Hun havde lige leget med den lille pige inde på stuen. Men ude på hospitalsgangen brød faderen pludselig sammen

Den morgen var de to hospitalsklovne som altid blevet briefet om de børn, der var indlagt på afdelingen. De vidste godt, at den lille pige, de om lidt skulle møde, var ramt af en alvorlig sygdom.

Men det hæftede de to klovne sig ikke så meget ved.

De fik pigen ud af sengen. Stemningen lettede, og rummet summede af barnelatter og liv.

Efterhånden trak de to klovne sig ud på hospitalsgangen. Pigens far fulgte med. Og lige dér mærkede de, at det nok var en god idé at blive hængende lidt endnu. Ikke for pigens skyld, men for hans.

- Hun har kun 10 procent chance for overlevelse, græd han pludselig i afmagt.

53-årige Lykke Scheuer stod foran ham iført rød næse og smækbukser. Hun var stadig klovnen Baglæns, men også mennesket Lykke i en konstant vekselvirkning.

- Hans nervesystem sprællede. Med god grund. Men hospitalsklovne er ikke bange for spræl. Vi blev ikke bange for de gnister, der slog ud af ham, fortæller Lykke Scheuer.

I godt otte år har hun ugentligt arbejdet som Baglæns for Danske Hospitalsklovne på alt fra børnecancerafdelinger og akutmodtagelser til ungdomspsykiatrien. Hun har mødt børn og unge med alvorlige diagnoser, forældre i sorg, chok og familieliv i forandring. Altid bevæbnet med den karakteristiske røde næse og klovens finurlighed. Og Lykkes menneskelighed.

I alt er der i dag 84 uddannede hospitalsklovne, der siden 2003 har gennemført den halvanden-årige uddannelse og efterfølgende arbejdet på landets børneafdelinger og i børne- og ungdomspsykiatrien.

Klovnenes formål er først og fremmest at styrke syge børns livsglæde og -mod. Men også forældrenes.

Lykke Scheuer beskriver hospitalsklovnens væren som en masterclass i kreativ menneskelighed, der kræver timing, musikalitet og rytme - og ikke mindst evnen til at opfange sine egne fejl og omfavne dem med kærlighed.

For ellers er du ikke i stand til at lave skæve ting sjove - eller gøre tragiske ting nemmere - hvis du bliver bange for dine egne følelser, mener hun.

- Igen og igen træner vi at blive i et ubehag. Det slår os ikke ihjel, men mange mennesker føler det ubehageligt at blive stående i de situationer, hvor “de rigtige ord” er svære at finde.

Lykke Scheuer er også uddannet skuespiller, men da hun selv fik børn med sin kæreste, som er musiker, begyndte hun at lede efter et andet lidt mere tilregneligt job.

Det skulle være noget, der gav hende mulighed for at bruge sin kreativitet - og som samtidig var meningsfuldt.

Efter Hospitalsklovneuddannelsens tre optagelsesprøver slap hun gennem nåleøjet, og i dag arbejder hun fuldtid som Hospitalsklovn.

- For mig er håbet det sidste, der dør. Og nogle gange er det de små glimt, som har stor betydning.

Flere studier peger netop på, at hospitalsklovne har stor betydning for effektiv behandling og børns bedring.

Blandt andet har børn nemmere ved at håndtere smerte, når der er en hospitalsklovn ved deres side, eksempelvis under en blodtrøvetagning og ved kemobehandling.

Hospitalsklovne hjælper også til, at der bliver anvendt markant mindre tvang under procedurer for børn på sygehusene.

Men hvad er det egentlig, klovnene gør?

Det er det, der er så svært at forklare, siger Lykke Scheuer.

- Vi går simpelthen bare ud på gangen, og derfra starter én lang improvisation, alt efter hvem vi møder, og hvad deres behov og virkelighed er.

De snakker, synger, danser, spiller musik og leger med børnene og deres forældre. De mærker efter og er til stede. Anerkender, lytter og omfavner. Men de prøver aldrig at fikse.

- Den røde næse skaber et rum, der understreger, at vi nu er uden for gældende normer og regler. Og næsens synlighed indbyder ofte til, at vi fungerer som en form for skriftestol.

At være hospitalsklovn består af to dele, forklarer hun. Flyvemaskinen og piloten - eller hesten og rytteren.

Lykke er piloten, og flyvemaskinen er hendes klovn. Og de to snakker hele tiden sammen.

Da hun stod på gangen med den sønderknuste far, der netop havde fået den værst tænkelige nyhed, en forælder kan få, greb hun ham i overvejende grad som Lykke. Men klovnen var også til stede.

- Jeg skal altid være parat til at gribe finurligheden. Jeg skal kunne identificere sprækkerne, hvor lyset kan slippe ud.

Ifølge Lykke er vi som privatpersoner ofte meget bange for at gøre eller sige noget forkert, når vi møder nogen i sorg.

Vi føler os utilstrækkelige, fordi vi aldrig kan fjerne den andens smerte eller fikse en ulykkelig situation. Derfor tier vi ofte stille.

Men det er et misforstået hensyn, vi tager til os selv, fordi det føles ubehageligt for os selv.

I stedet mener hun, at alle kan lære noget af klovnens evne til at være i det, der gør ondt. Ubehaget må ikke dominere vores adfærd og få os til at gå over på den anden side af fortovet.

- Vi kan hjælpe dem, der har ondt, til ikke også at føle sig forkerte og fravalgte - ved at blive, lytte og turde sige det, vi mærker. Også selvom situationen rummer et ubehag. Og man kan altså ikke sige noget, der er dumt, hvis vi fra starten ikke prøver at fikse.

Tilbage på hospitalsgangen talte Baglæns - og Lykke - med faderen om stort og småt og alt mellem linjerne. Også om håbet i de 10 procent.

Hun lovede ham, at for hospitalsklovnene ville hans lille datter altid repræsentere 100 procent liv.

Hun lyttede, og inde på stuen fortsatte barnelatteren.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.