
Sådan skaber du efterårsstemning på altan og terrasse

Fyld altanen med frodige stauder, blomster i blå og lilla nuancer og indret en hyggelig krog, hvor du kan nyde efterårssolen.
Foto: Tia Borgsmidt
Vil du gerne dyrke planter på altanen, der kommer igen år efter år, så er det stauderne, du skal være på udkig efter. Når du skal vælge planter, skal du være opmærksom på, om planternes lysbehov kan opfyldes på din altan. Derudover skal du gå efter planter, der ikke brækker i en smule vind. Vælg gerne planter med flot løv, så de også er dekorative uden for blomstringstiden.
Nogle planter gør sig bedst, når de står alene i potten, og det kan have en enkel og skulpturel virkning. Men vil du have et naturligt look i dine krukker, kan du plante forskellige stauder sammen. Dog er det vigtigt, at planterne har samme behov for lys, vand og næring, så de alle kommer til at trives.
Planterne skal vandes efter behov, det kan du læse om på planteskiltene. Giv dem gerne næring i vækstsæsonen, det er vigtigt for planter i krukker, da rødderne har begrænset plads. Husk også løbende at fjerne visne blomster og blade, så det hele tiden er en fornøjelse at se på planterne.
Når vinteren kommer, kan du hjælpe planterne ved at pakke krukkerne ind i bobleplast evt. med stof om, det pynter. Lad endelig de visne blomsterstande blive på planterne. De er med til at beskytte væksterne og er flotte at se på i løbet af vinteren. Til foråret kan du skære dem tilbage, og så skyder de igen.

Det ligner en have i miniaturestørrelse, når du dyrker flere planter i den samme beholder. Her en kurv med rørhvene ’Overdam’, stiv verbena, kaukasisk skabiose ’Mariposa Blue’ og star ’Amazon Mist’.
Foto: Tia Borgsmidt

Hæng planter op for hyggens skyld. Her en jugoslavisk salvie, en nem staude, som dog har brug for sol.
Foto: Tia Borgsmidt

Navnet til trods blomstrer sankthansurt nu. Her er det en mørk type. Planten klarer sig fint, selv hvis du en gang imellem glemmer at vande.
Foto: Tia Borgsmidt

Lammeøre ’Tiny Ears’ har lysegråt uldhår på bladene, der får dem til at minde om bløde lammeører.
Foto: Tia Borgsmidt

I stedet for altankasser kan du hænge kurve med hanke op. Planten er en almindelig blåkant ’Purrsian Blue’.
Foto: Tia Borgsmidt

Har du plads, kan du indrette en hyggekrog i det ene hjørne, hvor du kan sidde og nyde udsigten omgivet af frodige planter.
Foto: Tia Borgsmidt

Ridderspore ’Magic Fountains’ bliver kun op til 70 cm høj, så den egner sig godt til krukker.
Foto: Tia Borgsmidt

Planter i flere højder giver en frodig stemning. Lad nogle grønne vækster fylde i krukkerne mellem de mere farvestrålende blomstrende planter, det giver ro for øjet. Her ses bla. rørhvene ’Overdam’, star ’Amazon Mist’ og lysesiv ’Spiralis’.
Foto: Tia Borgsmidt

På lune dage er det dejligt at tage plads på altanen og nyde efterårssolen. Blå blomster skærmer for den lille siddeplads. I krukkerne på gulvet står indianermynte med brogede blade og den spinkle jernurt.
Foto: Tia Borgsmidt
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 36/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.
