen nødt til at følge planen og gennemføre. Ren cost-benefit. Og så fik jeg også rabat på nikotinplastre.

Anyways, skal jeg gøre noget, så skal der være en plan og en form for gulerod at se frem til. Planen har jeg styr på. Jeg har lavet 5 regler, som jeg forventer godt at kunne overholde i ét år.

Den første er, at jeg ikke må swipe. No. More. Apps. Heller ikke om søndagen, når jeg keder mig, eller når jeg hører om nogen, hvor det rent faktisk er lykkedes at komme på en vidunderlig date, hvilket jo er det samme som crack, når man er på app-afvænning.

Den anden regel er, at jeg heller ikke må date på den gammeldags måde i virkeligheden. Altså ingen set-ups, blind dates, i det hele taget ingen møder ude i den virkelige verden, der kan karakteriseres som dates.

MEN jeg må altså gerne kysse og have sex, girls gotta live, det må bare ikke rigtig planlægges.

Burde være muligt at overholde i et år. Hvis jeg møder min soulmate undervejs, er han vel villig til at vente, til jeg er færdig (hvilket ville være den vådeste Hallmark-fantasi, LOL).

Regel nummer tre er, at jeg skal ære mine ikke-romantiske relationer, og regel nummer fire er, at jeg skal ære mig selv. Jeg har haft de her romantisk orienterede køkkenrullepapbriller på, der har gjort mig blind for al den kærlighed, der ellers omringer mig. Jeg trænger til at dyrke både mig selv og de mennesker og fællesskaber, jeg – thank god – har samlet omkring mig trods mit tunnelsyn.

Femte og sidste regel er, at jeg skal dokumentere, hvad der sker. Det kan man jo gøre på mange måder, men jeg kommer til at gøre det lige her. Én gang om måneden fra oktober til september.

Så for at svare på min kære venindes bekymring om, at jeg i et helt år skulle forvandle mig til en mandsforagtende negativist – hvilket jeg kunne mærke var en kæmper orker for hende, forståeligt nok – så nej.

Dette er ikke et alle-mænd-er-svin-projekt. Måske tværtimod, faktisk? Som med alle andre former for detox, så handler det om at få en pause fra noget, man måske har fået lidt for meget af. Og her taler jeg ikke om mænd, ej heller om kvinder for den sags skyld, men om min egen fabriksindstilling til hvad kærlighed er. Det er her, forventningen om en gulerod kommer i spil.

For jeg håber, at jeg vil stå tilbage med en stærkere fornemmelse for, hvad jeg egentlig vil med kærligheden, og hvad den egentlig vil med mig.

Jeg synes allerede, at jeg oplever kærlighed ud over det hele, men i nye former end jeg ellers har lagt mærke til. I så mange år har jeg haft retning mod romantikken, men bare heri min indledende søgen efter andre perspektiver, ser jeg omsorg, hengivenhed, kompromiser, forståelse og intimitet på steder og hos mennesker, som jeg måske tidligere har taget lidt for givet. Også når jeg har vendt blikket indad.

For selvom min oktober måned primært er gået med at afprøve nye simreretter og blive forelsket i alt for mange merinosweatre, mens folk omkring mig har brugt det spæde efterår på at finde nogen at putte med, så har jeg faktisk også forsøgt mig med nogle selvkærlige handlinger.

Jeg har for eksempel brugt lidt flere minutter i varme brusebade, jeg har anskaffet mig en ordentlig hovedpude, en aroma diffuser og en hel perlerække af overpriced hudprodukter. Jeg har endda øvet mig i ikke at doomscrolle lige før sengetid, hvilket går sådan nogenlunde-ish. Det er alt godt fra småtingsafdelingen, men jeg mærker effekten!

Måske skal der ikke så meget til… Jeg har dog besluttet mig for, at næste måned skal være mere udadrettet, så der ikke går alt for meget hibernation i den.

Jeg er jo kun lige begyndt, men jeg har på fornemmelsen, at det bliver et banging år. Om ikke andet bliver det spændende at fylde alle de huller ud, der er opstået, nu hvor jagten på den eneste ene er sat på pause.

Altså what the actual, det er først nu gået op for mig, hvor meget tid jeg faktisk har brugt på apps og dates og på lige at tage en runde mere på klubben for at tjekke, at jeg ikke gik glip af noget.

Nu glæder jeg mig bare til at gå glip af helt vildt meget og gaine på nogle nye og uudforskede fronter.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.