
Nu er det julen officielt skudt ind: Her er årets romantiske julefilm på Netflix

Vil du vide, hvad du skal se i denne uge? Her er nye serier, julefilm og komedier på tværs af streamingtjenester – samlet i én overskuelig guide.
Foto: Netflix
Det bliver hedt foran skærmen i denne uge, hvor streamingtjenesterne åbner dørene for både julestemning og kærlighed. Hvad enten du er til boblende romantik, fransk forførelse eller hyggelig komik, er der noget at glæde sig til.
Der er nemlig både uskyldige romancer og mere lidenskabelige affærer på programmet, når nye film og serier får premiere.
Læs med her, og find ud af, hvad du skal kaste dig over de kommende syv dage.
Malice

Malice
Foto: Prime Video
Et spændende trekløver slår pjalterne sammen i tv-serien ’Malice’. Den britiske komiker Jack Whitehall viser en mørkere side i rollen som en mand, der charmerer sig ind på livet af et velhavende ægtepar, spillet af David Duchovny og Carice van Houten fra ’Game of Thrones’.
Den psykologiske hævnthriller om en krise i familiens skød starter under en ferie i Grækenland, hvor parret Jamie og Nat Tanner får sig en overraskelse, da deres barnepige bliver syg. Heldigvis står hjælpen klar i form af karismatiske Adam. Han rejser med dem hjem til London, men her begynder problemerne for alvor, da Adam med iskold kynisme og løgn vender ægtefællerne mod hinanden.
De seks afsnit besvarer et evigt aktuelt og skræmmende spørgsmål: Hvordan beskytter man sin familie mod en fjende, man selv har inviteret indenfor?
’Malice’ kan ses på Prime Video.
The Seduction

Diane Kruger i 'The Seduction'
Foto: HBO Max
Forførelse har alle dage været fascinerende, og som titlen antyder, er der rigeligt af slagsen i den franske serie, der herhjemme har fået den engelske titel ’The Seduction’.
Serien bygger på Pierre Choderlos de Laclos’ roman ’Farlige forbindelser’, som udkom i 1782 og vakte skandale i Frankrig for sin frivole skildring af libertinernes seksuelle erobringer. Denne gang er den kvindelige markise de Merteuil i centrum for en historie fuld af sex, bedrag og anløbne væddemål, hvor nydelse bliver til smerte.
Hvis historien lyder genkendelig, er det måske, fordi den er blevet filmatiseret adskillige gange før. Der findes både franske udgaver fra 1959 og 2022, en kinesisk filmatisering og Stephen Frears’ stjernespækkede amerikanske film fra 1988 med Glenn Close, John Malkovich, Michelle Pfeiffer og Uma Thurman.
Mest kendte er nok ’Sex Games’ fra 1999, hvor Sarah Michelle Gellar, Ryan Phillippe og Reese Witherspoon spiller det manipulerende trekløver. Der er altid plads til en tur ind i syndens hule.
’The Seduction’ kan ses på HBO Max.
A Very Jonas Christmas Movie

'A Very Jonas Christmas Movie'
Foto: Disney+
De tre Jonas-brødre Joe, Kevin og Nick behøver næppe den store introduktion. Den musikalske trio har trods deres unge alder allerede været et populært band i omkring 20 år, og nu kan de snart opleves i deres helt egen julefilm.
Her spiller brødrene sig selv i en komedie, hvor de kaotisk skal skynde sig fra London til New York for at holde jul med deres familie. Der er ikke så få udfordringer undervejs, men mon ikke det trods alt ender lykkeligt, og det bliver jul alligevel.
Der er lagt op til børnevenlige løjer for hele familien, der muligvis kan synge med på Jonas-brødrenes sange og en juleklassiker eller to.
’A Very Jonas Christmas Movie’ kan ses på Disney+.
The Paper

'The Paper'
Foto: SkyShowtime
Sad du også og klappede i hænderne over de sjove indfald og romantiske kærlighedsforviklinger i samtlige ni sæsoner af den amerikanske komedieserie ’The Office’? Så vil du elske ’The Paper’, der ikke bare er skabt af de samme mennesker, men faktisk er en slags fortsættelse af den forrygende sitcom.
Det er ganske vist nogle nye personer – med undtagelse af en enkelt genganger – og en anden arbejdsplads, vi denne gang stifter bekendtskab med. Men stilen er den samme: Et dokumentarhold følger de søde, men ret uduelige ansatte på en lokalavis, der kæmper for at overleve.
Humoren er i samme hyggelige boldgade som den amerikanske forgænger og altså ikke lige så besk som den britiske original af Ricky Gervais. Det er godt selskab af den slags, man bliver i højt humør af, og hvor man bare vil tilbringe mere tid med karaktererne.
’The Paper’ kan ses på SkyShowtime.
1000 ord for sne

'1000 ord for sne'
Foto: DR
Det er ganske vist en myte, at inuitter har et hav af ord for sne, men det skal ikke forhindre børn og voksne i at kaste sig over den nye juleserie.
Cristian Oprea slog som 16-årig igennem i ’X Factor’, hvor han blandt andet gav den gas med en fremragende udgave af Guldimunds ’Halskæde’. Nu springer han ud som skuespiller i rollen som den håbefulde musiker Sixten, hvis talent kun overgås af hans sceneskræk, men som får chancen for at blive popstjerne, da et juleønske går i opfyldelse.
Serien i seks afsnit byder på genindspilninger af store julehits, mens Annika Aakjær og Cristian Oprea synger sammen på titelsangen af samme navn, der kan høres her. Aakjær medvirker også i serien, ligesom Rasmus Bruun og Camilla Bendix er på rollelisten.
’1000 ord for sne’ har premiere 15. november på DR1 og DRTV.
Partilederdebat før valget
Det kan være svært nok at finde ud af, hvem man skal stemme på til Folketingsvalg. Det er bestemt ikke lettere til et kommunal- og regionsvalg som det forestående, hvor politikerne ikke er lige så eksponerede. En kandidattest er fin, men man har også brug for at høre rigtige mennesker tale.
Derfor kommer partilederdebatten to dage før valget som sendt fra himlen. Cecilie Beck styrer debatten med forhåbentlig hård hånd, når partilederne fra Christiansborg tropper op til en samtale, hvor der også er et indbudt publikum samt borgmestre fra nogle af landets kommuner.
Her bliver der taget fat på de emner, som optager danskerne lokalt rundt omkring i landet. Det gælder blandt andet udfordringer i sundhedsvæsenet og folkeskolen samt den evige kamp om affolkning på landet og det vilde boligmarked i storbyerne.
Partilederdebatten kan ses 16. november kl. 20 på TV 2 og TV 2 Play.
Laila unlocker demokratiet

'Laila unlocker demokratiet'
Foto: Ida Gabriella E. Banck / DR
Kan du nogle gange sidde med fornemmelsen af, at politisk engagement er en håbløs dødssejler? At både politikere og aktivister sjældent gør verden til et bedre sted, men bare taler eller råber for at få tiden til at gå?
Sådan har Laila Karim det. Hun blev tidligere i år uddannet fra DR’s hæderkronede Talenthold og er vært på public service-gigantens YouTube-kanal ’Zonen’ samt radiovært på P3. I et nyt tv-program, godt timet med valget, tager hun pulsen på det danske demokrati.
Laila går på barrikaderne med veganere og på hemmelig mission med Greenpeace for at blive klogere på, om deres aktivisme nytter. Hun tager også på blind dates med unge politikere og kaster sig ud i plakatophængning for at se, om der er rigtige mennesker bag de politiske paroler.
’Laila unlocker demokratiet’ har premiere 16. november på DRTV.
Danmark mod Skotland
Nu ved vi jo ikke, hvad der sker i næstsidste spillerunde af det danske fodboldlandsholds VM-kvalifikation, som spilles i morgen lørdag. Her møder Danmark bundproppen Belarus i en kamp, der skal vindes. Lad os gå ud fra, at det lykkes, men at Skotland samtidig vinder over Grækenland.
I så fald er der lagt op til et brag af en afslutning, når de danske spillere rejser til det skotske højland, hvor der skal kæmpes om førstepladsen i gruppens sidste kamp. Landstræner Brian Riemers tropper har haft godt gang i målscoringen de seneste kampe, men spillede 0-0, da skotterne besøgte Parken.
Skæbnen vil, at kampen falder samme dag som kommunal- og regionsvalget, hvorfor den står på valgaften på hovedkanalen. Derfor skal du tune ind andetsteds, hvis du vil heppe på de danske drenge.
Kampen kan ses 18. november kl. 20.45 på TV 2 Charlie og TV 2 Play.
Champagne Problems

Minka Kelly som Sydney Price i 'Champagne Problems'
Foto: Mika Cotellon / Netflix
I den søde juletid er det altid rart at kaste sig foran fjernsynet med et varmt tæppe og en rigtig feel-good-film. Sådan én byder Netflix på med ’Champagne Problems’, der godt nok deler titel med Taylor Swifts hit af samme navn, men er sin egen.
Minka Kelly spiller den fremadstormende forretningskvinde Sydney, der rejser til byernes by ved juletid for at ordne opkøbet af en champagneproducent, inden julefreden kan sænke sig. Hun render dog ind i problemer, da det viser sig, at den mand, hun tilfældigt møder og tiltrækkes af, faktisk er søn af champagnehusets grundlægger.
Det er en klassisk problemstilling, for hvordan balancerer hun bedst mellem forretning og fornøjelse?
’Champagne Problems’ har premiere 19. november på Netflix.
Hotel Romantik Sverige

'Hotel Romantik Sverige III'
Foto: Janne Danielsson / DR
Den danske udgave af datingprogrammet for det grå guld, ’Hotel Romantik’, gled i sommer over skærmen på DR til stor succes. Det var befriende at se modne mennesker søge kærlighed og intimitet på en mere rolig og eftertænksom måde, end den kåde ungdom har for vane i diverse realityprogrammer.
Det er dog ikke et dansk tv-koncept, og i nabolandet Sverige er de allerede nået til tredje sæson af seniorernes datingshow. De første to kan ses nu på DRTV, og snart blændes der på dansk tv op for endnu en omgang, hvor folk i deres bedste alder leder efter den eneste ene – eller måske en anden.
På den måde kan du sikre dig, at gammel kærlighed ikke ruster, mens vi venter på en ny ombæring med danske deltagere. Den er heldigvis på vej, og i næste omgang er alpehotellet skiftet ud med mere sydlige himmelstrøg.
’Hotel Romantik Sverige III’ har premiere 20. november på DRTV.




