Jeg savner ikke mine 20’ere, men savner at have oceaner af tid foran mig uden at vide, hvor hurtigt den forsvinder

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er nostalgiker to the bone. Altid været det, kommer altid til at være det. Melankoli, “hvad nu hvis”-tanker og drømme fylder ekstremt meget i mit liv. Når jeg lader tankerne vandre tilbage til alt det, jeg har været, og alt det, jeg kunne være blevet, kan jeg godt blive skiftevis syg af fortrydelse og helt vildt lettet på samme tid.

Mest af alt fascinerer det mig at tænke på de andre versioner af mig selv, der findes derude. Helt konkrete liv, der kunne have været mine, hvis bare én beslutning var faldet anderledes.

Nu er mit liv sådan her: 39 år, mor til tre ret store børn, fraskilt, bor på Nørrebro og arbejder i mediebranchen. Et liv med deadlines, bøger i stabler, vin med venner, podcasts i ørene, skole-hjem-samtaler og børn, der konstant skifter musiksmag.

Men jeg kan, når jeg giver det plads, mærke dem, de andre liv, som små lys bag gardiner, lidt som når jeg går forbi en fremmed lejlighed om aftenen og ikke kan lade være med at kigge ind og forestille mig, hvilke liv der leves dér.

Sådan føles det, når jeg tænker på de liv, jeg ikke fik.

Hvad nu hvis… jeg var blevet i Barcelona

Jeg var 19 eller 20 år, da jeg flyttede dertil, men jeg følte mig ikke ung på den der naive måde. Set i bakspejlet var jeg det nok. Også selvom jeg allerede havde boet i Paris, været hjemmefra længe og godt vidste, hvordan det føles at rive teltpløkkerne op og starte forfra et nyt sted.

Barcelona var ikke så meget et eventyr, som det var en plan. Det var der, jeg skulle bo. Jeg havde fundet et værelse med franske altandøre, hvor morgensolen faldt ind i skarpe striber.

Jeg forestillede mig et liv dér. Et sprog, der ville blive mit. Små barer, hvor jeg kendte navnet på tjenerne, og aftener, hvor tiden gled langsomt, fordi ingen havde travlt med at komme hjem. Jeg havde venner, der allerede var blevet dér, og jeg kunne mærke, hvordan det trak i mig.

I det liv blev jeg boende. Jeg sidder på en bar i El Born nu, spiser små, syrlige ansjoser og bestiller rødvin uden at tænke over mit spanske, der for længst er blevet flydende. Jeg har en lejlighed med fliser, der altid føles kølige under fødderne, og en gammel ventilator i loftet, der larmer, når den snurrer. Jeg har ingen børn dér, og jeg savner dem ikke, for jeg ved ikke, de findes. Jeg er et andet menneske i det liv, optaget af andre ting. Måske arbejder jeg som oversætter, måske skriver jeg små tekster til et lokalt magasin. Jeg tror, jeg ville føle mig fri. Og ensom på en måde, jeg ikke ville indrømme for nogen.

I stedet flyttede jeg hjem efter et år og vendte aldrig tilbage for alvor. Kun på korte ferieture, hvor jeg den dag i dag, 20 år senere, stadigvæk føler mig en smule hjemme, når jeg er på visit.

Hvad nu hvis… vi aldrig var flyttet ud af byen

Der var en tid, hvor jeg sagde højt, at jeg ikke var typen, der kunne bo i hus. Jeg mente det. Jeg elskede vores lejlighed på Vesterbro. Altanen, hvor vi sad med vin i små glas om aftenen. Der, hvor min yngste datter kom til verden på stuegulvet en aften i marts 2017.

I det liv blev vi boende. Måske bor vi stadig i lejligheden nu, med de samme hvidmalede plankegulve, den samme udsigt, den samme altan. Børnene har deres daglige gang i de samme brostensbelagte gader, jeg selv betrådte som barn i 90’erne, dengang de ikke var mondæne. Vi køber ind i Føtex på Vesterbrogade, spiser på Kebabistan i Istedgade på vej hjem fra byen og går i Enghaveparken, hvor man altid møder nogen, man kender. Vi bliver gamle dér, og vi har stadig de samme naboer.

Og måske, i en anden variation af det liv, gjorde vi det modsatte: vi flyttede ud af landet. Til Barcelona eller Rom eller en lille by i Portugal, hvor børnene voksede op med et andet sprog i munden. Jeg ville have fået et helt andet blik på Danmark dérfra. Et helt andet blik på mig selv.

I stedet flyttede vi væk. Først til en større lejlighed, der aldrig rigtig føltes som hjem, og dernæst ud af byen for en stund…

Hvad nu hvis… vi var blevet i huset

Det var et håndværkertilbud. Vores yngste var ikke engang fyldt et år. Det var på mange måder dømt til at gå galt. Men ideen om at renovere et hus udenfor byen vandt alligevel.

Selvom det aldrig var min drøm, kan jeg alligevel blive ramt af nysgerrigheden: Hvordan ville det have været, hvis vi var blevet boende? Ville jeg have fundet roen dér? Lært at sætte pris på villaveje og trampoliner, klatreplanter og kagebagning til skolefesten? Kendt naboernes navne og deres børns. Måske havde vi været de typer, der holder nytår med samme lille gruppe hvert år. Måske ville vi have haft et helt andet liv dér.

Men vi gjorde ikke. Jeg blev kvalt. Vi blev skilt. Og jeg flyttede tilbage til byen. Jeg bor på femte sal nu, uden bryggers, med trapper, der holder mig i vældig god form. Jeg kan se tagene fra mit vindue, og selvom det nok ikke er her, vi skal blive, føles det stadig, som det rigtige sted for nu.

Hvad nu hvis… jeg havde turdet mere i kærligheden

Jeg kan tælle dem på én hånd. De gange, jeg trak mig, inden det blev svært. Inden det blev stort. Inden det kunne gøre ondt. Jeg sagde, jeg ikke ville have drama, men sandheden var nok, at jeg ikke turde.

Hvis jeg havde gjort det anderledes, kunne jeg have haft et helt andet liv nu. Andre børn. Andre minder. Andre sorger. Jeg ved ikke, om det ville have været bedre. Bare, at det ville have været anderledes.

Og så er der det andet, tungere “hvad nu hvis”: hvis jeg ikke var gået tilbage til mine børns far dengang. Hvis vi ikke havde fået de to sidste børn. Hvis vi ikke havde prøvet igen. Det liv kan jeg ikke engang forestille mig uden at miste pusten. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have dem. Det minder mig om, hvor skrøbeligt alting i virkeligheden er, hvor små beslutninger kan sende én ud på helt andre spor.

Det mærkelige er, at jeg ikke føler, mit liv er sat. Ikke endnu. Jeg kan stadig mærke bevægelse. Jeg kan stadig ændre ting. Flytte, elske, arbejde på en ny måde, tage en ny retning. Men der er også døre, der er lukkede nu, uanset hvad jeg gør. Jeg bliver ikke nogens mor for første gang igen. Jeg møder ikke mig selv for første gang i en fremmed by. Jeg kan ikke længere rive alt op med rode uden at tage nogen med mig i faldet.

Måske er det derfor, jeg kan mærke de andre liv så tydeligt. De ligger lige under overfladen, tæt på, men uden for rækkevidde.

Jeg savner ikke Barcelona. Jeg savner ikke mine 20’ere. Jeg savner ikke de mennesker, jeg ikke blev kærester med, eller de jobs, jeg ikke tog. Jeg savner bare fornemmelsen af, at alt stadig var muligt. Overbevisningen om, at intet var låst endnu, og at man kunne skifte kurs fra den ene dag til den anden, uden at tænke over konsekvenserne. Jeg savner at have oceaner af tid foran mig uden at vide, hvor hurtigt den forsvinder.

Jeg kan stadig vælge nyt, men jeg vælger anderledes nu. Med mere omtanke. Med flere hensyn. Med en bevidsthed om, hvad ting koster. Ikke i penge, men i tid, i energi, i hjerte.

Det er nok sådan det er at være cirka halvvejs i livet: At opdage, at mulighederne stadig er mange, men ikke længere uendelige. At forstå, at nogle veje ikke længere er åbne. Ikke fordi jeg valgte forkert, men fordi jeg valgte noget andet. Den erkendelse gør mig både roligere og mere rastløs. Den får mig til at længes efter min egen modighed. Den version af mig, der engang sprang uden at tænke over, hvor jeg landede.

Når alt kommer til alt, ville jeg jo heldigvis ikke bytte eller gøre noget om. Jeg kan mærke, at jeg er dér, jeg skal være lige nu. Men måske er det netop derfor, jeg stadig kan mærke de andre liv: ikke som fortrydelser, men som små påmindelser om, at jeg stadig kan vælge igen.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.