Er vi blevet for dårlige til at vise hensyn? Det er lige før jeg synes, at de svært mistroiske fortjener deres egen solsikkesnor

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter og leder af forfatterlinjen på Dansk Talentakademi. Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig så jeg et opslag på Facebook. En mand problematiserede den, i hans øjne, alt for udbredte brug af Solsikkesnoren.

Flere i kommentarfeltet bakkede hans oplevelse op. Også de mente nemlig, at det var gået for vidt. At alt for mange udnyttede snoren og brugte den som et fripas til at påkalde sig særlig hensyn.

Man behøver ikke have en ph.d, i florale symboler for at blande sig i debatten. Med en simpel søgning kan man læse, at Solsikkesnoren er et grønt bånd med gule solsikker, der fungerer som et opmærksomhedssymbol for folk med usynlige handicaps. Det kan være mennesker med social angst eller autisme, som med snoren viser, at de i visse situationer har brug for ekstra tid og støtte.

Måske har de svært ved at se folk i øjnene og i stedet for at risikere, at det misforstås som uhøflig optræden, ja så kan de med snoren om halsen, uden at skulle forklare i detaljer, vise, at det vigende blik skyldes, at de kæmper med en en psykisk lidelse eller en neurodivergens.

Egentlig skulle man tro, at alle kunne enes om, at det er en god ide. At tage hensyn, altså. Ingen kan vel have noget imod den slags.

Men opslaget, jeg faldt over, viser noget andet. Det viser, at der tilsyneladende er mennesker, der i flæng mistænker bærere af snoren for at pynte sig med lånte – hvis ikke fjer så - solsikker. At der er tale om en gruppe af mennesker, der reelt ikke fejler noget, men bare vil have…

Ja, hvad er det egentlig de mistænkes for at ville have?

For med snoren følger ikke noget. Ingen rettigheder, ingen særlige fordele, ingen økonomisk støtte. Ingenting - udover håbet altså. Håbet om at blive mødt med forståelse.

Men fandeme nej, det skal de ikke slippe afsted med. Deres behov skal mistænkeliggøres og havde de håbet på hensyn, er det snarere en form for had, de oplever: For er de ikke bare en flok selvmedlidende og opmærksomhedssøgende mennesker, der flagrer omkring med deres diagnoser som var det et smykke, en prydsgenstand?, synes de mistroiske at spørge.

Og her er det så jeg, at jeg, måske naivt, tillader jeg mig at spørge, om man kunne forestille sig, at nogen på samme måde ville betvivle nødvendigheden af, at drage omsorg for folk med et fysisk handicap. Kunne nogen ved deres fulde fem finde på at spørge, om det nu virkelig er nødvendigt med særlige parkering for handicappede?

Er også de bare mennesker, der bruger deres bevægelseshandicap som en undskyldning for at kunne parkere tæt på indkøb og hjem?

Hvordan med blindesymbolet, manden med den hvide stok. Er det i virkeligheden et smart trick, en måde at tillade ikke-seende at drage fordel af deres manglende syn?

Hvordan med den potentielt urimelige forskelsbehandling, der ligger i at tilbyde ældre en siddeplads i bussen?

Skal vi også mistænke dem, problematisere deres nødvendige hensyn?

Måske er jeg sart, forudindtaget, urimelig i min vinkling, men: Er vi virkelig så medmenneskeligt fattige, at vi ikke under dem, der har brug for hensyn, det mindstemål af respekt og plads?

Det er lige før jeg synes, at de svært mistroiske fortjener deres egen snor. En neongul snor, der skal advare omgivelserne om, at de lider af usund mistillid til deres medmennesker og derfor skal omgås med varsomhed.