Møder du også verden med skepsis? Prøv dette i stedet

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter og leder af forfatterlinjen på Dansk Talentakademi. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

For ikke så længe siden sad jeg og scrollede på min telefon og faldt i den forbindelse over en kendt dansker, der udtrykte sin skepsis overfor det, hun oplevede som en uhensigtsmæssig og alt for jovial tillid blandt danskerne til det ”gode i mennesket”.

Mennesket er som udgangspunkt ikke godt, mente hun, men derimod “syndigt og selvisk”.

Jeg er, meget mod min vilje, tilbøjelig til ind imellem at have samme slagside som kvinden, hvis opslag jeg faldt over.

Det er som om, der et sted bag mit imødekommende ansigt lurer en lille misantropisk djævel. Måske fordi jeg frygter at blive svigtet, talt ned til, holdt udenfor. Det er sådan, jeg ofte oplever verden. Hvis ikke på egen krop, så på andres. I debatter, i den offentlige samtale.

Her er det som regel det værst tænkelige scenarie, mistænksomheden, der får mest taletid. Som når minoriteter i deres kamp anfægtes for at være "crybullies", altså en måde at offergøre sig selv på enten for at manipulere eller få medlidenhed.

Det er forstemmende udbredt at finde på etiketter og kasser, vi kan bruge til at lukke munden på dem, vi er uenige med: Wokeister. Klimahystader. Diagnosejægere.

At være "bevidst naiv"

Af samme grund forsøger jeg hver dag at imødegå min egen skepsis, den, jeg deler med kvinden, hvis opslag jeg læste. En frygt for, at der blandt mennesker, findes folk der udnytter systemer og relationer. Kriminelle, der snyder sig adgang til ældres boliger forklædt som hjemmehjælpere. Bankfolk, der vasker penge hvide og magthavere, der udnytter deres position til at skaffe sig personlig vinding. Jo, grunde til pessimisme, misantropi, er der rigeligt af.

Alligevel fastholder jeg et livssyn, jeg kalder "Bevidst naiv". Ikke fordi jeg er dum eller lukker øjnene, men fordi alternativet, at mistro enhver, for mig at se er opskriften på samfundets endeligt.

Hvis vi som udgangspunkt betragter hinanden som hinandens potentielle fjender, hvorfor så overhovedet arbejde sammen, leve sammen, skabe sammen. Hvis jeg mistænker min nabo, en rar ældre pensioneret læge, for ”i virkeligheden” at være en plattenslager, er konsekvensen så ikke, at jeg må leve for nedrullede gardiner og med låst dør.

Og er det virkelig et liv værd at leve?

Det synes jeg ikke, og derfor gør jeg mig hver dag umage for at møde verden med tillid, i håb om at blive "positivt skuffet".

Det vil sige: Jeg møder mennesker med en grænsende til naiv åbenhed, og har med tiden konstateret, at det i 99 pct. af tilfældene virker. Ham med muskelhunden viser sig at være en skøn fyr med hjertet på rette sted, og kvinden med pumpede bryster og mistænkeligt fyldige læber åbenbarer sig som en klog og hjertelig kvinde.

Verden er fuld af overraskelser, ind imellem ubærlige, men jo heldigvis og for langt størsteparten, glædelige. Derfor tror jeg, modsat den kendte kvinde, jeg nævnte i starten, at vi vinder mere, end vi mister, ved at vise tillid og tro det bedste om hinanden.