Jeg er i begyndelsen af 60’erne, og jeg har altid været glad for at røre mig. Men nu har jeg helt mistet lysten til at bevæge mig

Kære Anna

Jeg er i begyndelsen af 60’erne, og jeg har altid været glad for at røre mig. Jeg kan desværre ikke løbe mere, da jeg hele tiden får skader. Men jeg kan gå, cykle, svømme og lave gymnastik. Nu er det bare blevet sådan, at jeg helt har mistet lysten til at bevæge mig.

Jeg orker simpelthen ikke at gøre morgengymnastik, noget jeg altid har gjort. Og jeg keder mig på min gåtur. Så den bliver heller ikke altid en realitet. Svømmet får jeg heller ikke gjort. Jeg kommer ikke afsted. Jeg har allerede taget på i vægt og ser mig selv spise snack og andre usunde ting næsten dagligt.

Hvad i al verden er der gået galt? Hvordan kan jeg genfinde lysten til at bevæge mig? Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere træt af min egen dovenskab, helt absurd. Og der er ikke hændt noget i mit liv, der kan forklare det eller undskylde mig.

Kærlig hilsen den dovne

Kære dovne

Jeg tror, at nøglen til dine gode vaner ligger i at se mildere på dig selv. Alle dine selvbebrejdelser trykker dig jo bare længere ned i sofaen. Des mere plads den dårlige samvittighed får, des mindre energi har du til at gøre noget ved årsagen til den.

Intet virker så lammende som bevidstheden om, at vi burde have gjort langt mere allerede i forgårs. Jeg kender godt til forestillingen om, at den motion, vi ikke fik de sidste par dage, den må vi så indhente lige præcis i dag – ellers er vi en fiasko. Og desperationen stiger bare proportionalt med antallet af dage, vi ikke får rørt os nok, lige indtil vi slet ikke kan flytte fødderne af ren fortvivlelse. Det er i hvert fald ikke selvhad, der i sidste ende får os op af stolen og ud ad døren.

Begynd i stedet med at tage dig selv nænsomt ved hånden. Om det så bare er en lille gåtur, tre små løft med en håndvægt eller hvad du nu kan komme i nærheden af at få gjort i dag, så er det allerede en succes! Når man føler, at man er gået i stå, er den bedste vej fremad ikke nødvendigvis at trække syvmilestøvlerne på. Tværtimod synes vejen ud ad døren ofte kortere, når den tages ét lille skridt ad gangen.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.