Jeg har alle "babysignaler", men bliver ikke spurgt om, hvornår jeg vil have børn af en særlig grund

Nomi Forchhammer er selvstændig kommunikatør. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

For knap to år siden tog jeg springet ud i livet som selvstændig.

Samtidig skete der noget helt uventet og fantastisk: Folk holdt op med at spørge mig, hvornår jeg skulle have børn.

Det er der sikkert både gode og mindre flatterende forklaringer på. Nogle har nok tænkt, at nu skulle jeg gå all-in på karrieren, dedikere al min tid til arbejdslivet og selvrealisering. Og så kan man jo ikke også blive mor.

Andre har måske tænkt lidt mere pessimistisk: Livet som selvstændig er ikke et stabilt liv. Lange arbejdsdage, usikker indkomst og ingen fast barselsordning. Det er ikke ligefrem det bedste udgangspunkt for at sætte et barn i verden.

Det ironiske er, at jeg ellers har alle de klassiske baby-signaler: Kvinde i starten af 30’erne. Fast parforhold. Fast ejendom. Alt det, der plejer at få folk til at småsmile spørgende hen over middagsbordet med det velkendte “nåååårh …”, mens de peger på mit glas med danskvand.

Tænk at det skulle være min jobstatus, der bremsede den slags opførsel. Hvad siger det egentlig om vores forestillinger om, hvornår og hvordan et barn kan passe ind i et liv? Og hvornår det er ok overhovedet at spørge ind til det?

For forestillingen om, at selvstændig = karrierekvinde, kunne jeg godt tænke mig at begrave én gang for alle. I hvert fald så længe vi ikke omtaler det som en "karrieremand".

Min idé med at gå selvstændig handlede bare om at gøre tingene anderledes og at gentænke ideen om 37 timer om ugen, glæden ved skoleferierne og kagen i kantinen om torsdagen. Jeg ville variere min arbejdsdag, arbejdstid og mit sted. Det var egentlig bare noget, jeg gerne ville prøve af. Jeg har heller aldrig været så god til absolutter, hvilket man i øvrigt må sige, at børn er.

Så misforstå mig ikke: Jeg synes, det er rart endelig at slippe for spørgsmålet. Ikke fordi jeg ikke er afklaret – for det er jeg. Jeg ønsker ikke at få børn. Jeg vil ikke have det kolossale ansvar, det er at være mor, og en af mine vigtigste værdier er frihed.

Men lige præcis det svar inviterer ofte til endnu flere spørgsmål: Kan du ikke lide børn? Er du så ikke bange for at fortryde? Hvem skal passe på dig, når du bliver gammel? Og så er vi pludselig midt i en debat, jeg aldrig har bedt om at deltage i.

Hvad hvis jeg i stedet måtte sige, at jeg ikke kunne få børn, men havde et brændende ønske om det – ville nogen så stadig synes, det var et passende spørgsmål at stille over et glas danskvand? Det tror jeg næppe.

Jeg tror ikke, løsningen skal være, at alle kvinder skal foregive at tage alternative karriereveje.

Spørgsmålet skal stoppe, uanset hvad. For det er ikke et afslappet spørgsmål på linje med “hvor skal I hen i sommerferien?”. Det er en privat beslutning, en sårbarhed eller et fravalg.

Og uanset hvad man beslutter, fortjener man selv at bringe det på banen, hvis man ønsker det. Ellers bør spørgsmålet begraves - gerne samme sted som udtryk som karrierekvinde, tøsedreng og skamlæber.