Annonce
Mad
11. august 2025

Her er 5 nye steder, du skal kende i København

Mens vi har holdt siesta i sydens sol, er nye københavnske restauranter og barer blomstret op. Hvilke skal man besøge i weekenden, når ferielængslen melder sig?
Af: Sigrid Conradsen Nielsen
Bar Sportif

Bar Sportif.

Foto: Rikke Westesen

Bar Sportif

Sportsbaren som man kender den har fået nye klæder i Indre By. Hos Bar Sportif har man nemlig gentænkt det klassiske koncept. Her står den hverken på slidte lædermøbler eller nikotinfarvede vægge, men tjekket velourinventar og et ligeså tjekket menukort. Har man fået nok af Tour de France foran fjernsynet i sommerferien, er det altså her, man nu kan få sig et mere elegant sportsfiks. I baren byder de på flere spændende amerikanske klassikere, som ellers kan være svære at opstøve i København. Så kom forbi til en kamp, en mint julep og en rubben sandwich – ægte New York style.

Gammel Mønt 33, 1117 København

Botschaft

Hvis man længes efter de østrigske alper og en god omgang tysk panering, er det et godt tidspunkt at lægge vej forbi Botschaft på Nørrebro. Her møder wienerschnitzlen storbyen, og alt fra ostepasta til rösti får et kærligt løft i uformelle rammer. Hvis den skal have fuld gas på vaskeægte tyrolerstemning i weekenden, kan man passende komme forbi på søndag. Her gælder den sædvanlige à la carte menu ikke, nemlig fordi det er ‘Schnitzel Sunday’ hos Botschaft. Prost!

Annonce

Ryesgade 25, 2200 København N

Juma

Der er kommet en ny indisk perle til Nørrebro over sommeren. Nemlig Juma, der serverer mad på sydindisk manér. Her står den på konceptet thali, som på dansk betyder tallerken. Det vil sige én deletallerken til hele selskabet på bedste social-dining vis, hvor klassiske favoritter som naan, dal og basmatiris optræder. Sindssygt farverigt og flot. Vil man udvide den vegetariske madoplevelse med kød og fisk, er der også rig mulighed for det. Og ja, de har mango lassi. Også med et skud.

Annonce

Ryesgade 3, 2200 København N

Lille Musling

Det minder lidt om at ankomme til en dansk vejfest, når man træder ind ad døren hos Lille Musling på Nørrebro. Ligesom sommerfesten kan Lille Musling bare det hele. Der er toast, is og sodavand til børn og barnlige sjæle fra morgenstunden, og så er der delebajer og fester om aftenen til de voksne. Man kan desuden både bestille små retter og store sandwich, til når maven rumler efter fadøl nummer tre. Kig forbi for ægte dansk sommer. Det bliver jo ikke mere grillfestnostalgisk end udendørs langborde og stearinlys i tomme vinflasker.

Annonce

Hørsholmsgade 32, 2200 København N

Etta

Italien hitter hver eneste sommer, og nu kan du hente lidt af sydens stemning hos Etta i Indre By. Her står den på schiacciata-sandwiches (ja, god fornøjelse med at udtale det), som minder om dem, turister står timevis i kø for hos All’Antico Vinaio i Firenze. Man kunne jo passende lege Toscana for en dag oglægge vej forbi Etta for at se, hvad hypen handler om. For nøj, hvor ser det lækkert ud. Og så har de også Orangina, den sydeuropæiske version af fanta, på drikkekortet. Sandwich og sodavand er jo tæt på verdens mest perfekte picincsæt.
Ny Adelgade 6, København 1104

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.