
Tine fra ‘Gift ved første blik’: "Jeg bliver sindssygt provokeret af, at kvinder ikke må have maskuline sider"

Tine og Jan fra 'Gift ved første blik' på deres bryllupsdag.
Foto: DR
– Der er fart på den dame.
– Hun fylder meget.
– Tine er så stor i slaget.
Det er nogle af de kommentarer, der har kredset om Tine Coster Joost i den måneds tid, DRs flagskibsprogram ‘Gift ved første blik’ har kørt i fjernsynet. Og det er ikke kun i mediernes skriftlige kommentarer og podcasts, at Tine Coster Joosts ekstroverte og ligefremme manér har fået opmærksomhed.
Det fylder også i ægteskabet mellem hende og den 57-årige pædadogmedhjælper fra Faxe, Jan Helmert. Faktisk virker spørgsmålet om, hvorvidt Tine Coster Joost ‘fylder’ til at være et gennemgående tema programmet igennem. I Jan Helmert og Tine Coster Joosts tilfælde bliver det også et kønnet spørgsmål – i denne uges afsnit af ‘Gift ved første blik’ fortæller Jan Helmert blandt andet, at han savner noget “kvindelighed” og “mildhed” fra hende, da parret er til terapi sammen.
Debatten om, hvorvidt kvinder kan ‘fylde’ for meget er ingenlunde ny. I denne måned skrev mediet Zetland, at vi i Danmark har brugt de seneste ti år på at diskutere, “hvor meget eller hvor lidt kvinder må arbejde, føle, fylde, knalde, bruge Botox og twerke og ose af sex”. Der er også en del forskning på området – et amerikansk studie peger blandt andet på, at kvinders stemmeføring er forbundet med kønslige stereotyper, og dansk forskning viser, at kvinder typisk nedtoner deres lederpotentiale. Kvindelige politikere såsom Hillary Clinton blev hyppigt stemplet som “for meget”, når hun har holdt taler.
Men hvad betyder det egentlig at fylde for meget – og er det forkert? Vi har ringet til Tine Coster Joost for at blive klogere.
Hej Tine. I programmet fortæller du, at det er en usikkerhed for dig at ‘fylde for meget’. Men hvad betyder det egentlig?
– Jeg har ofte fået at vide, at jeg snakker for meget, eller at jeg fylder meget i et rum. Jeg har nok altid taget det som noget negativt. Jeg ved og kan mærke, at mænd – men også nogle kvinder – bliver intimideret af mig, fordi jeg er direkte og tydelig. Jeg ønsker jo ikke, at andre skal have mindre plads. En ting er, at jeg er farverig og ikke er bange for at stille mig forrest og tage teten. En anden ting er, at jeg ikke er bleg for at tage en snak om noget, som jeg er utilfreds med. Jeg synes selv, jeg er god til at læse mennesker, og jeg synes, jeg er konstruktiv og ordentlig. Men det bliver selvfølgelig sårbart, at jeg tør at italesætte noget, man måske ikke selv har set. Så bliver jeg lidt farlig for nogen, der ikke kender mig, og jeg forstår godt, at man kan blive intimideret. Derfor har jeg brugt meget af mit liv på at tage hensyn, ikke tale over mig, ikke føre an. Jeg er ikke interesseret i at bestemme, og jeg er ikke dominerende. Jeg er bare ikke bange for at handle.
Hvem fortæller dig typisk, at du er for meget?
Ofte har det været kærester. Men jeg har også oplevet det på arbejdsmarkedet. Da jeg arbejdede i forsvaret, var der sgu aldrig nogen, der fortalte mig, at jeg var for meget. Der var jeg nødt til at fylde for meget for at få en stemme i dén mandeverden. Men da jeg kom ud i den civile verden, oplevede jeg at blive fortalt af min chef, at der var nogle kvindelige kolleger, der syntes, at jeg fik sagt ting på en forkert måde, og at jeg gerne måtte fylde mindre. Dengang spurgte jeg ikke ind til, hvad det betød, men tog det personligt og tonede mig selv ned. Da jeg så blev ældre, tænkte jeg ‘fandme nej!’. Jeg er et ordentligt menneske, og jeg er jo, som jeg er. At se programmet (‘Gift ved første blik’, red.) har smidt mig lidt tilbage i dét mønster, fordi det var et nyt menneske, jeg skulle møde, og jeg var meget bange for at komme til at tale for meget. Og så bliver jeg irriteret på mig selv – for der er jo ikke nogen, der fylder for meget? Så må det være andre, der fylder for lidt.
Føler du, at du er for meget i din og Jans relation?
Ja, det gør jeg. Det er faktisk klippet ud af denne uges episode, men Jan fortæller mig, at jeg er for maskulin, da vi er til parterapi med Trine. Fordi jeg bander en gang imellem, og at der går lidt havnearbejder i den. Jeg begynder at grine, men blev så ret provokeret. For vi har jo alle sammen både maskuline og feminine sider, og jeg er faktisk ret glad for min maskuline side, fordi det er en del af min humor. Jeg skulle hele tiden høre for, at jeg var maskulin, jeg var hård, jeg viste ikke nogen sårbare sider. Jeg bliver sindssygt provokeret af, at kvinder ikke må have maskuline sider. Hvad betyder det i øvrigt? Det blev meget gammeldags og kønsrolle-agtigt. Jeg havde været sårbar i vores relation – jeg fortalte blandt andet om noget meget sårbart fra min barndom i lufthavnen, inden vi skulle til Amsterdam, som der ikke blev spurgt yderligere ind til, eksempelvis.
Det lyder, som om du sætter lighedstegn mellem dét at være for meget og ikke at være feminin nok. Hænger de to ting sammen?
Ja, det tror jeg. Det er, som om vi ikke er kommet helt videre fra de gamle kønsroller. Kvinder må gerne stadig være en stille og rolig mus med en lille, fin stemme, som manden kan redde. Det er sat lidt skarpt op, det ved jeg godt. Men jeg oplever, at de lidt mere følsomme og empatiske mænd bliver skræmte af sådan en som mig. Det oplevede jeg, at Jan blev. Er det bare min generation, spørger jeg også? Men jeg synes, jeg hører det fra yngre kvinder, også. Mænd må jo gerne være feminine nu, og det synes jeg er mega fedt, men kvinder må stadig ikke have en lidt mere maskuline side, hvor man ikke bare er en lille, bly viol.
Er det sværere at finde kærligheden, når man er en, andre synes er for meget?
Når jeg kigger på mig selv og mine veninder, der klarer sig selv, så ja. Vi er selvstændige kvinder med børn, arbejde og uddannelse, der renoverer hus og rejser alene. Vores oplevelse er, at mænd bliver intimideret af det.
Hvad tænker du selv om det? Vil du gerne være anderledes?
Nej. Jeg er glad for den, jeg er. Jeg synes, jeg er et ordentligt menneske. De, der er tætte på mig, kan jo se, at jeg er sårbar, også. Hvis ikke man kan se ind og være nysgerrig på, hvem jeg er som menneske, så kan jeg ikke rigtig bruge det til noget. Jeg er ikke perfekt, men jeg skal have noget konstruktivt at vide, hvis nogen føler, de slår sig på mig. Jeg kan ikke selv det regne det ud.
Hvad ville dit budskab være til de, der synes, du er for meget?
Mit budskab er, at vi skal være nysgerrige på hinanden. Vi er nødt til at bruge energi på at være nysgerrige, men også have selvindsigt. Det gælder begge veje. Sig ting med omsorg og empati, hør dem og reflekter over dem. Vi laver alle sammen fejl.

Læs mere om: